Kirsten Langkilde

Kirsten Langkilde voksede op på herregården Bramstrup ved Odense som det ældste af syv børn. I 1890 tog hun privatlærerindeeksamen fra N. Zahles Skole og fire år senere studentereksamen samme sted. Hun vendte tilbage som lærerinde på skolen fra 1903 efter at have taget embedseksamen med historie som hovedfag og fransk og latin som bifag ved Københavns Universitet i 1901. Som nyudklækket cand.mag. var hun en overgang ansat ved Kirstine Seligmanns Skole i Vejle, siden i København ved F. Steenbergs Skole. 1909-43 fik hun en varigere ansættelse som adjunkt ved Laura Engelhardts Skole, det senere Rysensteen Gymnasium, og med lektorstatus fra 1919. Hun hørte til typen af undervisere, der ikke forholdt sig neutralt i sin formidling af historie. 1912-15 var Kirsten Langkilde redaktør af Kvindernes Blad, et ugentligt avistillæg til Nationaltidende, Dagens Nyheder og Dagbladet. Da bladet blev omdannet til Kvinden og Hjemmet, fratrådte hun stillingen. Som bladredaktør ændrede hun ikke markant den linie, hendes forgænger Mathilde Lütken havde lagt, bl.a. med vægt på omtale af filantropiske foretagender og portrætter af ledende kvinder inden for kvindesagen, altovervejende uden for dens venstreliberale og socialdemokratiske lejre. Selv var hun medlem af Dansk Kvindesamfunds (DK) Københavns-kreds fra 1913.

Kirsten Langkildes hjertesag var imidlertid forsvarsspørgsmålet. I 1907 blev hun medlem af bestyrelsen for den nyoprettede Danske Kvinders Forsvarsforening (DKF), der havde Charlotte Norrie i spidsen. I DKF, der op til Første Verdenskrig var en af landets største kvindeorganisationer med ca. 50.000 medlemmer, blev Kirsten Langkilde tidligt en effektiv og landskendt agitator. Foreningen var officielt partineutral med lokalafdelinger i de fleste af landets valgkredse. Formålet var at agitere for en styrkelse af landets væbnede styrker, at opildne mænds formodede svækkede forsvarsvilje og øve pression på politikere under de langvarige forsvarspolitiske forhandlinger. Hærloven af 1909 tilgodeså ikke alle DKFs ønsker om et styrket dansk forsvar, men blev dog opfattet som et forsvarspolitisk fremskridt i retning af militært at gøre dansk neutralitetspolitik mere overbevisende. Under Første Verdenskrig samlede DKF tøj og penge ind til de danske sikringsstyrker og deltog i oprettelse af de første fem soldaterstuer for indkaldte. I 1916 agiterede Kirsten Langkilde for et nej til salget af De Dansk-Vestindiske Øer til USA. Hun opfordrede kvinder til at bruge den nyvundne stemmeret imod salget, som 1917 blev en realitet. Øsalget så hun som et farligt led i den nationale dekadencehistorie, som hun mente var blevet indledt med Danmarks afståelse af Norge 1814 og helstatens opløsning 1864 efter de slesvigske krige.

1917-19 afløste Kirsten Langkilde billedkunstneren Agnes Slott-Møller på formandsposten. Som formand gik hun imod udlændinges opkøb af gårde for at sikre dansk jord på danske hænder. Op til Genforeningen i 1920 førte hun DKF ind på en aktiv Sønderjyllandspolitik, der indebar formidling af sønderjyske børns landophold i Danmark og afholdelse af mere end 300 møder om den sønderjyske sag. 1919 nedlagde hun sin formandspost, og hovedbestyrelsen trådte samtidig tilbage. Foreningen blev formelt opløst i 1921 i erkendelse af, at DKF efter kvinders erobring af valgretten 1915 havde udspillet sin rolle. Den nationale og promilitære kamp burde nu i stedet videreføres gennem aktiv partideltagelse. Kirsten Langkilde havde dog gerne set DKF ført videre og sammensluttet med Danmarks-Samfundet, oprettet i 1908 med det mål at samle personligheder på tværs af partierne for at vække nationalfølelsen og højne det offentlige liv. Men forslaget gik ikke igennem. En gruppe medlemmer, bl.a. Ellen Bjerre, Julie Ramsing og Dagmar Schmiegelow, tog imidlertid 1921 initiativ til Danske Kvinders Slesvigske Forening. Det skete i protest mod DKFs opløsning og for at yde filantropisk hjælp til gamle dansksindede syd for den nyoptrukne grænse. 1910-21 var Kirsten Langkilde også aktiv i Centralkomitéen for frivillige Korps, hvortil DKF indsamlede beklædning og ca. 40.000 kr.

Kirsten Langkilde tilsluttede sig idéen om tvungen huslig uddannelse for unge kvinder gennem vedtagelse af en lov om et obligatorisk værnepligtår forud for giftermål eller erhvervsarbejde. Et andragende herom, initieret af den konservative professorinde Frieda Buhl med støtte fra bl.a. formanden for KFUK (Kristelig Forening for Unge Piger) Ingrid Ulbricht, skoleinspektør Mathea Haunstrup og overinspektør Martha Steinthal, fremsendtes til Rigsdagen, men blev afvist af regeringen Zahle 1921. Kirsten Langkilde blev selv partipolitisk aktiv i Det Konservative Folkeparti og havde 1916-21 og 1925-29 sin plads i Frbg. kommunalbestyrelse, endvidere 1917-21 i Frbg. skolekommission. 1936-40 var hun bestyrelsesmedlem i den sønderjyske forening To Løver, oprettet 1888, med det formål at stimulere dansk patriotisme nord og syd for den dansk-tyske grænse og udbrede kendskabet til Sønderjylland i selve kongeriget. 1947-55 indtrådte hun i Sydslesvigsk Udvalg i København Den stædige forsvarsagitator bevarede sin samfundsinteresse og vitalitet højt op i årene. Med en omfattende rejseaktivitet, bl.a. til Egypten, Palæstina og Arabien, kom hun på afstand af det fædreland, hvis eksistens, hun i flere årtier hævdede, var truet indefra af et nationalt og frem for alt mandligt værdisammenbrud, udefra af stormagtspres. Hun blev dekoreret med den belgiske kronorden i 1920.