Cecilie Lütken

Da Cecilie Lütken var 11 år, flyttede familien fra København til Bornholm på grund af faderens embede. En følelse af savn og tab gjorde hende alvorlig og indesluttet, og som 23-årig betragtede hun sig ifølge sine erindringer som alt for gammel til dans og “den slags Fjas”. Hun fandt sin barndom med syv yngre søskende streng og pligtfyldt. Hun afviste alle tilnærmelser, fordi hun ikke ønskede at få børn, var “overhovedet ikke erotisk anlagt” og forblev ugift. Af søskendeflokken var Cecilie Lütken især knyttet til sin et år ældre broder oberst L.C.F. L. Måske for at komme hjemmefra malede hun efter skoletid på L. Hjorths Terracottafabrik fra sit 14. år. Som 19-årig begyndte hun på Vilhelm Kyhns malerskole for kvinder, men det førte ikke videre; i disse år spiste hun næsten ikke og kunne knapt slæbe sig af sted. Hun kom på kur og hærdede sig ved intensive kurser i gymnastik, samtidig med at hun tog et kursus i rigsdagsstenografi. 1889-92 var hun lærerinde i København og Slagelse og gav privattimer, men følte sig stadig ikke på rette hylde.

Besøget af en tante, der var oversygeplejerske i Tyskland, ændrede Cecilie Lütkens livsbane. Hun væmmedes ved at høre om arbejdet, besvimede, når hun så blod, følte efter eget udsagn ingen uimodståelig trang til at pleje syge og mente, at det måtte være en frygtelig bestilling, men netop derfor ville hun have godt af at prøve det. På Røde Kors- hospitalet i Bremen tog hun den etårige, utroligt hårde uddannelse. Dens vigtigste element var selvbeherskelse, hvilket Cecilie Lütken resten af livet anså for at være en af sygeplejerskens mest fundamentale egenskaber. Efter nogle år på hospitalet og som oversygeplejerske i Hamburg vendte hun ved faderens død i 1896 hjem. Trods sine erfaringer blev hun elev på Kommunehospitalet og efter et år assistent. I 1898 fik hun en af de nye oversygeplejerskestillinger ved Garnisons Sygehus, og her fandt hun sin livsgerning: den militære sygepleje. Hun var i 1899 involveret i stiftelsen af Dansk Sygeplejeråd (DSR). Forud var gået en turbulent periode, hvor hun stod i spidsen for en protest mod både konceptet og den første formand Charlotte Norrie. Norrie blev efter tre måneder udskiftet med Henny Tscherning, og Cecilie Lütken, der blev sekretær, havde 1900-09 et harmonisk samarbejde med den nye formand.

Arbejdet i Dansk Røde Kors (DRK) optog Cecilie Lütken stærkt. Hun var flere gange i Tyskland for Krigsministeriet for at studere sanitetsvæsen, specielt samarbejdet mellem den civile sygepleje og militæret, og hun agiterede i Militærvidenskabeligt Tidsskrift og i Krigsvidenskabeligt Selskab for, at der blev oprettet lignende frivillige sanitetskolonner i Danmark. Herefter blev hun i 1907 delegeret til DRK for Krigsministeriet, hvor hendes storebroder året før var blevet departementschef. De to søskende søgte de næste år at ændre DRK fra en passivt afventende forening til en aktivt krigsforberedende efter tysk mønster. Cecilie Lütken indførte kvinders valgbarhed til bestyrelsen og kom selv ind på forslag af Agnete Claudius, redaktør af DSRs tidsskrift. Cecilie Lütken foreslog, at broderen trådte ind for at oprette sanitetskolonner, og denne udpegede på grund af travlhed hende til at udføre opgaven, der dog ikke tiltrak ret mange. I 1910 fik hun gennemført, at DRK uddannede sygehjælpersker til lazarettjeneste, men trods ihærdig agitation fra hendes side blev resultatet pauvert, idet målgruppen, ubemidlede kvinder, selv ikke af patriotiske årsager kunne tage en ulønnet uddannelse. Cecilie Lütken og L.C.F. L. tog desuden initiativ til, at kvinder, fortrinsvis fra forsvarsbevægelsen, 1912-15 pakkede 250.000 enkeltmandsforbindinger for DRK til hæren. Broderen, der var formand for DRK 1913-14, fik under Første Verdenskrig vigtigere opgaver. Da hans og Cecilie Lütkens forslag til ny formand ikke blev fulgt, trådte begge søskende 1915 ud af bestyrelsen i utilfredshed. Ved krigsudbruddet fik hun orlov fra Garnisons Sygehus for at tage sig af DRKs krigsopgaver, og i 1915 blev hun leder af Hærens Sygeplejerskekorps. Desuden havde hun ansvar for uddannelsen af sygehjælpersker, ledede elevuddannelsen på Garnisons Sygehus og inspicerede sygeplejerskerne på de 12 militærsygehuse i provinsen to gange årligt. I 1917 blev DRK omstruktureret. Cecilie Lütken blev valgt til den nye hovedbestyrelse, i 1920 til forretningsudvalget, og 1923-24 var hun formand for Københavns-afdelingen.

