Bertha Wegmann

Bertha Wegmann var en af de første professionelle kvindelige danske malere, succesrig i sin levetid og meget søgt som portrætkunstner. Som barn flyttede hun med sin familie fra Schweiz til Danmark, hvor hun ti år gammel mistede sin moder. Faderen, der var amatørmaler, opfordrede hende derefter til at uddanne sit talent. Han støttede hende økonomisk, indtil andre trådte til og sikrede hendes uddannelse som historie- og genremaler i München 1867-81 og derefter Paris. Ikke desto mindre oplevede Bertha Wegmann i ungdomsårene fattigdommen. I 1873 debuterede hun på Charlottenborgs Forårsudstilling, hvor hun udstillede regelmæssigt til sin død. På Salonen i Paris, hvor hun udstillede flere gange, vandt hun guldmedalje i 1881. Efter i 1883 at have modtaget Thorvaldsens Medaille på Charlottenborg fik hun som den første kvinde sæde i Akademiets Plenarforsamling. Samtidig deltog hun på talrige store, officielle udstillinger i Norden og Europa og på verdensudstillingerne i Paris 1889 og 1900 og Chicago i 1893, ligesom hun var med på den skelsættende Kvindernes Udstilling 1895. I 1892 modtog hun som en af de første kvinder Fortjenstmedaljen i guld.

Det langvarige uddannelsesforløb i Tyskland og Frankrig betød, at Bertha Wegmann helt tilegnede sig den teknik og det farve- og motivvalg, der var fremherskende i datidens toneangivende moderne kunst, den såkaldte salonkunst. Det indtagende portræt af den svenske malerinde Jeanna Bauck, malet i Paris i 1881, er et hovedværk. Veninden er set forfra, siddende på et bord og tilsyneladende i ivrig samtale med maleren. Lyset falder ind fra et vindue bag hende og oplyser hendes iltre hår. Bertha Wegmann kaldte det anekdotiske element i denne slags billeder for en situationsskildring til forskel fra den ældre traditions fortællende maleri. Hun malede imidlertid egentlige genrebilleder, ikke blot i ungdommen, men også senere. Efter hjemkomsten til Danmark fandt hun lidt ved et tilfælde en levevej som portrætmaler. På bestilling malede hun glimrende repræsentative portrætter af fremtrædende mænd som fx Philip Schou, 1888, F. Meldahl, ca. 1893, Moritz G. Melchior, Otto Bache, 1896, og P.E. Lange-Müller. Også i kvindeportrætterne lagde hun vægt på den individuelle karakteristik, som det ses i portrættet af Petrea Hirschsprung fra 1888 og søsteren Anna Seekamp fra 1880’erne. Det statelige helfigursportræt af Frederikke Sophie Elisabeth Krag-Juel-Vind-Frijs, 1888, er kunst af international klasse.

Som medlem af bestyrelsen for Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder 1887-1907 arbejdede Bertha Wegmann aktivt for andre kvinders uddannelse. Skønt hun havde succes i sin samtid og på sin vis tilhørte det moderne naturalistiske gennembrud, blev hendes kunst opfattet som fremmed og ikke som del af samtidens avantgarde. Først med de senere års uhildede studier af datidens modemaleri er der atter blevet interesse for Bertha Wegmann.