Sophie Holten

Sophie Holten var en af de frigjorte kvinder, som sidst i 1800-tallet konsekvent tog ansvaret for sit eget liv. Inden hun fandt sin personlige frelse i katolicismen, gjorde hun en idealistisk indsats for at bedre vilkårene for andre kvinder.

Sophie Holten begyndte som maler. Sammen med Elise Konstantin-Hansen blev hun uddannet privat hos Christen Dalsgaard i Sorø, senere hos Carl Thomsen i København Desuden tog hun 1875-76 lærerindekursus på N. Zahles Skole og leverede i tre år tegninger til den broderiforretning som Kristiane Konstantin-Hansen drev sammen med Johanne Bindesbøll. I 1879 rejste hun til Paris, hvor hun søgte at tilegne sig det nyeste i kunsten. Hos toneangivende lærere som F. Barrias og A. Stevens tilegnede hun sig en på én gang enkel og elegant naturalisme og lærte at male tidstypiske skildringer af hverdagslivet. Efter hjemkomsten debuterede hun i 1883 på Charlottenborgs Forårsudstilling, men snart efter rejste hun atter til Frankrig, denne gang sammen med den radikale forfatter Marie David, som hun på dette tidspunkt var tæt knyttet til. Elise Konstantin-Hansen, som gjorde parret følgeskab, har i sine erindringer Små kapitler af et langt liv, 1935, tegnet et levende billede af Sophie Holtens stærke personlighed. Edma Frølich Stage, datter af den danske maler og illustrator Lorenz Frølich, var sammen med Sophie Holtens senere svigerinde Suzette Holten også en del af kredsen. I vinteren 1886-87 boede de i Grèz-sur-Loing ved Fontainebleau syd for Paris, der var tilholdssted for især svenske kunstnere. Her malede Sophie Holten i 1886 et stort, vellykket portræt af den svenske forfatter og dramatiker August Strindberg, som senere blev erhvervet til Nationalmuseet i Stockholm. Sophie Holten var flittig og havde gode evner, men hendes ambitioner om en strålende malerkarriere blev ikke indfriet. Hun fortsatte dog med at udstille på Charlottenborgs Forårsudstilling indtil 1904 og var repræsenteret på store officielle udstillinger i Danmark og i udlandet, ligesom hun i 1886 var med på Salonen i Paris.

Sophie Holten var i sin ungdom fritænker med en stærk selvstændighedstrang, og hun styrede bevidst sin livsbane uden om ægteskabet. Sidst i 1880’erne begyndte hun at skrive anmeldelser af kvindelige kunstnere i Dansk Kvindesamfunds (DK) blad Kvinden og Samfundet. I 1890 holdt hun i DK et foredrag om klædedragten før og nu, og hun var en ivrig fortaler for den såkaldte reformdragt, der skulle befri kvinden for den konventionelle dragts snærende bånd. Samtidig gik hun i gang med studier i kunsthistorie, især Middelalderens billedkunst. I tilrettelæggelsen af Kvindernes Udstilling i 1895 var hun en bærende kraft, og med sin energi og arbejdsevne var hun i høj grad medvirkende til, at udstillingen blev en succes, også økonomisk. Hun og udstillingens vicepræsident Emma Gad fik idéen til at rejse en Kvindernes Bygning, og udstillingens overskud blev henlagt som startkapital. Sammen med kvindesagsforkæmperen Charlotte Norrie rejste Sophie Holten rundt i Danmark, fortalte om planerne og indsamlede penge til byggeriet, som dog først i 1936 blev en realitet. Derimod åbnede Kvindernes Køkken i 1899. Det var en institution med franske og engelske forbilleder, som havde til formål at skaffe selverhvervende kvinder et hyggeligt og beskyttet sted at spise. Sophie Holten fik næringsbevis og påtog sig ledelsen. Samtidig hjalp hun Gad med at gennemføre udgivelsen af Vort Hjem, 1903.

I 1895 lærte Sophie Holten den 13 år yngre baronesse Erika Rosenørn-Lehn, kaldet Erikke, at kende, da denne fulgte hendes timer i kunsthistorie. Året efter rejste de til Italien sammen med et par andre kvinder, og i sommeren 1897 boede Sophie Holten flere måneder på godset Hvidkilde ved Svendborg, hvor hun på bestilling portrætterede venindens fader baron Erik Rosenørn-Lehn. Da Erikke Rosenørn-Lehn i 1898 skulle studere arkæologi i England, fik hun følgeskab af Sophie Holten, som ville fortsætte sine studier i kunsthistorie og historie. Sophie Holtens fordybelse i Middelalderens kulturhistorie og en stærk påvirkning fra den anglikanske kirke gav begge kvinder anledning til mange overvejelser om deres tilhørsforhold til den evangelisk-lutherske kirke. I foråret 1900 rejste de på studieophold til Grækenland og besøgte på hjemvejen Assisi i Italien, hvilket gjorde et stort indtryk på dem begge. Efter endnu et ophold i London, hvor den fælles husholdning nu også kom til at omfatte Sophie Holtens niece, den syvårige Ragnhild H., som Sophie Holten havde adopteret i 1900, slog de sig ned i Assisi. Her oplevede de en stor personlig frihed ved at konvertere til katolicismen. De købte hus og var i nogle år blandt de danske, som med forfatteren Johannes Jørgensens eksempel levede i en lykkelig åndelig inspiration fra franciskanerne i denne munkeordens hellige by.

I 1908 flyttede Sophie Holten med Erikke Rosenørn-Lehn og adoptivdatteren tilbage til Danmark. I Roskilde skabte de et smukt og gæstfrit hjem, og Sophie Holten helligede sig nu overvejende kirkeligt maleri. Til byens katolske kirke Skt. Laurentii Kirke udførte hun altertavlen Marias Kroning og en tilhørende baldakindekoration. For denne udsmykning, der kan betragtes som kulminationen af hendes livsværk, og for sit arbejde for den katolske kirke modtog hun i 1929 den sjældne pavelige hædersbevisning Pro Ecclesia et Pontifice.