Anna Johanne Frydensberg

Anna Johanne Frydensberg voksede op på godset Gårdbogård i Nordjylland. Hendes fader var landbrugsfagligt særdeles foretagsom og også politisk engageret. Efter sit giftermål med officeren P.E. F. boede hun på Frbg., og hun blev i Mellemkrigstiden en af Det Konservative Folkepartis (DKF) markante kvindeprofiler.

Da kvinder havde opnået valgret til Rigsdagen i 1915, stiftede Anna Johanne Frydensberg sammen med bl.a. Charlotte Norrie Kvinde-Vælger-Klubberne, et netværk for Højre- og Venstrekvinder. Målet var gennem oplysningsvirksomhed at kvalificere medlemmerne til at bruge deres nyvundne politiske rettigheder. Anna Johanne Frydensberg afløste Norrie som formand i 1920 og ledede klubberne til 1925, da de blev nedlagt. I samme periode indledte hun et langvarigt engagement i Danske Kvinders Konservative Forening (DKKF), oprettet i 1914 som den første partipolitiske kvindeorganisation. 1921 overtog Fritze Teisen i forbindelse med et generationsskifte formandskabet, Anna Johanne Frydensberg blev bestyrelsesmedlem, i 1926 næstformand og 1930-48 formand. Ved sin afgang på grund af helbredsproblemer udnævntes hun til æresmedlem. DKKF var projekteret som en landsdækkende organisation, men blev allerede i 1915 en afdeling af Den konservative Vælgerforening for København og Frbg. Gennem studiekredse og foredrag skolede foreningen medlemmerne til politisk deltagelse, og den var især inden etableringen af partiets kvindeudvalg i 1936 samlingsstedet for aktive konservative kvinder.

1928-46 var Anna Johanne Frydensberg medlem af Frbg. kommunalbestyrelse. Partiets stærke stilling i kommunen var med til at placere hende som medlem af en række betydningsfulde udvalg, der dog alle tilhørte de kulturelle, sociale, skole- og sundhedsmæssige områder, hvor kvindelige politikere som regel gjorde sig gældende. I 1937 blev hun rådmand som den første konservative kvinde og den første uden for København, hvor Alvilda Harbou Hoff bestred hvervet fra 1925. Rådmanden var valgt af kommunalbestyrelsens midte, kunne fungere på lige fod med borgmesteren og være stedfortræder for denne. Anna Johanne Frydensberg fik sæde i en række institutionsbestyrelser, og hendes arbejde havde i det hele taget nærmest embedsmandskarakter i den sidste halvdel af hendes kommunalpolitiske karriere. I 1926 var hun opstillet som folketingskandidat, 1939 blev hun suppleant i Landstinget, men tættere nåede hun ikke på Rigsdagen. Til gengæld var hun centralt placeret i partiet som medlem af repræsentantskabet fra 1927 og af hovedbestyrelsen 1935-38.

Anna Johanne Frydensberg var blandt de konservative medlemmer af Dansk Kvindesamfund (DK), der i begyndelsen af 1930’erne tog initiativ til en landsdækkende partipolitisk organisering. Bestræbelserne resulterede i, at DKF oprettede et centralt styret kvindeudvalg under ledelse af Lisbet Hindsgaul, som samtidig meldte sig ud af DK. Anna Johanne Frydensberg gjorde hende ikke følgeskab, og en vis rivalisering mellem det nye kvindeudvalg og DKKF var medvirkende til, at hun først blev medlem af udvalget i 1940, hvor hun til gengæld trådte ind som næstformand. Hun var tillige aktiv for kvindesagen som formand for erhvervskvindeklubben Zonta 1941-42, medlem af bestyrelsen for Kvindernes Bygning, og i 1940 kom hun i præsidiet for Danske Kvinders Samfundstjeneste. Ved DKFs 20 års jubilæum i 1936 gav hun udtryk for det i partiet udbredte synspunkt, at kvinder tenderer mod konservatisme, fordi der er en sammenhæng mellem hjemmets værdier og mærkesager som social ansvarlighed, nationalisme og forsvarsvilje. Selv engagerede hun sig ved siden af parti- og kvindepolitik som bestyrelsesmedlem i Dansk Røde Kors’ samaritterforening 1916-30, Dansk Forsvarsforbund 1925-29 og Foreningen til unge Kvinders Oprejsning.