Elise Konstantin-Hansen

Elise Konstantin-Hansen blev født i en familie, hvor faderen var kunstner, og flere af hendes otte søskende viste kunstneriske anlæg. En broder Sigurd K.-H. var maler, senere præst, mens en søster Kristiane K.-H. drev en broderiforretning sammen med Johanne Bindesbøll i årene 1873-1903. I forretningen udførte Elise Konstantin-Hansen som ganske ung kunstbroderi efter såvel egne mønstre som efter forlæg af flere af tidens kendte kunstnere, fx til møbelbetræk og sofapuder. Senere, især efter faderens død i 1880, blev hun sammen med arkitekten og formgiveren Thorvald Bindesbøll forretningens vigtigste kunstneriske støtter. Kun undtagelsesvis blev andre tegnere benyttet. I hjemmet modtog hun undervisning i maleri og tegning af faderen og 1879-80 af Christen Dalsgaard i Sorø. Senere gik hun en tid hos L. Tuxen, og 1885-86 var hun elev af G. Leroux i Paris. Efter et ophold på Askov Højskole 1886-87 søgte hun 1888 ind på Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder på modellinien.

I 1882 debuterede Elise Konstantin-Hansen på Charlottenborgs Forårsudstilling med billedet Før Skoletid, og hun fortsatte med at udstille på Charlottenborg indtil 1892. I 1885 modtog hun Neuhausens Præmie for maleriet Drenge uden for en Grønthandel, der ligesom debutarbejdet var et naturalistisk genrebillede. Videre søgte hun dannelse gennem rejser til Italien 1891 og Grækenland 1894-95 sammen med Ingeborg og Niels Skovgaard, begge gange på Akademiets stipendium. Hun udstillede på Den frie Udstilling første gang 1893 og med afbrydelser frem til 1928. Blandt hendes arbejder det første år var en akvarel, der forestillede en grib i et øde landskab, et arbejde, hvis symbolistiske overtoner tiltrak bl.a. forfatteren Johannes Jørgensens opmærksomhed. I udlandet var Elise Konstantin-Hansen repræsenteret på verdensudstillingerne i Paris 1889 og Chicago 1893, på Almänna konst- och industri-utställningen, Stockholm 1897, og på Dänische Ausstellung, Berlin 1910-11, samt på Danish Art Treasures Through the Ages, London 1948.

På Thorvald Bindesbølls foranledning fandt en lille gruppe kunstnere 1883-84 sammen i pottemager Johan Wallmanns værksted på Utterslev Mark. Gruppen bestod foruden Elise Konstantin-Hansen af de to brødre Niels og Joakim Skovgaard, deres søster Suzette Holten og Theodor Philipsen. Her eksperimenterede de gennem nogle år med det keramiske materiale, og kunstnerfællesskabet fik en gensidig afsmittende virkning på deres produktion. I årene 1885-91 opnåede Elise Konstantin-Hansen med sit udpræget dekorative formsprog originale, til tider fremragende resultater. Det fremgår bl.a. af en række fade og krukker med frit fabulerende plante- og dyreornamentik, fx mus på græskar og frø i vandhul, og med en fantasifuld anvendelse af glasurerne. Man mærker hendes glimrende sans for naturiagttagelsen, og stilistisk fandt hendes interesse for japanismen ofte markante udtryk, som fx i et fad fra 1887 med dekoration af blæretang, som hun selv henregnede til sine bedste keramiske arbejder. Især fugle- og dyrelivet ved stranden havde hendes bevågenhed, og hendes keramiske arbejder var ikke mindst præget af indtrykkene fra gentagne ophold på Limfjordsøen Venø, hvor broderen Sigurd var præst. 1887 stod kunsthistorikeren Karl Madsen bag dannelsen af Dekorationsforeningen, som netop skulle fremme initiativer på linie med den lille kunstnergruppe i Utterslev. På Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København 1888 var medlemmernes værker samlet på én stand, hvor de fremstod som en fornyelse af en særlig dansk håndværkertradition inden for pottemageriet. Ikke mindre bemærkelsesværdigt var det, at to kvindelige kunstnere ved denne lejlighed fik deres gennembrud, nemlig Holten og Elise Konstantin-Hansen. Gruppens præsentation kan betragtes som indledningen til den særlige epoke i dansk kunstindustri, som bredt går under navnet Skønvirke. Elise Konstantin-Hansen bibeholdt interessen for kunsthåndværket gennem årene, fx samarbejdede hun med væver Georg Jensen i Kolding, for hvem hun bl.a. tegnede Skovdugen. 1935 udgav hun sammen med Agnes Fink og med støtte fra Ny Carlsbergfondet to hæfter med korsstingsmønstre. I forhold til kunsthåndværkeren Ernestine Nyrops hæfter, der loyalt gengav danske mønstre, fortolkede og komponerede Elise Konstantin-Hansen mønstre fra den antikke europæiske kultur. Hun havde faderens store dekorative sans, men en mere umiddelbar naturglæde og en lettere hånd.

De modernistiske træk i Elise Konstantin-Hansens keramiske arbejder smittede af i hendes maleri, hvilket især blev mærkbart efter hendes indtræden i Den frie Udstilling. I maleriet fastholdt hun herefter en udpræget dekorativ holdning i sine motiver, som dog altid var fast forankrede i naturoplevelsen. Fuglene, såvel de vilde som de domesticerede, havde en særlig plads i hendes kunst, som det ses af en række arbejder, hun udstillede på Den frie Udstilling gennem årene, fx Hønsene paa Morgenudflugt, 1898. Hun udstillede separat i Kunstforeningen 1891 og i Dansk Kunsthandel 1905 og 1917. Endvidere var hun repræsenteret på Kvindelige Kunstneres retrospektive Udstilling 1920. Elise Konstantin-Hansen var vokset op og havde i sin ungdom færdedes i udpræget grundtvigske kredse, og ligesom søsteren pædagogen Thora Constantin-Hansen, som Elise Konstantin-Hansen i en periode også delte hjem med, blev hun præget af højskoletanken. Da præsten V. Brücker i 1899 stiftede en folkehøjskole i Ågård ved Kolding, blev hun således tilknyttet som lærer, og indtil 1916 underviste hun her i tegning og kunsthistorie. Hun udgav flere erindringsværker: Minder og Oplevelser, 1929, Små kapitler af et langt liv, 1935, og Samliv med dansk Kunst, 1937. Desuden skrev hun om sin fader i Erindringsbillede af Constantin Hansen i Artes, 1936, og anmeldelser og artikler om danske kunstnere til Højskolebladet.