Faktaboks

Margrete 1.
Født
1353
Død
28. oktober 1412, Flensborg
Titel
Dronning
Familie

Forældre: kong Valdemar 4. Atterdag (ca. 1320-75) og Helvig af Sønderjylland (født ca. 1374).

Gift 9. april 1363 med kong Håkon 6. Magnussen af Norge, født august 1340, død sommeren 1380 i Oslo, s. af kong Magnus Eriksen af Norge og Sverige og Blanca af Namur.

Børn: Oluf (1370).

Margrete 1. regnes for en af de mest betydningsfulde regenter i dansk middelalderhistorie. Først og fremmest forbindes hendes navn med skabelsen af Kalmarunionen i 1397, men også indenrigspolitisk fik hendes styre stor betydning.

.

Margrete 1. blev i 1363 gift med Håkon af Norge. I 1370 fødte hun sønnen Oluf, der efter Valdemar Atterdag død i 1375 blev valgt til dansk konge. Da kong Håkon døde i 1380, stod Margrete 1. i en alder af 27 år alene som formynder for sin søn i både Danmark og Norge. Oluf døde imidlertid i 1387, og kun en uge efter blev Margrete 1. kåret til “fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks formynder” på landstinget i Lund. Kort tid efter fulgte kåringen i Norge med samme titel. Skulpturen på billedet er muligvis et forarbejde til Margrete 1.s sarkofag i Roskilde Domkirke.

.

Indgåelsen af Kalmarunionen i 1397 foregik i forbindelse med Erik 7. af Pommerns kroning til unionskonge. Margrete 1. har efter alt at dømme arbejdet for en sammenlægning af rigerne, mens stormændene har været betænkelige. Sandsynligvis blev det foreliggende udkast aldrig endeligt ratificeret, men kom alligevel til at danne grundlaget for unionen. Hun søgte at gennemføre et næsten enevældigt styre, og de enkelte rigers råd blev kun sjældent indkaldt. Figur af Margrete 1. på hendes sarkofag i Roskilde Domkirke.

.
Licens: Brukerspesifisert

Artikelstart

Margrete 1. regnes for en af de mest betydningsfulde regenter i dansk middelalderhistorie. Først og fremmest forbindes hendes navn med skabelsen af Kalmarunionen i 1397, men også indenrigspolitisk fik hendes styre stor betydning. Hun blev født i 1353 som yngste datter af kong Valdemar Atterdag og dronning Helvig, og der var således ikke noget, der umiddelbart indicerede hendes senere magtstilling som regent over de nordiske riger. Hendes storebroder Christoffer var udset til at blive faderens efterfølger på tronen, mens søsteren Ingeborg blev gift med en hertug af Mecklenburg. Da Margrete 1. var seks år gammel, blev hun forlovet med den 18-årige Håkon af Norge, der var søn af den svensk-norske konge Magnus Eriksson. Brylluppet blev fejret i København i 1363, da Håkon efter sin storebroders død også stod til at skulle overtage den svenske trone. De svenske stormænd rejste imidlertid oprør mod Folkungeslægten og indkaldte i stedet Albrecht af Mecklenburg til konge i Sverige. Kong Håkon måtte flygte til Norge, og den lille barnedronning tog ophold på det kongelige slot Akershus i bunden af Oslofjorden.

