Mathilde Lütken

I familien Lütken var Mathilde Lütken ikke den eneste, som pennen lå godt i hånden på. Faderen blev efter 1890 optaget af litterært arbejde, og søsteren, Viva L., blev senere en kendt forfatter af børnebøger. I 1904 indledte Mathilde Lütken sin karriere som redaktør for Kvindernes Blad, et ugetillæg til de tre moderat-konservative hovedstadsaviser Nationaltidende, Dagens Nyheder og Dagbladet. Hun afløste Rigmor Stampe Bendix, der havde været bladets redaktør siden dets start i 1898. Bendix havde anlagt en kvindesaglig linie og knyttet en række af Dansk Kvindesamfunds fremtrædende navne til sig, bl.a. Ida Falbe-Hansen og Kirstine Frederiksen. Som nytiltrådt startede Mathilde Lütken med at udvide bladformatet og ændre layouten og stofområdet. Hun erklærede, at hun ikke ønskede et specifikt kvindesagsblad, der dyrkede modsætninger og rivaliseringer mellem mænd og kvinder, men tværtimod stræbte efter kønnenes samarbejde og status som jævnbyrdige kammerater. Hun forlod sin post 1912, hvor Kirsten Langkilde tog over. I kraft af tillæggets store udbredelse og Mathilde Lütkens flair, blev Kvindernes Blad et organ, der tog temperaturen og opfangede udsvingene på de filantropiske og kvindesaglige felter. Bladet udfyldte et opinionsdannende tomrum, som kvindesagens og filantropiens egne smalle publikationer med deres begrænsede læsertal ikke alene kunne fylde.

Mathilde Lütken var medstifter af Louiseforeningen sammen med veninden Mimi Carstensen og dens sekretær i København 1906-1913. Hun gjorde det synspunkt gældende, at ulønnet filantropisk arbejde havde værdi, og at enhver toppost netop burde være ubetalt i filantropien. Administrativt personale derimod burde aflønnes både for at effektivisere det filantropiske arbejde og for at give den slags stillinger karakter af betalt kvindearbejde. 1910-12 var Mathilde Lütken i Holland og England for at studere filantropi og indsamle materiale om den politiske agent og åndselitære fantast Niels Grøn, som hun ønskede at skrive et dokumentarisk defensorat om. Som dansk-amerikaner havde Grøn spillet en tvetydig rolle i forbindelse med de danske planer om at sælge De Vestindiske Øer til USA. Defensoratet udkom 1912 under titlen Potentia. Mathilde Lütkens behandling af denne “varme” affære viste en form for opsøgende og dybdeborende politisk journalistik, som endnu var usædvanlig blandt samtidens danske kvindekolleger. Som 46-årig giftede hun sig med en enkemand med tre mindre børn og blev lægefrue i Års. 1916 tog parret en plejesøn til sig. Hun opgav journalistikken, men holdt pennen ved lige som engelsk- og tyskkyndig oversætter af skønlitteratur, indtil hun 1924 satte endeligt punktum med Allahs Have af R. Hichens.