Sofie Madsen

Sofie Madsen blev født i Meløse, hvor faderen arbejdede som landmand. Moderen, der var uddannet mejerske og tilhørte Luthersk Mission, hjalp til med gårdens drift. Sofie Madsen var næstyngst af fire søskende. Da hun var fire år, døde faderen, og moderen var tvunget til at forlade ejendommen. I Hillerød købte hun et lille hus og forsøgte at finde arbejde. De to mindste børn blev anbragt hos familie; Sofie Madsen hos slægtninge i Jylland. Situationen udløste et chok hos Sofie Madsen, der længtes så hjerteskærende efter sin moder og søskende, at det blev nødvendigt at afbryde opholdet og sende hende hjem. Hendes senere beskrivelser af barne- og ungdomsårene indikerer, at hun oplevede en form for autistisk tilstand. Denne erfaring brugte hun senere som grundlag for sin forskning i autistiske børn, og hun blev pioner på et område, der indtil da havde været ubeskrevet.

I 1911 forlod Sofie Madsen skolen, da hun var svært ordblind, et handicap, der ikke var erkendt på den tid. Da hendes søskende klarede de boglige krav med glans, fik hun selv og andre det indtryk, at hun var ubegavet. Hun blev indelukket og levede i sin egen verden. Kun i naturen som feriebarn på landet følte hun sig fri: “Der var ingen, der roste eller dadlede,” skrev hun senere. Fra sit 15. til 19. år arbejdede hun som hjemmesyerske. I den forbindelse oplevede hun, at hun havde en særlig evne til at komme i kontakt med de børn i hjemmene, der blev betragtet som vanskelige. Da hun senere blev barnepige hos forskellige familier, blev det de “trodsige og opsætsige børn”, hun især kom til at holde af. Hun forstod deres adfærd og vidste, at belønning og straf i opdragelsen ville skabe trods og splid med omgivelserne, fordi det havde hendes egne reaktioner lært hende. Hun søgte ind på et spædbørnshjem i Hørsholm, hvor hun efter et halvt års uddannelse fik mulighed for at arbejde med børn som uddannet medhjælper. Hun var herefter ansat på forskellige børnehjem, men måtte skuffet konstatere, at hun ikke fandt de forhold, hun ledte efter. Derefter var hun ansat som kokkepige hos en familie i Hillerød, og selvom hun intet kendskab havde til madlavning, lærte hun hurtigt det nødvendige. I hjemmet stiftede hun bekendtskab med to personer, der skulle få afgørende indflydelse på hendes senere arbejde: pædagogen Thora Constantin-Hansen og præsten V. Brücker. I Constantin-Hansens lille skrift Barneparadiset, 1920, blev hun præsenteret for den italienske reformpædagog Maria Montessoris idéer, og denne pædagogik bekræftede Sofie Madsen i hendes egne iagttagelser. Samtidig læste hun i Højskolebladet nogle artikler af den grundtvigske frimenighedspræst Brücker. Han gav i stærke vendinger udtryk for retten til frihed i kristen tro og tale, som Sofie Madsen beskrev det: “Ikke ét ord om, hvad jeg SKULLE tro eller gøre, men netop en frigørelse fra det tillærte.” Tanken om “barneparadiset” pressede på, og 1922 blev hun ansat som elev i Constantin-Hansens Montessoriskole Hjemly ved Roskilde. Hjemly husede på det tidspunkt kun fire-fem børn, og Sofie Madsen følte sig i begyndelsen i god overensstemmelse med hjemmets idéer og blev i øvrigt også vegetar. Alligevel måtte hun efter et års arbejde konstatere, at “paradiset udeblev”, at hun nok var enig med kernen i Montessoris lære, men ikke i metoderne. Hun blev havebrugselev hos en gartner i Ågård, og kunne her leve tæt ved Ågård Frimenighed, hvor der var mennesker, hun følte sig i overensstemmelse med. Hendes skyhed forhindrede hende dog i at søge personlig kontakt med andre, men via sit ophold mødte hun bl.a. maleren Olivia Holm-Møller og friskolelæreren og maleren Jens Nielsen.

