Lisbet Hindsgaul

I 1948 skulle Rigsdagens Grønlandsudvalg have været til Grønland sammen med statsminister Hans Hedtoft, men da det viste sig, at turen ville blive langvarig og ukomfortabel, meldte alle de menige medlemmer undtagen Lisbet Hindsgaul fra. Til gengæld nåede hun helt til Thule, hvor hun chokerede de 200-300 eskimoer ved at tale, hvor der kun var mænd til stede. "Rigsdagens eneste virkelige karlfolk," kaldte Grønlandsfareren Peter Freuchen hende ved den lejlighed. Samme pionerånd lagde Lisbet Hindsgaul for dagen i Det Konservative Folkepartis Kvindeudvalg (DKFK), hvor hun som den første formand i perioden 1936-61 opbyggede den relativt største og mest stabile partipolitiske kvindeorganisation.

Lisbet Hindsgaul kan have arvet sit temperament fra faderen Laurids Jonsen. Som arg, højrøstet modstander af J.B.S. Estrups provisoriske love i 1880'erne røg han i fængsel for majestætsfornærmelse, fik frataget statstilskuddet til Vestbirk Højskole, hvor han var forstander, og slog sig herefter ned som lærer i Hundige. Her voksede Lisbet Hindsgaul op. Hun sagde selv, at hun var opflasket med politik, og det er karakteristisk for hende og broderen J. Ravn-Jonsen, der opbyggede KODA til beskyttelse af komponistrettigheder, at også de gik efter deres mål, koste hvad det ville. Lisbet Hindsgaul, der i 1915 giftede sig med fabrikant Ferdinand H., begyndte sit offentlige virke i Dansk Kvindesamfund (DK), hvor hun i 1920'erne sad i ledelsen af Københavns-kredsen og stod på DKs liste over foredragsholdere. Hendes speciale var kvindebevægelsens historie og politik, men hun talte også om mere almene emner og skabte bl.a. debat med et foredrag om Hustruen bag Kulisserne, der blev bragt i Danmarks Radio nytårsdag 1930. Her hævdede hun, at den gifte kvinde havde sin plads bag manden, og at det også fra denne position var muligt at bidrage til det offentlige liv. En del DK-medlemmer protesterede, og at foredragsholderen også selv havde det svært med denne øvelse, ses af, at hendes ægteskab opløstes i løbet af 1930'erne.

I DK traf Lisbet Hindsgaul den konservative borgerrepræsentant Hedevig Matthiesen, der inspirerede hende til at kandidere både ved kommune- og folketingsvalget i 1929. I første omgang kom hun ind i børneværnet og værgerådet, og de erfaringer med sociale forhold, hun høstede her, dannede baggrund for hendes arbejde i Landstinget, hvor hun repræsenterede Det Konservative Folkeparti (DKF) 1935-53. Ved sin indtræden i Landstinget pegede hun netop på social- og forsvarspolitik som sine mærkesager. Hun deltog i behandlingen af Svangerskabsloven af 1937 og var medlem af den anden svangerskabskommission, nedsat 1950. I overensstemmelse med partilinien støttede hun den restriktive adgang til abort, som Inger Gautier Schmit fra Venstre var den førende talsmand for, men Lisbet Hindsgaul gjorde sig som nyt medlem bemærket ved at stå sig i dueller med den virtuose justitsminister K.K. Steincke. 1946 udpegedes hun til medlem af Forsvarskommissionen, og hun blev 1951 den første kvindelige statsrevisor.

På Christiansborg afløste Lisbet Hindsgaul Fritze Teisen, der som mangeårig formand for den kbh.ske vælgerforening Danske Kvinders konservative Forening, havde holdt de konservative et skridt foran de øvrige partier i spørgsmålet om kvindeorganisering. Den skærpede kamp mellem fløjene i Folketinget, hvor Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i 1929 erobrede flertallet, øgede interessen for mobilisering af kvinderne. Det lykkedes socialdemokraten Sylvia Pio at bryde sit partis modvilje mod kvindeudvalg, og under ledelse af Magda Andersen, der var formand for DKs politiske udvalg, oprettedes Venstres Kvinder omkring 1930. I DKF var det også DK-medlemmer, bl.a. Astrid Holten og Ingrid Larsen, der tog teten i en landsorganisering. Men da partitoppen ikke ønskede alt for feministiske og autonome kvindegrupper, oprettede den i 1936 et centralt styret kvindeudvalg med Lisbet Hindsgaul som formand. Hun kvitterede med at melde sig ud af DK, som hun hævdede var drejet til venstre, efter at Edel Saunte som den første socialdemokrat havde overtaget formandsposten tidligere på året. At hun også gav udtryk for, at kvinder for fremtiden skulle samarbejde med mænd i stedet for at lægge deres kræfter i kvindesagsforeninger, forhindrede hende ikke i sammen med Kate Fleron at redigere Kvinden i Danmark, 1942, der netop mønstrede det kvindesaglige landskab.