Som Margrete 1.s hofmesterinde og opdrager udpegedes Merete Ulvsdatter, der var datter af den hellige Birgitta af Vadstena, Birgittinerordenens stifter. Det kom på mange måder til at præge Margrete 1. i hendes senere regeringstid, hvor hun opretholdt et nært venskab med sin fostersøster Ingegerd Knutsdatter, der blev abbedisse i Vadstena Kloster gennem knap 20 år. Fra efteråret 1370, muligvis 1369, er bevaret et brev, hvor Margrete 1. skriver til kong Håkon og klager over de fortvivlende dårlige forhold på slottet. Hun var på det tidspunkt kun 17 år gammel, men brevet vidner om stor modenhed og handlekraft. Sandsynligvis har hun været gravid, da hun skrev brevet, for ved juletid 1370 fødte hun en lille søn, der blev døbt Olav efter den norske helgenkonge, på dansk Oluf. Han blev kongeparrets eneste barn. Da Valdemar Atterdag døde i 1375, var der ikke udpeget nogen efterfølger til tronen, for sønnen Christoffer var død i 1363. Nu startede en magtkamp mellem mulige kandidater, henholdsvis en ung hertugsøn i Mecklenburg, der som barn af kong Valdemars ældste datter Ingeborg måtte anses at have fortrinsret, samt Margrete 1.s og kong Håkons søn. Det endte med, at Oluf blev valgt til dansk konge, bl.a. fordi man i rigsrådet ønskede at undgå det mecklenburgske fyrstehus, der havde hørt til Danmarks ærkefjender i årtier. Margrete 1. og kong Håkon blev formyndere for deres lille søn, og magtbalancen i Norden var genoprettet for en tid.

I 1380 døde kong Håkon imidlertid, og dermed stod Margrete 1. i en alder af 27 år alene som formynder for sin søn i både Danmark og Norge. Det blev udgangspunktet for hendes regeringsudøvelse i de kommende år, som de fleste i starten havde forventet blot var af symbolsk betydning.

Margrete 1.s første store opgave blev at sikre sig, at Hansestæderne leverede Skåne tilbage i 1385, således som det var fastsat i Stralsundfreden 1370. Der var dog foreløbig ikke meget, der tydede på, at hanseaterne umiddelbart ville opgive den indtægtsbringende landsdel, der sikrede dem to tredjedele af indtægterne fra det store skånske sildemarked. Organiseringen af en kaperflåde blev en af de pressionsmetoder, som Margrete 1. og det danske rigsråd skred til for at sikre overdragelsen af Skåne. På de mange forhandlingsmøder med Hansestæderne foregav Margrete 1., at man intet kendte til sagen, selvom anklagerne var meget overbevisende. Det endte med, at pressionen lykkedes, og Oluf blev hyldet på landstinget i Lund 1385. I Sverige var der dyb utilfredshed med det mecklenburgske styre. Oppositionen blev ledet af drosten Bo Jonsson Grip, der havde herredømmet over store dele af landet. Ved drostens død i 1386 blev disse områder overladt til en kreds af svenske stormænd. Margrete 1. forstod at udnytte stemningen i Sverige til at fremme Olufs kandidatur til den svenske trone, men da Oluf ganske uventet døde i 1387, syntes alle planer at falde til jorden. Ud over at det naturligvis har været en personlig tragedie for Margrete 1., var det politisk en fuldstændig kaotisk situation. Kun en uge efter dødsfaldet blev hun imidlertid kåret til “fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks formynder” på landstinget i Lund. Både valgmåden og titlen var ganske uden fortilfælde og kan på sin vis betegnes som et statskup. Kort tid efter fulgte kåringen i Norge med samme titel, og Margrete 1. havde herefter fundamenteret sin personlige magtstilling. Som hendes fremtidige efterfølger enedes man om at indkalde et barnebarn af hendes storesøster Ingeborg, og han fik tildelt det nordiske kongenavn Erik.

