Wilhelmine Rerup

Wilhelmine Rerup tilhørte de forretningsdrivende kvinder i den kbh.ske kvindesag og filantropi og var samtidig en af frontkvinderne i Højre, siden Det Konservative Folkeparti. I 1931 bestemte hun i sit testamente, at hun ville begraves i stilhed. Alene en bøn skulle læses over kisten. Hun ønskede også, at alle hendes billeder af forældre, venner og bekendte blev brændt. Til gengæld betænkte hun adskillige i sin nærmeste omgangskreds med legater og flere foreninger med store donationer. Som barn gik Wilhelmine Rerup i Frk. Richards og Rørbyes privatskole. Hendes fader slog sig op som høker, siden som grosserer for Københavns Fedtraffinaderi. I 1886 erhvervede Wilhelmine Rerup som den første kvinde grossererborgerskab i hovedstaden og overtog som 26-årig faderens handel med fisk, oksekød og flæsk. I 1905 afhændede hun forretningen for at leve af sin formue i Dronningens Tværgade 7, en ejendom, hun overtog efter faderens død samme år.

I 1902 blev Wilhelmine Rerup bestyrelsesmedlem i Kvindernes Handels- og Kontoristforening (KHK), Hegnet, stiftet 1898 af Louise Hansen og Emma Gad. Foreningen, der både organiserede kvinder, som var gift med eller selv var arbejdsgivere, og ansatte kvinder, var et forsøg på at skabe en pendant til Den gensidige Hjælpeforening for kvindelige Haandarbejdere, der fortrinsvis organiserede syersker. Modsat KHKs første leder Louise Hansen havde Wilhelmine Rerup et direkte kendskab til forretningslivet. Hun deltog i opbygningen af foreningen, der baserede sig på en blanding af forsikring og filantropi med et engageringsbureau, en statsanerkendt sygekasse, et bibliotek og fra 1908 et alderdomsfond. Desuden arrangeredes sammenkomster med foredrag, oplæsning og musikalsk underholdning. Altsammen med det formål at højne standsbevidstheden hos de unge, fortrinsvis enlige handels- og butiksansatte, samt beskæftigede inden for kunstindustrien. Wilhelmine Rerup var kasserer i foreningen, fra 1905 næstformand, endelig 1909-18 formand og havde en stab af medarbejdere, der bl.a. talte Marie Illum, Thora Daugaard og Astrid Paludan-Müller. Ved sin afgang udnævntes Wilhelmine Rerup til æresmedlem, og hun kunne overlade Thora Davidsen lederskabet af ca. 2.000 sygekasse- og ordinære medlemmer. Det var en betragtelig del af alle kvinder inden for den ekspanderende kbh.ske service sektor, og KHK var således en konkurrent til den fremspirende fagforening HK, der var en ren lønmodtagerorganisation. Testamentarisk betænkte Wilhelmine Rerup senere KHKs alderdomsfond med to legater på tilsammen 100.000 kr.

KHK var en udløber af Kvindernes Udstilling 1895, hvor tanken om at få en bygning, der kunne fungere som multifunktionelt samlingspunkt for kvinder i hovedstaden, blev luftet. Wilhelmine Rerup var 1906-16 formand for foreningen Kvindernes Bygning. Det var hun i en fase, hvor de praktiske problemer med at realisere planen blev tydelige på grund af såvel interne konflikter som ydre barrierer. I 1907 var Wilhelmine Rerup blandt medstifterne af Danske Kvinders Forsvarsforening, hvor hun blev kasserer under Charlotte Norries lederskab.

Wilhelmine Rerup gik ind i partipolitik, da Højres Arbejder- og Vælgerforening 1907 som den sidste partiorganisation omsider gav kvinder medlemsret. 1909 blev hun medstifter af Københavns kommunale Vælgerforening, der var en alliance mellem Højre og Venstre i et forsøg på at samle antisocialistiske vælgere. I 1911 lånte hun vælgerforeningen penge. Også i kvindevalgretsklubben Valgerda, stiftet 1906 og led i Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund, var Wilhelmine Rerup et ledende medlem. I 1910 kom hun ind i Borgerrepræsentationen som suppleant, og hun debuterede som taler med en forespørgsel om årsagerne til den uheldige snerydning. I 1914 nedlagde hun af helbredsgrunde sin post, og nogen markant kommunalpolitisk figur blev hun aldrig. Med det gamle Højres opløsning 1915 gled Wilhelmine Rerup ind i Det Konservative Folkeparti. Hun var medstifter af Dansk Kvindeblads Komité, som 1914 tog initiativ til oprettelse af Danske Kvinders konservative Forening og sad 1921-22 i dens bestyrelse. Wilhelmine Rerup blev også en aktiv kraft i opbygningen af partiorganisationen som den første kvinde, der 1915-18 sad i hovedbestyrelsen for Den Konservative Vælgerforening i København og på Frbg. og i ledelsen af 7. kreds indtil 1926. Ved det første Rigsdagsvalg 1918, hvor kvinder kunne deltage, lod hun sig opstille uden at blive indvalgt, hvilket gentog sig ved valgene 1920.

Wilhelmine Rerup hørte ikke til kategorien af enlige kvinder fra det velsituerede borgerskab, som i ugift stand blev boende sammen med den længstlevende af forældrene. Efter faderens død boede hun i sin luksuøse lejlighed på 12 værelser uden sin moder, men omgivet af en stab af husbestyrerinde og tjenestepiger og ofte med sin nærmeste veninde Elisabeth Clauson-Kaas på lange besøg. Før sin død oprettede hun legatet: Familien Rerups Legat til Fordel for Tjenestepiger, hvor hun ikke ønskede ansøgere diskvalificerede, hvis de havde et uægte barn. Til gengæld skulle de være danske, ustraffede og i stand til at dokumentere en opsparingsevne på 1.000 kr. En anden donation var Familien Rerups Legat til Fordel for Dyrebeskyttelse, som skulle fordeles og administreres af dyreværnsforeninger. Hun ønskede legatet anvendt til gamle, udslidte hestes nedslagtning og til fuglebeskyttelse, som præmie til gode dyreejere og til sikring af, at dyr, der blev såret i krig, blev aflivet. Den forhenværende grosserer i kød og fisk Wilhelmine Rerup donerede knap 430.000 kr. til disse to legater og 10.000 kr. til den gamle filantropiske stiftelse Trøstens Bolig.