Marie Kruse

Marie Kruse blev født i grænselandet mellem dansk og tysk og voksede op i en politisk turbulent periode, der kulminerede med tabet af Sønderjylland i 1864. I kampen for danskheden havde faderen været en frontfigur og bl.a. sammen med pastor G.Fr.A. Graae i 1852 grundlagt den første dansksprogede skole i Flensborg. Her blev alle hans børn elever. Det stærkt patriotiske miljø kom til at sætte et dybt præg på Marie Kruse, der meget tidligt lagde udprægede boglige evner og interesser for dagen. Fra skolestart læste hun ubesværet både dansk og tysk. Efter konfirmationen søgte hun privatundervisning i fransk, engelsk og italiensk. Hun kom i huset hos professor Christian Flor. Han betalte sammen med H.N. Clausen og flere andre efter Marie Kruses faders død for hendes ophold og uddannelse som privatlærerinde på N. Zahles Skole 1860-62. I 1865 supplerede hun sin lærerindeuddannelse med institutbestyrerprøven og flyttede derefter sammen med Louise Thomsen, der drev en lille skole for døtre af tidligere danske officerer i Slesvig og Holsten. Efter Thomsens død 1869 fortsatte Marie Kruse på forældrekredsens opfordring skolen under navnet Marie Kruses Skole (MKS), oprindeligt beliggende på Vesterbrogade 57, fra 1879 i en ny bygning i Absalonsgade 3, opført af Marie Kruse med dennes halvbroder Carl K. som bygmester og J.E. Gnudtzmann som arkitekt. Der var nu 146 elever. I 1886 flyttede skolen til en større bygning på Frederiksberg Alle 16 med samme arkitekt og bygmester. Da Marie Kruse takkede af i 1902, havde skolen 336 elever og var blevet en af de største og bedste højere pigeskoler i landet.

Som skoleleder var Marie Kruse stærkt præget af den 15 år ældre Natalie Zahle, med hvem hun forblev nær veninde resten af livet. Marie Kruse ønskede som Zahle at selvstændiggøre kvinderne gennem en egentlig uddannelse, der om nødvendigt kunne gøre dem selvforsørgende. Med robust strenghed og høje krav til den enkeltes selvdisciplin ansporede Marie Kruse pigebørnene til at udvikle “udfarende” egenskaber, der endnu ikke på den tid ansås for at være nødvendige eller naturlige. Men hvor denne proces hos Zahle i nogen grad for en periode udfoldedes inden for skolens mure, var den ikke nogen hemmelighed hos Marie Kruse. Synet på kvindens rolle i familie og samfund havde ændret sig en del, da hun kom til. Kravet til eleverne om at udvikle en mere moderne, flerfoldig karakter fik i stigende grad opbakning fra borgerskabets forældre, og det kom skolen til gode i de årtier, hvor Marie Kruse satsede hårdt. Den moderne pige skulle lære at stå på egne ben, og der blev slået ned på de “åndssløve, ugidelige” og dem, der ikke ville noget med deres tilværelse. Det kan derfor synes paradoksalt, at der ikke blev afholdt eksamen på MKS. Men det kolliderede med Marie Kruses opfattelse af skolen som et hjem uden for hjemmet, der byggede på den naturlige disciplin i familien: at høre efter og gøre hvad der blev sagt. I denne tankegang havde også ønsket om at beskytte pigerne, især i den vanskelige alder, en fremtrædende plads. Endemålet var at gøre eleverne i stand til “med den Ballast, Skolen gav dem, med de Evner, de havde, og med den Selvdisciplin og rette Indstilling, der var blevet dem indprentet i ’Skolehjemmet’, at finde et nyttigt Virke i Samfundets og Fædrelandets Tjeneste”. Fædrelandskærlighed var et vigtigt tema i undervisningen. Marie Kruse opfattede sin skole som en påmindelse til det kbh.ske borgerskab om aldrig at glemme sønderjyderne og som en slags pædagogisk “hvad udad tabes, skal indad vindes”-institution. Derfor indgik Sønderjyllands historie med megen vægt i pensum. I forlængelse heraf var Marie Kruse medstifter af Sønderjysk Samfund i 1884 og senere fra 1898 i en længere årrække bestyrelsesmedlem.

Det lå Marie Kruse meget på sinde, at lærerinder ikke skulle lide nød efter endt gerning, og derfor oprettede hun Pensionskassen ved MKS som en udløber af Foreningen til Lærerinders Understøttelse, i hvis bestyrelse hun fik sæde. I 1872 var hun desuden medstifter af Kvindelig Læseforening, hun var tidligt medlem af Dansk Kvindesamfund og aktiv i Den danske Pigeskole, men hun ytrede sig aldrig offentligt om noget emne. Til gengæld førte hun sig med livfuldhed og sin særegne charme frem i den kreds af notabiliteter, omfattende også adskillige radikale og frisindede mænd fra kunst, erhvervsliv og videnskab, som hun samlede om sig i privaten på skolen og senere i sit otium på Gammel Kongevej 133. Hun boede fra 1870 til sin død i 1923 sammen med sin søster Adele K. Da Marie Kruse i en alder af 60 trak sig tilbage i 1902, overdrog hun skolen som personlig gave til sin tidligere elev Laura Jensen. Siden 1867 havde Marie Kruse, hvis helbred altid havde været svagt, lidt af tuberkulose, men der var andre forhold, der motiverede hende til at søge et så tidligt otium. Der var udviklingen på det skolepolitiske område, som hun ikke mente at kunne omstille sig til, specielt pressede kravet om indførelse af almindelig forberedelseseksamen og studentereksamen sig på. Antagelig har hun også følt, at en voksende optagethed af det religiøse aspekt af tilværelsen ville komme til at stå i vejen for hendes skolearbejde. Hendes fem kvarter lange privataudiens hos paven i 1903 – hendes livs oplevelse – antyder, at denne interesse bar over mod katolicismen. Da en kræftsygdom forværredes samtidig med det endegyldige tab af Flensborg ved folkeafstemningen om Sønderjylland i 1920, delte hun ud af sine ejendele og lod alle personlige papirer destruere. Marie Kruses ildhu, energi, organisatoriske kraft og respektindgydende lederevner blev nærmest legendariske. “Streng var hun, men mange af os kom ligefrem til at elske denne Disciplin, fordi vi efterhaanden lærte at forstaa, at det var til vores eget bedste,” skrev Laura Jensen. Strengheden udsprang ikke af magtbrynde, men af en stærkt udviklet ansvarsfølelse over for arbejdet. Marie Kruse modtog i 1894 Fortjenstmedaljen i guld.