Thora Constantin-Hansen

Thora Constantin-Hansen var yngste barn af ni i et nationalt sindet kunstnerhjem, der trods relativ fattigdom dannede en levende, varm ramme om de mange børns opvækst. Familien hørte til den grundtvigske valgmenighed i Vartov, og børnene blev hjemmeundervist, først og fremmest af moderen. Den ældste søster Kristiane Konstantin-Hansen blev gobelinvæver og aktiv i Dansk Kvindesamfund, søsteren Elise Konstantin-Hansen en anerkendt dyremaler, men Thora Constantin-Hansen var “en stor Læsehest” og blev kun 15 år gammel optaget på N. Zahles privatlærerindekursus. Efter halvandet år, hvor hun ikke mindst prægedes af Bertha Hahns religionstimer og Henriette Skrams historieundervisning, kom hun en sommer på Askov Højskole og derefter ud som huslærerinde. Senere blev hun ansat ved en privat drengeskole i København Hjemmet ramtes i Thora Constantin-Hansens ungpigeår af sorger. Faderen blev dement, en broder druknede, en søster blev sindssyg, og Thora Constantin-Hansen var tidligt overladt til sig selv.

I 1896 blev Thora Constantin-Hansen knyttet til Samfundet for Vanføre (SV), senere Samfundet og Hjemmet for Vanføre, stiftet af præsten Hans Knudsen i 1872. I 1893 havde forstanderinden for SV Johanne Petersen stiftet Hjemmet for Vanføre, så de ofte multihandicappede børn og unge kunne bo sammen, mens de oplærtes, dels i SVs eget værksted, dels hos håndværksmestre ude i byen. Efter loven var disse elever fritaget for undervisningspligt, men Johanne Petersen fandt dette uforsvarligt, da eleverne for engang at kunne klare sig selv ville få brug for almindelig skolelærdom. Det var således på hendes initiativ og i tæt samarbejde med hende, at Thora Constantin-Hansen i 1896 begyndte dette skolearbejde. Hjemmet for Vanføre modtog i de første årtier ikke offentlig støtte. Den tilknyttede børneskole opnåede dog med Thora Constantin-Hansen som leder i 1898 anerkendelse og tilskud fra Københavns kommunale skolevæsen. Betingelsen var, at skolen blev underkastet offentligt tilsyn, og at lederen tog lærereksamen. Efter råd fra pædagogen Ida Falbe-Hansen fik hun eksamenskommissionens tilladelse til at gå op uden forberedelse og aflagde eksamen 1898.

Thora Constantin-Hansen var stærkt optaget af eksperimenterende undervisning, tilpasset det enkelte barn. Målet var at gøre eleverne selvhjulpne, fysisk som intellektuelt, og inspirationen kom bl.a. fra hendes barndomserfaringer. Moderens undervisning havde været fri for tvang, og hun huskede dette frivillighedens princip som en stærk drivkraft. I de første år måtte hun flere gange sætte sin stilling ind på at få lov til at håndhæve sine principper, men fra 1900, da Niels Bang blev viceskoledirektør i København, fik hun en forstående chef og dermed arbejdsfred. Dog ikke på hjemmefronten. Uroen skyldtes paradoksalt nok, at arbejdet lykkedes over al forventning, og at både Johanne Petersen og Thora Constantin-Hansen tilskyndet af succesen gik videre i deres krav om rettigheder for vanføre børn og unge. Og i den fælles kamp for vanføresagen kom de i stigende grad til at anskue mål og midler forskelligt. Johanne Petersen blev forkæmper for en skole, der nøje fulgte folkeskolen, Thora Constantin-Hansen stadig mere overbevist om, at det enkelte barns behov var altafgørende. I 1918, efter 22 års pionergerning, tog hun konsekvensen og forlod institutionen.

I tiden før Første Verdenskrig havde Thora Constantin-Hansen både på skrift og i tale informeret om sine undervisningserfaringer. I 1914 studerede hun Arbejdsskolens metoder hos J. Ligthart i Holland og England og hørte for første gang om den italienske børnehavepioner Maria Montessori. Thora Constantin-Hansen havde i vanføreundervisningen erfaret, at børnene ved at bruge deres sanser og opøve deres muskler kunne udvikle sig intellektuelt, når de fik behov for det. Nu så hun, hvor vidt Montessori kunne bringe normale børn mellem tre og syv år, og fik lejlighed til at afprøve hendes undervisningsmateriale. Under Første Verdenskrig underviste hun de yngste børn i vanføreskolen, der efterhånden havde ca. 100 elever, efter Montessoris principper. Hun samarbejdede i disse år med den senere forstander for Egelundshuset Johs. Rosbach, der var ansat som lærer i SV. I 1917 stiftedes Det danske Montessori-Selskab i Thora Constantin-Hansens hjem, blandt medstifterne var psykoanalytikeren Sigurd Næsgaard.

Året efter blev Thora Constantin-Hansen en af hovedkræfterne bag oprettelsen af Montessoriskolen Egelundshuset ved Frederikssund, men valgte, efter et års forløb, ikke at lægge sin arbejdskraft dér. I 1919 arbejdede hun med hjemskoleundervisning i Sønderjylland og fik i 1920 mulighed for i samarbejde med daværende skoleinspektør G.J. Arvin at oprette en Montessoribørnehave ved Skolen på la Coursvej på Frbg. I 1921 fik hun ministeriel støtte til et længere kursus i London, ledet af Montessori, og oprettede derefter sin egen hjemskole i Himmelev ved Roskilde fjord, et minibørnehjem, der på adskillige områder samarbejdede med Egelundshuset. Børnene kom fra børnehjem, familiepleje eller direkte fra familien, som fx den etårige Leif Panduro i 1924. Blandt hendes første elever og medarbejdere var Sofie Madsen, der allerede i 1924 begyndte sit banebrydende arbejde med autistiske børn, også hun i Himmelev og i samarbejde med Thora Constantin-Hansen. 1930-39 drev Thora Constantin-Hansen en lille skole i Ågård ved Kolding, hvor bl.a. to af hendes tre plejebørn var blandt eleverne. I 1939 vendte hun tilbage til København

Thora Constantin-Hansen bidrog såvel gennem adskillige tidsskriftsartikler og småskrifter, bl.a. i Højskolebladet, som ved en udstrakt foredragsvirksomhed til den pædagogiske debat. Hun oversatte og udgav bøger om Montessoripædagogik, bl.a. Bogen om Montessori, 1950, og hun skrev børnebøger og levnedsskildringer samt sine erindringer Et Skoleliv i Strid og Fred, 1935. Hun slap aldrig sin barndoms tilknytning til de Kold-Grundtvigske friskoletanker, men tog afstand fra den “halvtvang”, der i denne periode blev dominerende i friskolen. Thora Constantin-Hansen var pioner og på mange måder forløber for de pædagogiske nyskabelser i årtierne 1910-30. Hendes økonomiske forhold var altid vanskelige, bl.a. på grund af myndighedernes skeptiske holdning til hendes eksperimenter.

Sofie Madsen: Et tilbageblik, 1978. Elise Konstantin-Hansen: Små kapitler af et langt liv, 1935. Gerda Svanenskjold: Samfundet og Hjemmet for Vanføre, 1929. Sigurd Næsgaard: Egelundsskolen, 1926.