Johanne Bindesbøll

Johanne Bindesbøll voksede op i et arkitekthjem, præget af smag og interesse for dekorativ kunst, herunder tekstiler. Fint broderi lærte hun hjemme eller hos omgangskredsens damer, og tegneundervisning var en forudsætning herfor. Efter faderens tidlige død i 1856 var det både nødvendigt og nærliggende for hende at gøre broderi til en levevej, og sammen med søsteren Marie B. syede hun hvidt broderi for en forretning, mens broderen Thorvald B. tegnede broderimønstre. Familien tilhørte den kreds af kunstnere, der anført af maleren P.C. Skovgaard og hustruen, kunstbroderer Georgia Skovgaard fornyede kunstbroderiet i Danmark. Man syede ikke blot til hinanden, men også for andre mod betaling, ligesom der blev undervist i, hvordan en tegning kunne omsættes til et selvstændigt kunstværk.

I 1873 åbnede Johanne Bindesbøll sammen med væveren Kristiane Konstantin-Hansen Den Konstantin Hansen-Bindesbøll’ske Broderiforretning i Købmagergade, siden Østergade og Frederiksberggade. I en årrække var kunstbroderer Anna Sarauw knyttet til forretningen, 1876-88 som medindehaver. Også den myreflittige Marie B. var med i arbejdet, og hun opnåede i lighed med indehaverne priser på internationale udstillinger. Forretningen fik stor søgning og blev berømmet for sit gode udvalg af mønstre og materialer samt den kyndige vejledning. En række kvinder var ansat til at assistere i butikken eller arbejde hjemme med broderi. Med sit strålende humør var Johanne Bindesbøll den, der organiserede arbejdet og talte vanskelige kunder til rette. Samtidig var hun velformuleret og veltalende, når der skulle søges penge til studierejser, eller når faget skulle forsvares, og danske kunstnertraditioner kontra dårlige tyske forlæg skulle holdes i hævd. Forretningen fik mange store og krævende opgaver for både kirker og private, og kunstnerisk satte den præg på tidens tekstiler, således som det også var kunstnerkredsens intention. Fra malerne Constantin Hansen og P.C. Skovgaard overtog indehaverne en stor fond af forlæg, og maleren Elise Konstantin-Hansen samt Thorvald B. supplerede flittigt. Kunstnerisk blev Boden, som forretningen blev kaldt i den nærmeste kreds, en succes, men økonomien kunne være anstrengt, da det var svært at få arbejdet betalt efter fortjeneste.

I 1900 fik Johanne Bindesbøll og Kristiane Konstantin-Hansen til opgave at lede en del af arbejdet med at genskabe Frederiksborg Slots gobeliner, der var gået til ved en brand i 1859. Efter at have forberedt sig ved studierejser i England og Frankrig samt læretid i Paris lukkede de deres forretning i 1903 for at hellige sig vævearbejdet, skaffe materialer fra udlandet og genskabe K. van Manders gobeliner, der kun delvis eksisterede i aftegning. Det blev maleren N.C. Overgaard, der kom til at udføre kartonerne, og disses blanding af rekonstruktion og digt i de historiske temaer ansås allerede af samtiden for diskutabel. Kritikerne mente, at Overgaards farveopfattelse og valg af garn fik gengivelserne til at ligne malerier, og at gobelinteknikkens virkemidler ikke blev fuldt udnyttede. Det fornemme vævearbejde udførtes på to vævestuer i København fra 1901, den ene under ledelse af Johanne Bindesbøll og Kristiane Konstantin-Hansen. Da sidstnævnte døde i 1925, fuldførte Johanne Bindesbøll arbejdet i 1928. Johanne Bindesbøll værnede til sin død om kunstnerkredsens arbejder og sørgede for fyldig repræsentation på bl.a. Frederiksborgmuseet, Kunstindustrimuseet og Museet på Koldinghus.