Ernestine Nyrop

Ernestine Nyrop voksede op som enebarn i et kunstnerisk miljø, som var præget af den stærke nationalfølelse, der var fremherskende i store dele af det danske samfund efter tabet af Sønderjylland i 1864. I barndomshjemmet var der nære forbindelser til de grundtvigske højskolekredse på Askov og Vallekilde. Ernestine Nyrops fader var arkitekten Martin N., der senere blev professor ved Kunstakademiet, og hendes morbroder var komponisten og reformatoren af den danske kirkemusikalske tradition Thomas Laub. Ernestine Nyrop uddannedes først på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, og som forberedelse til optagelse på Kunstakademiet besøgte hun bl.a. malerne N.V. og Bertha Dorphs skole, ligesom hun modtog undervisning af faderen. 1909-15 var hun elev på Kunstakademiet, hvor hun tog afgang fra dekorationsskolen med Joakim Skovgaard som lærer. I perioden 1920-33 udstillede hun seks gange på Charlottenborgs Forårsudstilling og på Kunstnernes Efterårsudstilling 1916-17 og 1919.

Ernestine Nyrops kunstneriske indsats i de tidlige år bar præg af, at hun var datter af Martin N. Således udførte hun sammen med andre kunstnere 1912-13 en række vægmalerier i freskoteknik til sygestuerne på Bispebjerg Hospital, som hendes fader var arkitekt for. Motiverne var sjællandske landskaber og forskellige blomster og fugle. 1914-18 udarbejdede hun kartoner til fem glasmosaikvinduer til koret i Luther Kirken, som faderen sammen med Julius Smith havde bygget. Motiverne var Adam og Eva i Paradis, Syndefaldet, Uddrivelsen af Paradis, Englen vogter Paradis og Det nye Jerusalem. Alt enkelt og smukt komponeret, inspireret af middelalderlig glasmaleritradition. I samme tidsrum udførte hun store vægmalerier til andre kirker, således Englen og de tre Kvinder ved Graven, 1914, til Lyngby Kirke i Vendsyssel. Til Skt. Andreas Kirke udførte hun 1920 De hellige tre Konger og Kvinderne ved Graven. Begge udsmykninger var udført i en enkel middelalderstil, der var påvirket af læreren Skovgaard. I forbindelse med Genforeningen med Sønderjylland i 1920 fulgte andre kirkelige opgaver. Således tegnede hun udsmykning til to Genforeningsklokker til Emmerlev Kirke i Sønderjylland og arbejdede i de følgende år bl.a. med kirkerestaureringer i landsdelen.

Interesse for tekstile arbejder udført i vævning, og især broderi, havde Ernestine Nyrop gennem hele livet. I 1905 var faderen blevet medlem af bestyrelsen i Dansk Husflidsselskab, og to år senere var han medstifter af Selskabet Hedebosyningens Fremme. Tidligt tegnede Ernestine Nyrop broderimønstre til de to selskaber og var med til at arrangere deres udstillinger. I 1909 tegnede hun et salmebogsbind, der blev udført i guldbroderi. Under sin elevtid på Kunstakademiet havde hun lært maleren og kunsthåndværkeren Margrete Drejer at kende, og de to indledte et livslangt samarbejde med henblik på at udbrede kendskabet til og højne kvaliteten af broderier, verdslige såvel som kirkelige. I 1918 afholdt Ernestine Nyrop sammen med Drejer og Mary Elisa Havning en særudstilling af malerier og dekorative arbejder, herunder adskillige broderier og vævede arbejder, eller mønsterforlæg til samme. I samarbejdet mellem Ernestine Nyrop og Drejer, var det ofte Ernestine Nyrop, der tegnede forlæg til broderierne, som Drejer så tilrettelagde og udførte. Men Ernestine Nyrop leverede også tegninger til broderier, der indgik i de håndarbejdsbøger og artikler, som Drejer var medforfatter af. I tidens løb udarbejdede hun broderimønstre til en række forskellige kirkelige tekstiler, såsom alterduge, altertæpper og messehagler. Inspirationen fandt hun ofte i den oldkristne og middelalderlige kunst. Efter de forrige generationers forsømmelser og ringe kendskab til de liturgiske traditioner ønskede hun at hæve især den håndværksmæssige kvalitet af kirkernes tekstile udstyr. Flere af disse arbejder er i dag bevaret, bl.a. i Maribo Domkirke.

Ernestine Nyrop gjorde også en indsats for at vække interessen for gamle danske almuebroderier, specielt udført i korssting. I 1930 udgav hun med støtte fra Ny Carlsbergfondet Danske Mønstre til Syning og Vævning I-II, et udvalg af tegninger af nord- og vestsjællandske korsstingsmønstre, desuden med eksempler fra Amager. Formålet var at gøre opmærksom på de gamle broderimønstres sikre komposition, farvesans og enkle skønhed samt at bringe fornyelse til det kvindelige håndarbejde, som det udfoldede sig i hjemmet med bl.a. dækketøj, gardiner og beklædning til børn. Heri lå hun på linie med andre kunstnere og museumsfolk i samtiden og med Selskabet til Haandarbejdets Fremme, oprettet i 1928. I 1937 blev Ernestine Nyrop kunstnerisk konsulent ved Dansk Paramenthandel, stiftet i 1895 af Johanne Blom og Magdalene Buch. Firmaet havde til formål at virke for en højnelse af kvaliteten af de kirkelige tekstiler ved at udarbejde kunstnerisk forsvarlige, men også økonomisk overkommelige, modeller til tekstilt kirkeudstyr. Ernestine Nyrop indgik i arbejdet med stor interesse og var virksom i firmaet til 1959.

Efter moderens død i 1933 overtog Ernestine Nyrop forældrenes smukt beliggende villa ved Gentofte Sø, som faderen havde bygget. Fra 1941 boede hun under tag med lærerinde Helene Valborg Rønne, men da denne flyttede i 1956, slog Ernestine Nyrop sig året efter ned i Ordrup, hvor hun boede til sin død i 1975. Ernestine Nyrops kunstneriske indsats, især på det tekstile område, er i dag ikke særlig kendt. Men sætter man hendes arbejde ind i en større tidssammenhæng, er det udtryk for den generelle højnelse af den håndværksmæssige og kunstneriske kvalitet, der prægede det danske kunsthåndværk fra slutningen af 1800-tallet og ind i 1900-tallet.