I slutningen af 1924 overlod Constantin-Hansen et spædbarn i Sofie Madsens varetægt og lovede at betale for det, da hun ikke selv kunne beholde det. Samtidig fik Sofie Madsen nys om en seksårig psykotisk dreng, som havde vist sig uanbringelig. Hun tog ind på Københavns. kommunes magistrat, der indvilligede i at anbringe drengen hos hende for 100 kr. om måneden. Hermed begyndte hun det arbejde, der skulle føre til Himmelev Børnehjem. De første år som plejemoder var krævende: økonomien var stram, og samværet med de sarte, sære børn samt det fysisk hårde arbejde sled på hende. Til gengæld gav hverdagen med børnene livet mening og indhold. Efter først at have boet med børnene hos sin moder, flyttede hun i 1926 til en lille ejendom, Havrekilde, der tilhørte Roskilde Højskole. Hun havde nu seks børn i sin varetægt. Børnene blev undervist gratis i Constantin-Hansens hjemskole, og de to kvinder respekterede hinandens arbejde. I disse første vigtige år blev Sofie Madsen bestyrket i sin tro på, at også de sjælelige reaktioner var lovbundne og ikke, som man almindeligvis mente, udtryk for den enkeltes frie valg. Desuden så hun, at svære psykiske forstyrrelser ofte havde rod i, at den enkeltes behov for personligt medansvar aldrig var blevet tilfredsstillet. For Sofie Madsen blev målet derfor at forsøge at aktivere de selvvirkende kræfter i barnet uden brug af trusler og tvang. Med sin unikke evne til at lytte til barnet og kommunikere selv med sprogløse børn arbejdede hun for at forstå det enkelte barns behov. Det var vigtigere for hende, at børnene fik en god livskvalitet, end at de tilpassede sig socialt.

I 1928 lejede Sofie Madsen hele ejendommen og ansatte sin første medhjælper. Der var nu 10-11 børn på hjemmet. En ny tilskudsordning i 1933 muliggjorde endnu en udvidelse, og hjemmet blev formelt anerkendt som børnehjem med plads til 14 børn. I begyndelsen havde det været Københavns værgeråd, der havde benyttet hjemmet, og særlig Inger Parkov fra Københavns børneværn og Overinspektionen for Børneforsorgen erkendte tidligt hjemmets muligheder. I 1938 bevilgede Magistraten et fast psykiatrisk tilsyn, der først blev varetaget af Otto Jacobsen, senere af Georg K. Stürup, Hilmar Philipsen-Prahm, Axel Arnfred og fra 1954 Jens Egsgaard, hvorved der blev skabt en praktisk tilknytning til Rigshospitalets psykiatriske børneafdeling. Samarbejdet med psykiaterne gav Sofie Madsen inspiration til stadig efteruddannelse med læsning af faglitteratur, som hun brugte nattetimerne til at studere i sin seng, der i 40 år stod sammen med børnenes på sovesalen. Årtier før det ellers blev almindeligt, begyndte hun 1940 at føre systematisk journal over hvert enkelt barn, hvilket efterhånden gjorde det muligt for hende at etablere en teoridannelse. I 1941 købte hun med Magistratens hjælp en nærliggende villa, Højbo, med plads til seks børn. På Højbo anbragtes de børn, som det ikke var muligt at sende tilbage til familie eller andre børnehjem, efter at behandlingen var afsluttet. Hjemmet havde således på dette tidspunkt gennemgået en udvikling fra et mere almindeligt børnehjem til et behandlingshjem for især autistiske og psykotiske børn. 1947 blev det omdannet til en selvejende institution under navnet Himmelev Børnehjem med bl.a. psykiater Hjalmar Helweg og psykolog Edgar Tranekjær Rasmussen i bestyrelsen. To år senere kunne man købe endnu et hus, Oasen, og indrette ekstra skolepladser og bolig. I 1967, da Sofie Madsen fyldte 70 år, havde 300 børn opholdt sig på hjemmet. Mange af disse børn, der af samtiden var blevet opfattet som åndssvage eller sindssyge, klarede siden at leve velfungerende liv, hvilket bl.a. en undersøgelse til brug for Socialministeriet dokumenterede i 1952.

I Sofie Madsens forfatterskab, der var baseret på de omhyggeligt nedskrevne cases og overvejelser, videregav hun et værdifuldt materiale. I 1956 udgav hun Hvad børnene lærte mig og 1974 Tanker, der tog form undervejs. Desuden udkom det lille erindringshefte Et tilbageblik, 1978. Endvidere optog hun film på hjemmet til belysning af sin terapi. I 1961 modtog hun Landsforeningen for Mentalhygiejnes Antoniuspris og hædersgave fra overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat, 1963 hædersgave fra Svend Bergsøes Fond og 1966 fra fabrikant Chas. Otzens Fond. Disse hædersbevisninger gav hende ikke kun en officiel anerkendelse, men også en omtale, der gjorde hele landet opmærksom på hendes usædvanlige indsats. Inden da var hun dog allerede kendt i de nordiske lande gennem debat i børnepsykiatriske kredse og artikler i fagblade. Selv efter pensionsalderen fortsatte hun sit arbejde. Da hun i 1977 fyldte 80 år, sluttede overlæge Egsgaard sin hyldest til hende sådan: “Man bliver aldrig færdig med Sofie Madsen. Et sært og forunderligt rigt menneske, der stadig giver os rundhåndet af sin menneskelige rigdom.”