Massi Bruhn

Massi Bruhn var i de første 40 år af sit korte liv sin families tro datter og søster. Hun var ugift og boede med forældrene i Gribskov, hvor faderen virkede som skovfoged. Men da moderen døde i 1885, blev der mulighed for, at Massi Bruhn kunne virkeliggøre, hvad hun ikke før havde turdet: at skabe sig et selvstændigt standpunkt og et selvstændigt udtryk gennem sit forfatterskab. Hun flyttede til København, og her helligede hun sig et kombineret politisk og skønlitterært arbejde med udgangspunkt i kvindebevægelsen og det moderne gennembrudsmiljø omkring Georg Brandes.

Opbruddet fra skovfogedidyllen var markant. Massi Bruhn flyttede fra det lille provinsmiljøs overskuelighed og kendthed til storbyens massesamfund, der nok truede med anonymitet, men samtidig tilbød frihed til selv at skabe sin personlighed. Hun tog afsked med familieliv og datterrolle til fordel for en alenetilværelse, som imidlertid var forudsætningen for at leve det moderne, individualiserede liv, hun søgte. Og hun brød op fra familiens nationalromantiske tradition for at finde sit personlige ståsted i det moderne. Hun gjorde således i sit levede liv alle dele af det moderne gennembrud med. Hun gjorde det endda med sin helt egen koncentrerede radikalitet, idet hun, fra hun flyttede til København, og til hun døde blot ni år senere, havde nået både at skrive og udgive fem store værker og en del noveller, at virke som redaktør, oversætter og foredragsholder og at være medstifter af Socialpolitisk Skole for Kvinder, oprettet af Kvindelig Fremskridtsforening (KF) i 1889.

Massi Bruhn fik sin litterære debut i 1888 med føljetonen Et Lægemiddel, hvor den kvindelige hovedperson kureres for en ulykkelig og umoralsk forelskelse i en gift mand ved at kaste sig ind i et solidaritetsarbejde med Nørrebros fattige. Føljetonen blev offentliggjort i det helt nye blad Hvad vi vil. Bladet med den viljestærke titel blev lanceret af KF i forbindelse med det første nordiske kvindesagsmøde, som foreningen arrangerede i 1888 i København Massi Bruhn var blandt indbyderne til mødet, og hun var fra starten med i redaktionen af Hvad vi vil på opfordring af Johanne Meyer, der ud over at være foreningens hovedkraft også var redaktør af tidsskriftet. Det redaktionelle samarbejde varede til 1889, hvor Massi Bruhn trak sig på grund af uenighed med Meyer; dog fortsatte hun til sin død som skribent på bladet, ligesom hun også bidrog med journalistik til andre tidsskrifter, bl.a. Dansk Kvindesamfunds (DK) blad Kvinden og Samfundet. Hun var også aktiv i DKs arbejde på anden led og var således i 1888 leder af foreningens oplysningskontor og dens agitation i provinspressen.

I KF fandt Massi Bruhn meningsfæller omkring det, der også i hendes skønlitterære forfatterskab kom til at stå stærkt. Foreningen kæmpede for “Kvindesagen, Arbejdersagen og Fredssagen”, og Massi Bruhns optagethed af især kvinde- og fredsproblematikken satte afgørende præg på hendes værker. Det gælder lige fra debutføljetonen og til den sidste novellesamling Fortællinger, 1895, hvor de mere realistiske elementer dog delvis dementeres af en romantiserende mysticisme. Hovedværkerne, de to romaner Et Ægteskab,1889, og Alt for Fædrelandet,1891, tematiserer hver for sig, hvorledes de sager, Massi Bruhn kæmpede for, kunne afsætte konflikter i privatlivet. Et Ægteskab skildrer en hustru, der forsømmes følelsesmæssigt af sin mand og derfor går fra ham og til en anden mand; en, hun også kan begære. Imidlertid forsones ægtefællerne over deres eneste barns lig, og de finder derefter et fællesskab i plejeforholdet til tre forældreløse børn. I Alt for Fædrelandet er det også moderskabet, der sættes på en prøve, idet moderen må forsvare den svagelige søn, der er fanatisk optaget af fredssagen, mod en tyrannisk, krigsliderlig fader.

Fælles for romanerne er således deres optagethed af at leve op til tidens krav om at forholde sig til modernitetens problemstillinger. Fælles for dem er imidlertid også deres romantiske efterklange i såvel komposition som formsprog. Biografisk set illustrerer Massi Bruhns forfatterskab på denne måde den splittelse, opbruddet afsatte i hende mellem på den ene side barndomshjemmets værdier og på den anden side hendes egne autonomt tilkæmpede idealer. Litteratur- og kulturhistorisk afspejler forfatterskabet det samme dilemma; det stiller fx spørgsmål om kvinders ret til selv at definere deres lyst og råderum, og det stiller dem klart og kritisk. Men svarene forbliver uklare, fordi de svøbes ind i romantik, højstemthed og tiltagende mysticisme.