Anna Sørensen

Efter en opvækst under fattige kår i København tog Anna Sørensen i 1875 lærerindeeksamen fra N. Zahles Skole. Hun blev ansat ved Kbhs. kommunale skolevæsen og virkede til sin død i 1909 som lærerinde på Kapelvejens Skole på Nørrebro, dengang en hastigt voksende arbejderforstad med mange fattige og et stort behov for privat velgørenhed. Hun underviste fra 1876 også på den søndagsskole, Kirkelig Forening for Indre Mission (IM) i København havde oprettet året forinden. Her traf hun Marie Købke og Anette Jessen, som skulle blive hendes samarbejdspartnere i en storstilet filantropisk indsats for kvinder og børn i bydelen.

I familier, hvor begge forældre arbejdede, var børnene overladt til sig selv hele dagen. For at bøde på dette stiftede Anna Sørensen sammen med Købke i 1876 Haandgjernings-Foreningen for Skt. Stefans sogn, der skaffede arbejderkvinderne lønnet hjemmearbejde. I 1879 indrettede hun en håndgerningsskole for piger sammen med Jessen i en toværelses lejlighed i Jægergade 10, som IM havde lejet. Her var børnene under opsyn beskæftiget med simpelt arbejde, så de kunne bidrage til familiens indtægter og samtidig indprentes arbejdsomhed og ordentlighed. Året efter udvidede de aktiviteterne i lejligheden med Nørrebros Bespisningsanstalt for syge, hvor bydelens syge kunne få god og nærende kost, i 1882 med Nordvestkvarterets Vuggestue.

Alle disse aktiviteter blev lagt sammen i Marthaforeningen og samlet under et tag i Brohusgade 5 på en grund, skænket af fabrikant Anker Heegaard. Efter en indbringende pengeindsamling blev Marthahjemmet indviet i 1886. I stueetagen var der magasin og udleveringsrum for håndgerningsforeningen samt spisesal for bespisningsanstalten. I spisesalen blev der afholdt konemøder, hvor kvarterets koner samledes og lappede familiens tøj, mens foreningens damer viste dem til rette og læste højt for dem. På første sal var der lokaler for vuggestuen. Ved siden af spisesalen lå pigernes arbejdsstue, hvor i alt 90 piger blev beskæftiget med håndarbejde. I hjemmet var der desuden en poliklinik, der tilbød gratis lægebehandling til børn. Anna Sørensen var formand for Marthaforeningen, Købke ledede vuggestuen og håndgerningsforeningen, Jessen bespisningsanstalten. 1891 flyttede Anna Sørensen selv ind i en lejlighed på Marthahjemmet, og hun indførte således i Danmark et “social settlement”, en institution udviklet i London og videreført mange steder i USA. Det indebar, at velgørere fra middelklassen bosatte sig midt i det fattigkvarter, hvor de virkede og således ved eksemplets magt viste, hvordan et arbejdsomt liv kunne udformes, samtidig med at de selv lærte de fattige bedre at kende. Da Heegaard også skænkede institutionen nabogrunden Brohusgade 7, blev der her 1894 opført en tilbygning, der husede poliklinikken og drengenes arbejdsstuer. Fra 1908 stillede hjemmet et lokale til rådighed for De Samvirkende Menighedsplejers nyoprettede børneplejestationer, hvor diegivende mødre kunne lære barnepleje og få udleveret gratis mælk.

Anna Sørensen deltog i flere andre kvindeprojekter. Hun blev bestyrelsesmedlem i Københavns Kvindeforening for Mission blandt Søfolk, stiftet af Athalia Rørbye i 1879, og valgtes i 1907 til formand for Lærerindernes Missionsforbund. Hun var engageret i antiprostitutionsbevægelsen, arrangerede aftenmøder med højtlæsning og tedrikning for fabrikspiger for at holde dem væk fra gaden og give dem smag for borgerligt familieliv. 1887 var hun sammen med Thora Esche og kvinder fra Foreningen mod Lovbeskyttelse for Usædelighed med til at udforme en kvindeadresse til Rigsdagen med krav om ophævelsen af den offentlige prostitution. I modsætning til de fleste IM-kvinder var Anna Sørensen medlem af Dansk Kvindesamfund, og sammen med bl.a. Købke opfordrede hun i 1890 til oprettelsen af en forretning for reformdragter. I anledning af loven om kommunal valgret til kvinder tog hun i 1908 initiativ til Kristne Kvinders Vælgerforening, som hun blev formand for.

Anette Jessen, der var gift med en flådekaptajn, som ofte var på langfart, og Anna Sørensen var også privat tæt knyttet til hinanden. De rejste sammen til udlandet, indtil de i fællesskab købte en villa i Gilleleje, hvor de fremover tilbragte alle deres ferier og fridage. Det var deres ønske, at Diakonissestiftelsen skulle videreføre deres livsværk. I 1915 indgik Marthahjemmet en overenskomst med stiftelsen, hvorefter hjemmet fortsat skulle være en økonomisk selvstændig institution med egen bestyrelse, men med Diakonissestiftelsens forstander som formand. Anna Sørensen magtede både at passe sit arbejde som lærerinde og igangsætte talrige virksomheder. Som alle andre velgørere fra middelklassen var det hende magtpåliggende, at arbejderklassens familier blev holdt samlet og indrettede sig efter middelklassens mønster.