I Sverige var oprøret mod kong Albrecht brudt ud, og på et hemmeligt møde på Dalaborg i 1388 tilbød de svenske stormænd at overgive regeringsmagten til Margrete 1. I slaget ved Falköping blev kong Albrecht taget til fange, og Margrete 1. var nu regent i både Danmark, Norge og Sverige. For at få bragt de krigshærgede lande på fode igen udstedtes i 1396 en række lovforordninger i Danmark og Sverige. Her blev det bl.a. forbudt adelen at opføre private borganlæg, og dette forbud kom til at gælde helt indtil 1483. Samtidig blev rigets højeste domstol, rettertinget, indkaldt for at få det gods tilbage til kronen, som i de forløbne år uretmæssigt var overgået til adelen. Indgåelsen af Kalmarunionen i forbindelse med den unge Erik 7. af Pommerns kroning til unionskonge 17. juni 1397 er en af de mest omdiskuterede statsakter i Norden. Efter alt at dømme har Margrete 1. arbejdet for en sammenlægning af rigerne, mens stormændene har været betænkelige og forlangt opretholdelsen af de enkelte rigers lovgivning og selvstyre. Sandsynligvis blev det foreliggende udkast aldrig endeligt ratificeret, men kom alligevel til at danne grundlaget for unionen. Det er karakteristisk, at Margrete 1. i udstrakt grad samarbejdede med kirken, og Roskildebispen Peder Jensen Lodehat blev hendes nærmeste rådgiver. Hun søgte at gennemføre et næsten enevældigt styre, og de enkelte rigers råd blev kun sjældent indkaldt. Også de højeste rigsembeder som drost, marsk og gælker forblev ubesatte. Da Erik i 1405 skulle rejse til Norge, medgav Margrete 1. ham en instruktionsskrivelse, der stadig er bevaret. Skrivelsen er affattet på dansk og indeholder en lang række formaninger, bl.a. hvordan den unge konge skulle undgå at give privilegier og besegle vigtige dokumenter, indtil Margrete 1. havde givet sit tilsagn, “du maa ikke gøre noget før jeg kommer, for jeg ved mere derom end du”. Man får et godt indtryk af hendes myndige karakter, og det fremgår klart, at hun stadig havde den reelle regeringsmagt. Det er interessant, at Margrete 1. i flere tilfælde viste særlig forståelse for kvinder, bl.a. i sit testamente fra 1411, hvor hun skænkede penge til uddeling “blandt kvinder og møer, som man kan spørge og faa at vide er blevet krænkede og fornedrede i disse tre rigers krige østen for Øresund”. I lovforordningerne i 1396 blev der lyst en særlig kvindefred ved siden af kirke-, hus-, gård-, plov- og tingfred.

Problemerne i Slesvig og Holsten havde Margrete 1. i første omgang lagt låg på ved at overdrage hertugdømmet Slesvig til den holstenske grev Gerhard 6. i 1386. Da han døde i 1404, tvang Margrete 1. enken til at udpege kong Erik til formynder for derigennem at få kontrol over Slesvig. Dronningens målrettede godsopkøb og pression skabte uro, og en åben opstand brød ud i 1410. I slaget ved Eggebæk tabte de danske styrker, men der blev senere indgået en fredsaftale, der opretholdt status quo. I 1412 blev Flensborg indtaget af holstenerne, men gennem forhandlinger og en voldgiftsdom lykkedes det Margrete 1. at sikre sig herredømmet over byen. Kun fire dage efter døde den knap 60-årige dronning på sit skib i Flensborg havn. Hun blev gravlagt i Sorø Klosterkirke, men liget blev året efter flyttet til Roskilde Domkirke. Gravlæggelsen fejredes 1413 med en stor kirkefest, hvor kong Erik og dronning Philippa skænkede gyldne kalke til kirkens mange altre. Der er i dag bevaret fem af disse kalke.

Beskrivelser og portrætter af Margrete 1.

  • Billede på seglstampe. Alabasthoved fra 1420-23, formentlig af Johs. Junge i Skt. Annen Mus., Lübeck. Alabastfigur på gravmæle fra 1423 i Roskilde Domkirke.
  • Vivian Etting: Margrete den Første, 1997. P. Grinder-Hansen (red.): Margrete 1., 1997. Margrete 1.. Linton: Drottning Margareta, 1971. Kr. Erslev: Danmarks Historie under Dronning Margrete og Erik af Pommern I, 1882.

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig