Charlotte Norrie

Faktaboks

Charlotte Norrie
Helga Charlotte Norrie
Født
12. oktober 1855, Altona, Holsten
Død
19. december 1940, København
Arbejdsliv
Sygeplejerske, fagforeningsformand, kvindesagsforkæmper og agitator
Familie

Forældre: generalmajor Johannes Wilhelm Anthonius Harbou (1810-91) og Louise Ulrikke Mariane Hellesen (filantrop Louise Harbou 1833-97).

Gift 6. maj 1885 med stabslæge Gordon N., født 6. maj 1855 i Helsingør, død 11. oktober 1941 i København, s. af skibsklarerer William Gordon N. og Fanny Thea Marie Wright.

Børn: Johannes William (1886), Edith (1889), Inger (1892).

Charlotte Norrie
Charlotte Norrie kæmpede på mange områder for en professionalisering af sygeplejen i Danmark, bl.a. grundlæggelsen af en egentlig sygeplejeskole. Hun var medstifter af International Council of Nurses i 1899 og samme år initiativtager til oprettelsen af Dansk Sygeplejeråd, hvis første formand hun blev. Foto fra 1904.
Charlotte Norrie
Charlotte Norrie var aktiv i en lang række kvindeorganisationer, bl.a. som formand for Danske Kvinders Nationalråd 1906-1909 og medstifter af International Woman Suffrage Alliance i 1904. Hun blev i stigende grad optaget af den voksende spænding i Europa og stiftede i 1907 Danske Kvinders Forsvarsforening. Formålet var at arbejde for dansk oprustning og styrke forsvarsviljen. Maleri af Knud Larsen fra 1915-1916.
Charlotte Norrie
Af /Dansk Sygeplejehistorisk Museum.

Artikelstart

Som ung kvinde noterede Charlotte Norrie i sin dagbog, at dronning Margrete 1., der samlede Norden med Kalmarunionen 1397, var hendes ideal. Tidligt var hun bevidst om sig selv som en viljestærk og magtsøgende kvinde. Moderen, den senere fremtrædende filantrop Louise Harbou, gik i rette med sin ældste datter for at være herskesyg, for heftig og til tider ude af stand til at forstå, at mennesker med andre meninger end hende selv også kunne have ret. Stærkere end sine tre søstre Dagmar (g. Hjort), Alvilda (g. Harbou Hoff) og Inger (g. Wickström) følte Charlotte Norrie sig forpligtet over for forældre og familietradition. Som søstrene ville hun gerne have en uddannelse, hvilket også blev nødvendigt, da faderens karriere som officer efter krigen i 1864 led et afbræk, der fik økonomiske følger.

1877-80 arbejdede Charlotte Norrie som privatlærerinde hos familien Langkilde på den fynske herregård Juulskov. Men allerede på dette tidspunkt ønskede hun sig en fremtid som lærerinde i elementær sygepleje og nødhjælp. Gennem kursusvirksomhed ville hun forberede både vordende hospitalssygeplejersker og kommende husmødre. Uden fast løn og egentlig ansættelse satte hun sig 1880 ind i sygepleje på Almindelig Hospital under overlæge L.I. Brandes’ auspicier. 1881-82 supplerede hun sin uddannelse på Dronning Louises Børnehospital. Efter i adskillige år at have været forelsket i lægen E.A. Tscherning traf hun på Almindelig Hospital sin senere ægtefælle. Med Gordon N. etablerede hun i 1885 et kammeratskabslignende og velfungerende ægteskab, der for begge parter blev kombineret med betragtelige ambitioner og mange udadrettede aktiviteter. Ægtefællen kom til at indtage en stabil og medlevende rolle som hendes rådgiver og fungerede undertiden også som hendes medskribent. Sammen drev de fra 1883 og i en årrække kurser i elementær sygepleje og nødhjælp. Mere end 500 kvinder gennemgik kurserne, bl.a. frivilligt arbejdende kvinder fra hendes moders filantropiske foretagender.

Allerede i 1880’erne påpegede Charlotte Norrie, at sygeplejersker i Danmark var en mangelvare, og hun kritiserede de eksisterende hospitalsuddannelser for at være utidssvarende og utilstrækkelige. Hun tog også til orde imod Dansk Røde Kors’ (DRK) manglende effektivitet på uddannelsesfeltet. DRKs indsats var for ringe, mente hun, i forhold til at uddanne den type sygeplejersker, som i krigstid kunne medvirke i felten og i fredstid og under epidemier assistere kommunalt ansatte kolleger og læger. Til fremme for sygeplejesagen ønskede Charlotte Norrie private sygeplejeskoler oprettet som betalingsskoler. De skulle drives af frivillige foreninger med supplerende statsstøtte og fungere som en udvidelse af hospitalstilbuddene på uddannelsesområdet. I Ugeskrift for Læger offentliggjorde hun 1888 sin plan for en sygeplejerskeskole, men først i 1910, da Rigshospitalet åbnede, fik landet sin første egentlige sygeplejerskeskole. Hensigten bag Charlotte Norries fremsynede planer var desuden at gøre sygepleje til en mere acceptabel levevej for borgerskabets unge kvinder.

I Charlotte Norries opvækst gik forældrenes frisindede konservatisme i spænd med et udtalt filantropisk engagement, der satte sine dybe spor hos hende. Hun bistod sin moder i arbejdet med at få åbnet børnesanatorier og var hendes højre hånd som cheforganisator af den filantropiske og hygiejniske afdeling i tilknytning til Kvindernes Udstilling 1895. Charlotte Norrie kom også i bestyrelsen for De gamles Spisehuse, Louise Harbous sidste filantropiske udspil i 1896. Inspireret af sin moder gik Charlotte Norrie ind i repræsentantskabet og bestyrelsen for foreningen Kvindernes Bygning. Tanken bag Kvindernes Bygning var at samle kvindesagens, arbejderbevægelsens og filantropiens kvinder i et fælles kvindehus i København Charlotte Norrie blev en dygtig pengeindsamler og kredsopbygger i provinsen, men forlod 1899 denne aktivitet i protest. Ikke ubegrundet mente hun, at Louise Hansen, Emma Gad og Sophie Holten var ved at forlade den oprindelige idé og erstatte den med initiativerne Kvindernes Køkken og foreningen Hegnet for kvindelige handels- og butiksansatte.

I Dansk Kvindesamfunds (DK) Københavns-kreds fungerede Charlotte Norrie fra 1898 som bestyrelsesmedlem, fra 1900 som næstformand indtil 1901, hvor hun ikke stillede op til genvalg. 1899 stod hun sammen med den engelskfødte Elly Nienstædt bag oprettelsen af Dansk Kvinderaad, senere Danske Kvinders Nationalråd (DKN). DKN var en dansk afdeling af International Council of Women (ICW), stiftet 1888. Formålet med DKN var nationalt at samle alle kvindeforeninger og sammenslutninger med kvindelige medlemmer under en og samme paraply. Denne samlingstanke og idé om kobling af danske kvindeorganisationer til udenlandske havde længe været diskuteret i DK. Men først med DKN blev den realiseret i året for ICWs første kongres i Europa, hvor Danmark blev et af de tidligst tilmeldte europæiske medlemslande. Charlotte Norrie blev 1899-1904 DKNs første sekretær, men fungerede i praksis som formand, da den formelle leder Ida Falbe-Hansen var stærkt sygdomssvækket. 1906-09 overtog hun officielt formandskabet. 1898 var hun medstifter af Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg (DKV), fra 1904 Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund, der fik Louise Nørlund som første formand. Forgæves slog hun til lyd for, at DKV blev en underorganisation under DKN, men blev bl.a. modarbejdet af udvalgets socialdemokratiske fagforeningsrepræsentanter, som ikke ville ind i dette rådsregi. Hun var fortaler for, at ikke alene skattebetalende, selverhvervende kvinder, men også forsørgede hustruer uden erhvervsarbejde burde have stemmeret.

Som delegeret ved ICWs kongres 1899 i London blev Charlotte Norrie medstifter af International Council of Nurses (ICN). Før afrejsen var hun begyndt at samle kbh.ske hospitalssygeplejersker omkring tanken om organisering for at hævde standens status og forbedre dens arbejds- og uddannelsesforhold. Men en kraftig sygeplejerskeopposition, ledet af bl.a. Cecilie Lütken, Henny Tscherning og Thora Knudsen, blev dannet i protest mod Charlotte Norries rolle. Hun måtte efter få måneder renoncere på formandsposten i det nydannede Dansk Sygeplejeråd (DSR), da hospitalssygeplejerskerne ønskede en fuldt uddannet sygeplejerske som leder. Hendes planer om at få de nyorganiserede sygeplejersker tilmeldt såvel DKN som den internationale sygeplejerskeorganisation vandt heller ikke opbakning. Dybt skuffet kappede hun forbindelsen til DSR, men fastholdt ikke desto mindre stædigt og selvbevidst sin rolle som dansk delegeret i ICN og sin interesse for elementær sygepleje som kvindelig værnepligt. 25 år efter stiftelsen af DSR blev hun 1924 udnævnt til æresmedlem af organisationen.

