Henriette Petersen

Henriette Petersen stammede fra en københavnsk håndværkerfamilie, der må have givet deres pigebørn lyst til og mod på at gøre karriere: selv blev hun skoleinspektør, mens hendes søster Johanne P. blev forstander for Samfundet og Hjemmet for Vanføre. Som ung arbejdede Henriette Petersen nogle år som privatlærerinde, før hun i 1876 blev elev på N. Zahles lærerindekursus. Året efter tog hun en af de højeste eksaminer nogensinde, hvorefter hun blev ansat i Københavns kommunale skolevæsen.

I 1894 blev Henriette Petersen, hvad hun på sine gamle dage kaldte “Forsøgskanin”. Hun udnævntes til Danmarks første kvindelige skoleinspektør, indtil 1911 ved en ren pigeskole, Dronningensgades Skole på Christianshavn, fra 1911 til sin pensionering i 1920 ved Prinsessegades Skole, der i hendes funktionstid blev ren drengeskole. I omtalen af hende som vordende skoleinspektør siges, at hendes evne til at omgås eleverne var præget af mildhed og omhu, hun var “billig tænkende mod dem”, men hun var også afholdt af børnenes forældre, som hun forstod at engagere i skolens arbejde. Det sidste har været værdifuldt, da hun blev sat som leder af en pigeskole, hvis elever for manges vedkommende kom fra belastede hjem. Den nybyggede skole var den første i den kbh.ske kommuneskoles historie, som blev en ren kvindearbejdsplads; man indsatte end ikke en mandlig viceinspektør, og der blev fra skoledirektionens side holdt et skarpt øje med skolen. Og ikke mindst med dens leder. Hun følte sig overvåget, ikke blot personligt, men som repræsentant for danske lærerinder: gik noget galt, ville man ikke blot laste hende, men den samlede stand. Men hun var tilsyneladende meget respekteret blandt kolleger for sin faglige dygtighed og sine forhandlingsevner. Hun sad som Skoleinspektørforeningens ene repræsentant af tre i det stående udvalg til affattelse af nye skoleplaner for byens kommuneskoler, var fra 1904 medlem af Pædagogisk Selskabs bestyrelse og i mange år censor i praktisk undervisningsfærdighed ved lærereksamen.

Som leder af en stor skole i et af hovedstadens fattigste brokvarterer lå det i stillingen, at Henriette Petersen måtte engagere sig i filantropisk arbejde, hun var således medlem af forskellige tilsynsråd og sad i bestyrelsen for Landbørns Besøg i København På det personlige plan ydede hun sin indsats ved at tage en lille fattig dreng i pleje. At arbejdet som leder af Dronningensgades Skole har været belastende kom frem, da hun i 1911, efter 17 år på skolen, bad om at blive flyttet til et mindre krævende hverv som leder af Prinsessegades Skole. Det var en institution med både drenge og piger, der kom fra hjem, hvor de sociale problemer var mindre påtrængende. Skolen blev imidlertid et par år efter ombygget og ændret til ren drengeskole. Henriette Petersen fik fra nu lutter mandlige kolleger, men også her blev forholdet mellem det store personale og lederen præget af tillid og solidaritet. Hun lærte, at skoledrenge under Første Verdenskrig nødvendigvis måtte fantasere om flyvemaskiner og undervandsbåde og lege krigslege i frikvartererne, og fik under de urolige forhold bl.a. problemer med stigende vagabondering. I virkeligheden kom hun fra asken og i ilden ved sit skoleskifte.

Henriette Petersen var i 1891 medstifter af Københavns Kommunelærerindeforening (KKL), medlem af dens første bestyrelse og formand en kort tid i 1894. Da hun i august tiltrådte skoleinspektørembedet, frasagde hun sig formandskabet og skabte dermed præcedens for, at en lederstilling i det offentlige skolevæsen udelukkede høje tillidsposter i foreningen, formentlig en klog praksis i de første mange kampår. Hun fortsatte foreningsarbejdet som medlem af repræsentantskabet indtil 1911, og hun var tillige i en årrække revisor i Kvindernes Bygning. Henriette Petersen havde et nært samarbejde med nr. to i rækken af kvindelige skoleinspektører Mathea Haunstrup og med lærerinden Augusta Fenger, der i sin tid havde været hendes alvorligste konkurrent til inspektørembedet. De tre afløste hinanden på formandsposten i KKL i årene 1894-1900, og de var alle medlemmer af det stående udvalg, bl.a. i de vigtige år op til 1908, hvor man vedtog læseplaner, der blev anvendt i de næste årtier. Samarbejde, kvindepolitisk som pædagogisk, og et netværk af gode kolleger var en nødvendighed for Henriette Petersen.

Som så mange andre af sine kvindelige kolleger på den tid var Henriette Petersen berejst, men hun fandt også tid til at engagere sig i politisk arbejde for Højre, senere Det Konservative Folkeparti. Hun var medlem af Den kommunale Vælgerforenings bestyrelse og var opstillet som kandidat til Borgerrepræsentationen i 1912, 1913 og 1917, men opnåede ikke valg. Henriette Petersen var pioner på en uriaspost som den første leder af en offentlig skole i Danmark. Hun var fremragende fagligt og menneskeligt udrustet til at bestride sin udsatte stilling, og hendes horisont var ikke begrænset til skolens verden. Hendes liv blev initiativrigt, fremsynet og præget af personligt mod, fra hun som medstifter af KKL var med til at lægge en kvindepolitisk linie til forbedring af sine kollegers kår, til hun som ældre skoleinspektør også viste flaget, da kvinder fik mulighed for at deltage i kommunalpolitisk arbejde.