Mimi Carstensen

I 1906 blev Louiseforeningen lanceret i København som ny filantropisk hjælpeforening for danske kvinder med hofdame Georgina Oxholm som formand og en ren kvindebestyrelse. Den var opkaldt efter Frederik 8.s datter prinsesse Louise og opnåede dronning Louises protektion. Dens sigte var at afbøde den skjulte fattigdom blandt enlige kvinder, som henhørte til kategorien pauvres honteuses, dvs. agtværdige fattige, der sjældent var blandt kommunale fattighjælpsmodtagere. Foreningen satsede på at yde disse personer, som engang havde kendt bedre dage, en diskret årlig sum på 50-100 kr. til fx huslejehjælp, dækning af rekonvalescentrejser eller hospitalsophold. Næstformanden Mimi Carstensen, ikke Oxholm, var den egentlige leder, der havde taget initiativ til Louiseforeningens stiftelse i samarbejde med journalist Mathilde Lütken. Mimi Carstensen indtog først formandsposten i 1910 for at bevare den til sin død i 1935. Fra 1906 til 1913 var Lütken, der blev en af hendes beundrende veninder, foreningssekretær.

Da mange af understøttelsesansøgerne klagede over manglende tøjpenge, tog Mimi Carstensen under Første Verdenskrig initiativ til underafdelingen Prinsesse Margrethes Paaklædnings-Fond. Fonden stod for indsamling og fordeling af kasseret fodtøj, undertøj og kjoler fra velhavende kvinders garderober, bl.a. kongehusets. Mimi Carstensens mangeårige hjem i Amaliegade, tæt ved Amalienborg, fungerede som et genbrugets lagermagasin. Louiseforeningens hjælpearbejde blev finansieret af små medlemsbidrag, ved diverse donationer og velgørenhedsarrangementer, hvor kendte kunstnere optrådte, eller ved basarsalg af bl.a. specialproducerede porcelænsvarer. Foreningen var fra første færd tænkt som en lavbureaukratisk landsforening. De mange lokalafdelinger i provinsen havde betragteligt selvstyre, og medlemskredsene talte borgmester- og lægefruer og lokale honoratiores’ hustruer foruden et stænk kvindeligt gammelaristokrati. I 1931 talte Louiseforeningen, ud over hovedstadsafdelingen, 23 provinsfilialer med kapacitet til at hjælpe 330 personer.

Mimi Carstensen så arbejde som livets højeste lykke. Louiseforeningen blev hendes personlige livsværk, igangsat tæt ved kulminationspunktet i en mangeårig journalistisk karriere. Hun tilhørte en generation af kvinder, de autodidakte “Dame-Journalister”, der magtede at gøre mediearbejde til en, ganske vist langtfra altid velaflagt, levevej og kvinderelateret stof til et særligt journalistisk revir eller fast tema i den kommercielle ugepresse og i avisspalterne. Mimi Carstensen gjorde mode, mondæne begivenheder og kendte navne til sit specialområde. Hun dyrkede en forløber for human interest-journalistikken. Hendes stærke fokus på Glücksborgerne ytrede sig bl.a. i bogen Vort Kongehus, 1913, der hørte til pennens mere letløbende og sentimentale frembringelser. Bogen var uden det vid og det impressionistiske nærvær, hun i sine bedre stunder kunne mobilisere som reporter. Ved at kombinere mediearbejde med filantropiske initiativer gik hun i det spor, andre hovedstadsjournalister og -redaktører som Rigmor Stampe Bendix, Sofie Horten, Emma Gad og Valborg Andersen også betrådte omkring århundredskiftet.

Mimi Carstensen var allerede et velkendt journalistisk kvindenavn i den kbh.ske presse med en vis stjernelignende status, før hun i 1906 fik stiftet Louiseforeningen. Mediekarrieren havde ikke ligget lige for. Hun var vokset op som restauratørdatter i Charlottenlund, havde været elev på Ordrup Skole og blev senere også privatundervist, før hun 1872 giftede sig som 20-årig med købmand Charles Budde-Lund. Ved hans tidlige død i 1879 blev hun eneforsørger for datteren Asta. Mimi Carstensen nærede intet ønske om at returnere til sine forældre, men ville klare sig og sit som selverhvervende. Hun arbejdede 1882-87 som overinspektrice ved det nystartede Københavns Telefon Aktieselskab (KTAS), hvor hun havde opsyn med de ansatte, som telefonselskabet krævede skulle være pæne unge piger, helst hjemmeboende. Pressen havde i længden større appel end telefonen. Hun blev ansat ved De Ferslewske Blades administration og foretog 1887 springet ind i journalistik, inspireret og støttet af de daværende skribenter ved Nationaltidende, Peter Nansen og Herman Bang, og med sit kendskab til overklassemennesker og -miljøer i bagagen. Den journalistiske debut i 1887 fandt sted samtidig med, at hun giftede sig anden gang. Partneren var den erfarne, langt ældre bladmand Carl C. Han var medredaktør ved de aviser, Mimi Carstensen var tilknyttet, og frygtet for sin polemiske pen, desuden Højremand med den urealiserbare ambition at blive rigsdagsmedlem. Til gengæld blev den selskabeligt anlagte ægtefælle 1893-1906 en skattet formand for Journalistforeningen, hvor Mimi Carstensen selv var blandt de få og første kvindelige medlemmer. Ud over at være fast tilknyttet Dagens Nyheder og Nationaltidende skrev Mimi Carstensen i Frou-Frou, startet af Elna Fensmark i 1903 som et af de første egentlige dameblade i Danmark, men nedlagt kun to år senere. Hun afsatte artikler til fire nordiske og britiske dameblade, bl.a. The Scotch Madame. Mimi Carstensen fik sin store chance som øjeblikkets skribent ved det nye Damernes Blad, hvor hun var redaktør fra 1898 til 1902. Som redaktør havde hun sans for at tilknytte dygtige skønlitterære forfatterinder og andre kyndige kvindelige skribenter. Hendes skuffelse var af samme grund dyb, da hun blev vraget til fordel for den forhenværende kgl. operasangerinde Valborg Andersen, der omlagde bladets navn, stil og indhold i en mere folkelig og familieorienteret retning og udviklede Hjemmet, som det kom til at hedde, til en af 1900-tallets største kommercielle ugebladssuccesser i Danmark.

Mimi Carstensen fortrød aldrig sit valg af den omskiftelige mediebranche, så da Louiseforeningen i 1916 lancerede sit medlemsblad Louiseforeningens Blad overtog Mimi Carstensen snart efter redaktørposten, som hun først slap ved sin død i 1935. Bladet lå fjernt fra de fleste tilsvarende filantropiske foreningspublikationer med dets glittede papir og dets æstetiske opsætning, med smigrende portrætartikler af især Louiseforeningens ledende medlemmer og royale kvinder. Som filantrop og journalist, der ikke uden snobberi socialt higede opad, engagerede den frisindet-konservative Mimi Carstensen sig i at give kvinder et moderniseret offentligt image som damer. Og at en dame og en kvinde vel var af samme køn, kvinden derimod ikke nødvendigvis eller automatisk en dame, hørte til Mimi Carstensens elegante og elitære hovedbudskaber. Hun modtog Den Kgl. Belønningsmedaille i guld i 1926.