Faktaboks

Athalia Rørbye
Athalia Helga Rørbye
Født
30. november 1840, Rom
Død
8. april 1919, København
Arbejdsliv
Skolebestyrer og forstander
Familie

Forældre: maler Martinus Christian Wedseltoft R. (1803-48) og Rose Frederikke Schiøtt (1810-59).

Athalia Rørbye mistede sin fader som otteårig og sin moder, da hun var 19. Hun måtte herefter klare sig selv og oprettede en lille skole, som hun i 1867 søgte bevilling til. Hun tog institutbestyrerprøven samme år og drev Athalie Rørbyes Pigeskole i Nørregade 20, indtil hun fra 1908 helt helligede sig det arbejde for sømandsmissionen, som skrev sig tilbage til 1879.

Athalia Rørbyes engagement i den kbh.ske Indre Mission (IM) begyndte med, at hun stillede sin skole til rådighed for dens søndagsskole. I 1879 tog hun initiativ til Københavns Kvindeforening for Mission blandt Søfolk (KKMS), der havde til formål at indsamle kristelige bøger og tidsskrifter til uddeling blandt sømænd. Bestyrelsesmedlemmerne, bl.a. Anna Sørensen og Annette Jessen, der senere stiftede Marthahjemmet, og Caroline Amsinck, der blev formand for den danske afdeling af Les Amies de la jeune fille, samledes i Athalia Rørbyes hjem i Nørregade og syede poser og tasker. Disse blev fyldt med bibler og andre bøger af kristeligt indhold og derpå sendt ombord på skibene, således at sømænd under sejladsen kunne blive kristeligt påvirkede. I 1880 blev der uddelt 158 sådanne bibeltasker.

Athalia Rørbye og Amsinck blev som de eneste kvinder bestyrelsesmedlemmer i Foreningen for Sømandsstuen i København, da den blev stiftet i 1879. Foreningen lejede en stue i Holbergsgade 14, holdt varmestue om dagen og inviterede hver aften fremmede søfolk til forsamling om evangeliets forkyndelse. Sømandsstuen blev i 1881 afløst af Bethelskibet, som blev fortøjet i Nyhavn og fungerede som mødested for søfolk de næste 25 år. Kvinderne bag KKMS ønskede imidlertid at tilbyde sømændene et sted, hvor de også kunne bo, så de under hele deres landophold kunne færdes i en hjemlig og kristelig atmosfære. Athalia Rørbye foretog en rejse til Sverige, Holland og England for at studere sømandshjem, og i 1884 kunne foreningens Sømandshjem i Holbergsgade 17 indvies. Det bestod af et læse- og forsamlingsværelse, hvor der blev holdt morgen- og aftenandagt, en spisestue og tre soveværelser med ti senge. I løbet af de næste to år gav hjemmet logi til 580 sømænd, hvoraf de fleste var fra de nordiske lande. Derudover kom nogle på besøg for at sludre, læse eller skrive breve. I 1890 flyttede hjemmet til et større lokale i Holbergsgade 18, og i 1896 til lokaler på Skt. Annæ Plads 20, som Athalia Rørbye købte som sin private ejendom og drev til sin død i 1919. IMs sømandshjem i Nyhavn 24 blev først oprettet i 1906, over 20 år efter Athalia Rørbyes. Hun var den, der viste vejen i det værnearbejde, der skulle hindre en proletarisering og forråelse af sømandsstanden.

Beskrivelser og portrætter af Athalia Rørbye

  • Karin Lützen: Byen tæmmes, 1998. William Larsen: For fulde sejl, 1955.

Tilknytning til organisationer

  • Athalie Rørbyes Pigeskole
  • Indre Mission
  • Københavns Kvindeforening for Mission blandt Søfolk
  • Foreningen for Sømandsstuen i København

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig