Louise Danner

Hun havde som ganske ung lært prins Frederik at kende gennem en kollega ved balletten Jensine Werner, der fra begyndelsen af 1830’erne var hans elskerinde. Carl Berling, indehaver af Det Berlingske Trykkeri og bekendt af prinsen, blev Louise Danners faste elsker, hvem hun 1841 fødte en søn, der blev sat i pleje, og som hun ikke siden havde kontakt med. Hun var utvivlsomt oprigtigt forelsket i Berling, der imidlertid ikke formåede at trodse sin families modstand mod et ægteskab med hende.

Med støtte fra Berling uddannede Louise Danner sig i Paris i modehandlerfaget og åbnede 1844 en fransk modehandel på Vimmelskaftet. Hun udviste megen sans for reklame, fx blev hendes påfund med en roterende voksmannequin i forretningsvinduet godt samtalestof blandt københavnerne. Butikken var kendt i byen, men blev i øvrigt ingen økonomisk succes.

Louise Danners forbindelse med nu kronprins Frederik var blevet opretholdt også gennem dennes andet ægteskab, fra midten af 1840’erne fik det karakter af et mere permanent forhold, og hun opholdt sig i længere tid på Fyn, hvor han var guvernør. Trekantsforholdet mellem de to og Berling blev efterhånden kendt i offentligheden og gav i 1847 anledning til alvorligt sammenstød mellem kronprinsen og hans fader Christian 8.

Kort efter Frederik 7.s tronbestigelse i 1848 flyttede Louise Danner ind på Christiansborg Slot, ligesom Berling blev knyttet til kongens kabinet. Hun tog navneforandring til Danner og ophøjedes 1849 til baronesse af Dannerfeldt, mens kongens ønske om at ægte hende foreløbig blev bremset af A.W. Moltke, regeringens chef.

Under indtryk af den almindelige euforiske stemning efter slaget ved Isted satte Frederik 7. sin vilje igennem, og i juli 1850 blev hun viet til kongens venstre hånd af Sjællands biskop J.P. Mynster og samtidig ophøjet til lensgrevinde af Danner.

Louise Danner var nu den regerende konges hustru, men ikke Danmarks dronning, og denne konflikt mellem den ægteskabelige stilling og den officielle position skulle blive tragisk bestemmende for hendes og Frederik 7.s liv frem til hans død og tillige blive en faktor i dansk politik i 1850’erne.

Med stadig støtte fra Berling, hvis position ved hoffet fortsat blev styrket, søgte Louise Danner at opnå en social anerkendelse som kongens hustru. Disse bestræbelser blev imidlertid mødt med stadig afvisning fra det diplomatiske korps, de fremmede kongehuse med undtagelse af det svenske og fra det miljø, der normalt omgav hoffet.

Stærk modstand mod Louise Danners bestræbelser ydede også det toneangivende nationalliberale miljø, dog bortset fra D.G. Monrad. Man søgte dels at ignorere hendes eksistens, dels, hvor det var muligt, at trække sig tilbage fra hoffet.

Parrets reaktion var i vid udstrækning at opholde sig uden for hovedstaden på slottene Frederiksborg og Jægerspris, senere også på palæet i Skodsborg. I sine bestræbelser for at opnå den ønskede anerkendelse søgte Louise Danner gennem Berling kontakt med den politiske venstrefløj, repræsenteret ved Balthazar Christensen og A.F. Tscherning, der vejledte hende med hensyn til en omfattende godgørenhed. De medvirkede også til at arrangere parrets gentagne rejser i provinsen, først Bornholm og senere Jylland, hvor hun faktisk blev accepteret som kongens hustru. Hun lod videre forstå, at hun under 1850’ernes mange anslag mod det nye konstitutionelle system styrkede kongens opslutning bag Junigrundloven og folkestyrets princip.

Efter Frederik 7.s død levede hun meget tilbagetrukket, dels på Jægerspris, som hun havde fået som arv efter kongen, dels i en ejendom i Ny Vestergade.

Hun drog på langvarige udenlandsrejser, ofte ledsaget af Berling, der døde under deres fælles ophold i Egypten. 1873-74 opholdt hun sig i Italien, hvor hun pådrog sig rosen og døde i Genova.

Louise Danner, der ud over sønnen, som der var sørget for på anden vis, var uden arvinger, testamenterede sin meget store formue på ca. 6 mio. kr. til to stiftelser, den ene for fattige kvinder af arbejderklassen og den anden for “hjælpeløse og forladte Pigebørn, især af Almuen”, der skulle opdrages og uddannes til tjenestepiger. Til det første projekt opførtes en ejendom på hjørnet mellem Gyldenløvesgade og Nansensgade, mens Jægerspris Slot med godset blev stillet til rådighed for pigehjemmet Kong Frederik den Syvendes Stiftelse.

Louise Danner gav udførlige retningslinier for de to institutioners virksomhed, hvis bestemt udmeldte formål var at komme de allersvageste til hjælp. I kraft af de meget store midler, hun var i stand til at overdrage stiftelserne, fik de begge en stor social betydning.

Det er Louise Danners danmarkshistoriske indsats, at hun formåede at holde Frederik 7. fast ved kongegerningen under de vanskelige forhold, antagelig også ved Junigrundloven, og at hun i nogen grad evnede at regulere hans nedbrydende livsstil. At hun hverken formåede at lægge et diskret slør over sit utraditionelle kærlighedsliv eller at resignere som kongens hustru, var hendes tragiske politiske fejlbedømmelse af egne muligheder for at overvinde og triumfere i forhold til tidens konventioner.

Allerede i sin samtid en omstridt personlighed har vurderingen af Louise Danner vekslet fra opfattelsen af hende som en golddigger, der berigede sig hensynsløst og vanskeliggjorde Danmarks position, til forståelsen af, at hun som den ligefremme kvinde repræsenterede folkestyrets jævnere idealer og på alle områder, inklusive det erotiske, formåede at være kongen den partner, han trods alt kunne leve med.

Hun har gentagne gange, også i nyeste tid, været skildret dramatisk og litterært, og den nye kvindebevægelse har med oprettelse af et krisecenter i Grevinde Danners Stiftelse ydet tribut til hendes historiske indsats.

• Mal. fra 1845 og 1850 af David Monies på Jægerspris Slot. Mal. fra 1861 af J.V. Gertner samme sted Foto samme sted, Det Kgl. Bibliotek.
• Pernille Arenfeldt (red.): Din hengivne Louise, 1999. Morten Meisner: Grevinde Danner, 1991. Robert Neiiendam: Grevinde Danner, 1973. Roar Skovmand (red.): Jægerspris Slot og Kong Frederik den Syvendes Stiftelse, 1974.
• Privatarkiv i kong Frederik 7.s arkiv i Kongehusets arkiv i Rigsarkivet.

• Grevinde Danners Stiftelse
• Kong Frederik den Syvendes Stiftelse
• Det Kongelige Teater

• Louise Danner

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.