Charlotte Sannom

Lægedatteren Charlotte Sannom besad kunstneriske evner. Malertalentet blev udviklet på Vilhelm Kyhns tegneskole for kvinder fra 1875 og fremvist første gang på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1880, hvor hun jævnligt udstillede de næste ti år, og hun deltog i Kvindernes Udstilling 1895. Hendes interesse samlede sig især om landskabsmaleriet. Siden blev pennen hendes vigtigste redskab som romanforfatter og ikke mindst som bladredaktør og afholdsagitator.

Charlotte Sannoms religiøse sindelag førte hende ind i Indre Mission (IM) som en aktiv frivillig, der fra 1876 blev leder af ugemøder for fabrikspiger. Siden blev hun også medarbejder ved det multifunktionelle Marthahjemmet, der var oprettet 1886 på ydre Nørrebro under forstanderinden Anna Sørensens auspicier. I det kirkelige ugeblad Fra Bethesda skrev Charlotte Sannom i 1887 om fromme kvinders ret til at tale i forsamlinger og om sine ønsker om at intensivere kvinders deltagelse i kirke- og menighedsliv. Hendes arbejde tog en ny drejning, da hun i 1890 blev ansat som IMs første kvindelige bymissionær og aflønnet som sådan indtil 1896. Hidtil havde bymissionen ligget i hænderne på ni mænd. Ansættelsen skete i forbindelse med missionsarbejdets nyorganisering i hovedstadsdistrikter, og hendes opgave blev at lede Bibelkvindemissionen.

En mere varig ideologisk og praktisk indflydelse opnåede Charlotte Sannom via sit arbejde i afholdsbevægelsen. Da H.O. Lange i 1895 stiftede Blaa Kors, en totalafholdsforening i tilknytning til IM, valgtes hun sammen med Anna Sørensen ind i dens kønsblandede bestyrelse. Først efter århundredskiftet slog BK for alvor an i og uden for København Ved kvindeafholdsforeningen Det hvide Baands (HB) oprettelse i 1888 blev Charlotte Sannom sekretær og vicepræsident, og 1899 afløste hun Elisabeth Selmer på formandsposten indtil 1900. Formandsskiftet bidrog til at trække organisationen over i en mere tydelig indremissionsk retning. Som formand kæmpede hun for, at redningsarbejdet blandt alkoholmisbrugere også udstraktes til kvinder. I 1904 stod hun i spidsen for HBs oprettelse af Granbohus, et behandlingshjem for kvinder ved Fredensborg med plads til syv morfin- og alkoholmisbrugere fra den “velstillede Klasse”. I 1905 lykkedes det Charlotte Sannom og en deputation af andre ledende HB-kvinder at få forhindret en liberalisering af beværterloven i hovedstaden via pres på indenrigsministeren. 1896-1900 redigerede hun foreningens organ Kristeligt Afholdsblad og fortsatte 1901-05 som redaktør af Nordisk kristeligt Afholdsblad, et bindeled mellem nordiske afholdsforeninger. Som formand fik Charlotte Sannom, der også var medlem af Dansk Kvindesamfund, indmeldt HB i Danske Kvinders Nationalråd. Hun hævdede selv at være blevet bevidst om den ulige behandling af kønnene som tiårig. Som kvindesagskvinde lagde hun afstand til sit køns imitation af mænds vaner og livsstil i kvindeemancipationens navn. Hun betonede kvinders moralske mission i kampen for “Renhed i Liv og Tænkemaade, Ædruelighed, Retfærdighed mod de Svage”. Den moralske mission skulle være bærende i ligeretskravet og repræsentere progressiviteten i kvindesagen.

Charlotte Sannoms skønlitterære forfatterskab viste tydelige inspirationer fra hendes kristeligt-sociale arbejde. Således den under pseudonymet Niels Brock publicerede En knudret Vej, 1887, om afholdssagen, mens Ingen Oprejsning, 1903, var en tendensroman med afsæt i hendes engagement i antiprostitutionskampen. Hun var også oversætter af den engelske forfatter D.M. Mulocks En Kvindes Tanker om Kvinden, 1869. Charlotte Sannom skrev desuden bidrag til Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet for afholdssagen og kvindevalgret og imod teosofi. Da Granbohus blev nedlagt 1905 påtog hun sig som tilflytter til Nødebo at tage beboere til sig i hjemmet, og hun gik ind i det lokale menighedsrådsarbejde og var tilsynsførende i den lokale plejehjemsforening. 1907 fik hun ledegigt, der prægede hendes senere år og hæmmede den ellers så energiske Charlotte Sannom.