I 1904 rejste Charlotte Norrie med veninden Dagmar Schmiegelow til Berlin og var her med til at stifte International Woman Suffrage Alliance. I samarbejde med bl.a. Højrekvinden, grosserer Wilhelmine Rerup blev hun medstifter af den kbh.ske kvindevalgretsklub Valgerda, tilknyttet DKV. Kvindevalgret og anden kvindesag begyndte at glide i baggrunden fra 1907, hvor Charlotte Norrie blev den energiske initiativtager til Danske Kvinders Forsvarsforening (DKF). Som formand indtil 1915 udfoldede hun her med stort held sine effektive organisatoriske evner og gjorde sig gældende som en af DKFs flittigste provinsagitatorer. DKF var et nationalistisk og promilitært foretagende, hvis dannelse blev udløst af de langvarige forsvarspolitiske forhandlinger samt frygten for Tysklands voksende militære styrke og det øgede spændingsforhold imellem stormagterne. Charlotte Norries strategi var at samle kvinder på et partineutralt og tværsocialt grundlag for at styrke forsvarsviljen og presse partier og regering til med militærsagkyndig rådgivning at øge bevillingerne til det danske forsvar. Trods sin erklærede upolitiske karakter arbejdede Charlotte Norrie og andre i DKF på at få indvalgt forsvarsvenlige Højre- og Venstrekandidater i Rigsdagen. I 1912 var landet gennemorganiseret med lokalafdelinger og med en medlemsskare på ca. 50.000. DKF havde en større magnetisk virkning på kvinder end de samtidige kvindevalgretsorganisationer nær deres kulminationspunkt. Selv mente Charlotte Norrie, at hun netop med DKF på allerbedste vis havde gavnet den danske kvindesag. I 1915 blev hun væltet fra formandsposten, endnu en gang på grund af de mange personstridigheder hendes karriere var så rig på. Året efter meldte hun sig ud af DKF i skarp protest mod den nye formand Agnes Slott-Møller, som hun offentligt anklagede for at bryde foreningens partineutrale linie.

1915 startede Charlotte Norrie sammen med bl.a. den senere rådmand Anna Johanne Frydensberg Kvinde-Vælger-Klubberne (KVK), hvis formand hun blev indtil 1920. KVK var et forsøg på at samle Højre- og Venstrekvinder til et politisk oplysningsarbejde, som skulle gøre dem bedre egnede til at afgive deres stemme og kandidere ved valgene, efter at valgretten var blevet vundet 1915. Det politiske arbejde havde længe optaget Charlotte Norrie, og allerede 1903-06 sad hun i hovedbestyrelsen for Københavns Venstreforening.

1920-27 genoptog Charlotte Norrie sin pædagogiske linie med Ejra-Skolen, der gav undervisning i sygepleje og nødhjælp. Det skete ud fra en idé, hun allerede i 1880’erne var begyndt at slå til lyd for: kvinders værnepligt. Charlotte Norrie lagde vægt på, at med kvinders fordringer om lige rettigheder fulgte også tilsvarende pligter over for stat og samfund. Hun mente, at kvinder som medborgere burde tage del i forskellige former for ulønnet og frivillig samfundstjeneste uden at gå de professionelle sygeplejersker i bedene. Denne samfundstjeneste skulle være en pendant til den militære værnepligt, som hun i 1919 også gerne så udstrakt til at omfatte kvinder.

Charlotte Norrie var en sjældent flittig, energisk og initiativrig kvinde. Hendes ledertalent blev dog svækket af hendes gentagne problemer med at indgå kompromiser og sikre sig medarbejdere, der kunne følge med i hendes dynamiske fremfærd. Som selvbevidst handlingsmenneske synes hendes selverkendelse og psykologiske indsigt ikke at have stået mål med hendes udprægede behov for at manifestere sig som en krigsheroisk generalmajors datter.

Beskrivelser og portrætter af Charlotte Norrie

  • Mal. fra 1916 af Knud Larsen i Fr.borgmus. Relief fra 1926 af Johannes Hansen. Foto i Det Kgl. Bibliotek.
  • Esther Petersen: Fra opvarter til sygeplejerske, 1988. Kvinnovetenskaplig tidskrift 4/1992. Husmoderens Blad 33/1896.
  • Privatarkiv fælles med ægtefællen i Rigsarkivet.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig