Caroline

Caroline var nært knyttet til sin fader Frederik 6., så længe han levede, og livet igennem hægede hun om hans minde. Hendes opvækst var den gængse for miljøet med en bred, men ikke dybtgående undervisning ved privatlærere. 1812 blev hun forlovet med slægtningen prins Christian af Hessen. Han døde imidlertid stærkt sindslidende to år senere. Der var i de følgende år forskellige ægteskabsplaner, som Frederik 6. dog afviste. I 1829 blev hun omsider og efter kongens bestemte ønske gift med den jævnaldrende prins Ferdinand, der var faderens halvfætter og yngre broder til den senere Christian 8. Det var et politisk tilrettelagt ægteskab, der skulle forbinde kongehusets to linier med henblik på arvefølgespørgsmålet. Caroline var da 35 år og indvilligede i ægteskabet af hensyn til familien og monarkiet. Ægtefællen, der var ringe intellektuelt udrustet, havde levet et temmelig løssluppent officersliv, havde to uægteskabelige børn og en miserabel økonomi. Caroline selv var ikke videre begavet eller smuk, især skæmmedes hendes ansigt af ar efter en brandulykke i 1830.

Ægteskabet, der forblev barnløst, udviklede sig imidlertid efter alt at dømme til et for begge parter tåleligt samliv, en ensformig, officerspræget tilværelse med vægt på etikette og rutine i hoffets anden række. En mere fremtrædende plads i kongehusets liv lå uden for begge ægtefællers horisont. De boede standsmæssigt i Det Bernstorffske Palæ i Bredgade, som Frederik 6. havde købt og renoveret til dem. Caroline fulgte i de første år sin mand på hans militære inspektionsrejser, hvor hun viste sig som en dygtig rytterske. Hun affandt sig med hans mange erotiske eskapader og konstante pengeforlegenhed med en vis bramfrihed, var sin mands loyale hustru og utvivlsomt den stærkeste personlighed i forholdet. Hun kom med årene på afstand af udviklingen, bundet som hun var til mindet om “Papas Tid”. Til nevøen Frederik 7. og især grevinde Louise Danner stod hun køligt, mens Ferdinand, nu arveprins, figurerede ved hoffet som grevindens ledsager. Men ægteparret erhvervede sig en ægte folkeyndest, da de som de eneste af kongehusets medlemmer forblev i København under koleraepidemien 1853. At Caroline og hendes mand optræder på det kendte billede af A.H. Hunæus Paa Kjøbenhavns Vold; Aftenen før Store Bededag, malet 1862, vidner om den almindelige velvilje, som ægtefællerne, ikke mindst hun, på deres ældre dage nød i den brede kbh.ske offentlighed.

Efter arveprinsens død 1863 fortsatte Caroline sit daglige liv i Palæet. Hun var nu stokdøv og blev stadig mere ensom, efterhånden som de jævnaldrende slægtninge faldt fra. Men hun holdt fanen højt, og det er betegnende, at hun i sin lange enkestand trofast kæmpede for at afbetale arveprinsens meget store gæld, som han trods forskellige behjertede saneringsordninger aldrig var sluppet ud af. Den folkekære Caroline overlevede hele sin generation med undtagelse af den 15 år yngre søster Vilhelmine. Med dem gik de sidste af den oldenborgske kongeslægt i graven.