Efter våbenstilstanden i 1918 tog Cecilie Lütken nogle måneders orlov og meldte sig til Britisk Røde Kors, der sejlede ca. 100.000 krigsfanger hjem via Danmark. Hun deltog i fire ture over Nordsøen og beskrev dem i DSRs tidsskrift. I denne periode var hun meget aktiv både i og uden for DRK med to incitamenter. For det første havde hun ligesom sin broder sympati for alt tysk, muligvis påvirket af mormoderen, der var tysksindet slesviger, og broderens hustru, en østprøjsisk adelsdame. For det andet mente hun som mange samtidige, at en hurtig genopbygning af de europæiske centralmagter og de nye stater mod øst ville danne et bolværk mod bolsjevismen. 1918-20 indgik hun i en indsamlingskomité for Finland, hun arrangerede, at 50 sygeplejersker fra Wien kom på rekreation i Danmark, ligesom hun personligt stod for indsamling af penge og materialer til hospitalerne i Wien og Budapest, der manglede alt. Der indkom meget store mængder, og Cecilie Lütken fulgte forsendelserne til de to byer, hvorfra hun i flere avisartikler skildrede den frygtelige nød. Hun var medstifter af Danaktion, der skulle hjælpe Centralmagternes krigsfanger hjem fra Sibirien, og støttede en dansk afdeling af Polsk Røde Kors. I 1922 foretog hun en officiel rundrejse i Ungarn, der stadig led under krigens eftervirkninger, hvorefter hun i Sverige og Danmark holdt foredrag om de elendige forhold og skrev flere artikler om emnet. Samme år engagerede hun sig stærkt i åbningen af DRKs Folkekuranstalt i Hald ved Viborg, i hvis bestyrelse hun sad i ti år. En del af denne tid, 1912-25, var hun også i bestyrelsen for Alderdomskassen for Sygeplejersker.

Hærens Sygeplejerskekorps blev nedlagt i 1924, og Cecilie Lütken kom på ventepenge, indtil hun i 1929 blev pensioneret. Hun koncentrerede sig herefter om bestyrelsesarbejdet i DRK og Hald samt formandskabet i Fællesrådet for Pigespejderne i Danmark, som hun kom i forbindelse med under indsamlingen til Østrig og Ungarn, altsammen indtil 1933. Sin øvrige tid brugte hun på rejser. Allerede i 1903 var hun i Østen et halvt år, inviteret af ØKs (Østasiatisk Kompagni) direktør, og hun vendte flere gange tilbage dertil. Under hele sin karriere fik hun ofte lang orlov for at rejse, sommetider med fagligt formål, sommetider blot for fornøjelsens skyld. Undervejs tegnede og malede hun, og hendes musiske talent kom også til udtryk i beskrivelser af de mange rejsemål.

Ud over broderen omtaler Cecilie Lütken meget få personer i sine Livserindringer og Rejseoplevelser fra 1944. Hun nævner, at man ikke skal knytte sig til nogen, fordi de svigter, men sammen med de mennesker, hun mødte på rejser og i forbindelse med sine mange officielle hverv i udlandet, var hun interessant og selskabelig. Man ved meget lidt om hendes egentlige sygeplejearbejde, men som uddannelsesansvarlig har hun uden tvivl givet det krav om disciplin og selvbeherskelse, som hun selv opfyldte, videre til mange unge sygeplejersker. Da der var ikke grobund for den militarisering af samfundet, som Cecilie Lütken ønskede, lagde hun sine aktiviteter om. Skønt hun aldrig gav udtryk for medfølelse og ofte forlenede aktiviteterne med et strengt og nødvendighedsbetonet præg, blev hendes indsats fra uddelingen af hjælp i Wien og Budapest over Folkekuranstalten til udlån af småbørnsudstyr i København af humanitær betydning. Hun modtog Den Kgl. Belønningsmedaille i guld 1934, Dansk Røde Kors’ Hæderstegn og flere udmærkelser fra Ungarsk og Østrigsk Røde Kors. I 1949 blev hun æresmedlem af DSR.