Før sin indtræden i Landstinget ledede Lisbet Hindsgaul agitationen blandt kvinder i Sønderjylland og havde her oprettet de første konservative kvindekredse. Efter nedsættelsen af DKFK intensiveredes rekrutteringen, allerede i 1941 kom antallet af kvindekredse op på 35, og hun afleverede 89 til sin efterfølger Gudrun Jørgen Jensen i 1961, de allerfleste stiftet på møder, hvor Lisbet Hindsgaul selv var til stede. DKFK, der oprindeligt bestod af syv repræsentanter for rigsdagsgruppe og kvindekredse, udvidedes i takt med organisationens vækst og talte i 1946, da partiet omorganiseredes efter amter i stedet for landsdele, 25 medlemmer. Udvalget mødtes mindst to gange årligt og arrangerede en velbesøgt kvindekonference på Christiansborg hvert år. Formålet med aktiviteterne var gennem oplysning at vinde kvinder for den konservative sag og opmuntre dem til politisk deltagelse. DKFK var repræsenteret i partiledelsen, der blev brugt mange kræfter på at placere kvindelige kandidater på opstillingslisterne, og udvalget havde sin store del af æren for, at DKF fik forholdsvis mange kvinder i Rigsdagen. Så meget desto mere skuffende var det for Lisbet Hindsgaul, at det ikke lykkedes hende at komme i Folketinget efter afskaffelsen af Landstinget ved grundlovsændringen i 1953. 1954-62 måtte hun nøjes med en plads i Borgerrepræsentationen som platform for det kvindepolitiske arbejde, der også indbefattede medlemskab af bestyrelsen for Danske Kvinders konservative Forening 1943-61, heraf 1948-51 som formand.

Grønland var Lisbet Hindsgauls anden passion. Var hun ikke på farten for kvindekredse, fandt man hende i Grønland, som hun i perioden 1948-64 besøgte næsten hvert år. Hun blev i 1947 formand for Foreningen til Hjælp for Grønlandske Børn. Foreningen, der drev ét børnesanatorium ved hendes tiltræden, var nået op på fem ved 40-års jubilæet i 1964. Sanatoriernes primære målgruppe var børn med tuberkulose og andre smitsomme sygdomme, men efterhånden som sundhedstilstanden på Grønland bedredes, kom de i højere grad til at fungere som hjem for børn fra socialt belastede familier. Det lå Lisbet Hindsgaul meget på sinde også at sørge for uddannelses- og arbejdsmuligheder, når børnene, ofte efter års ophold, forlod institutionen. Som forebyggende støtte til familier, hvor kvinderne havde lønarbejde, oprettede foreningen i 1964 en vuggestue i Nuuk (Godthåb). Lisbet Hindsgaul fandt også tid til at engagere sig i en imponerende række danske socialpolitiske organisationer, fx var hun 1962-67 formand for Landsforeningen til Bekæmpelse af Kredsløbssygdom- me.

Det officielle Danmark hædrede Lisbet Hindsgaul med Den Kgl. Belønningsmedaille i guld 1950, gjorde hende til ridder af Dannebrogordenen 1954 og ridder af 1. grad 1962. Hun blev æresmedlem af DKFK, og konservative kvinder over hele landet indsamlede penge til et maleri, udført af Margrethe Svenn Poulsen 1955 og ophængt i DKFs grupperum på Christiansborg ved siden af det, som partiets kvinder havde skænket deres første repræsentant i Folketinget Mathilde Malling Hauschultz. I Grønland er en vej i Ilulissat (Jakobshavn) opkaldt efter Lisbet Hindsgaul.