Margrete Drejer

Faktaboks

Margrete Drejer
Født
13. oktober 1889, København
Død
15. maj 1975, Frederiksberg
Arbejdsliv
Skoleleder og kunsthåndværker
Familie

Forældre: tømmerhandler Jens Nielsen D. (1845-1914) og Marie Hansen (1859-1943).

Artikelstart

Margrete Drejer blev i sit meget aktive liv en af de betydeligste kvinder i det omfattende arbejde efter Første Verdenskrig med at konsolidere og fundere håndarbejdsundervisningen i tekstil- og kulturhistorie. Hun gjorde et banebrydende arbejde for at fremskaffe materialer til kvalitetsmæssigt forsvarlige modeller og fik betydning for pigers og kvinders undervisning på alle alderstrin, ligesom hun var med til at stille dagsordenen for uddannelse af håndarbejdslærere især til højskoler. Som kunsthåndværker lå hendes største selvstændige produktion inden for kirketekstiler og syning af faner.

Margrete Drejer voksede op på Amager, hvor faderen drev en stor tømmerhandel. Både hendes moder og mormoder var dygtige til håndarbejde, og da en moster styrede huset, fik moderen og døtrene megen tid til broderi. Margrete Drejers fire år ældre søster Valborg D. lærte broderi hos Kristiane Konstantin-Hansen og Johanne Bindesbøll og blev en dygtig håndarbejdslærer. I 1921 flyttede moderen og de to døtre til et rækkehus i Brønshøj, hvor de boede resten af deres liv i et tæt fællesskab om Margrete Drejers tekstile opgaver.

1904-08 var Margrete Drejer elev på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder dels i malerklassen, dels i broderiklassen. Her lærte hun bl.a. guldbroderi, hedebosyning og kunstbroderi. Da faderen 1908 tabte mange penge på et byggekrak, måtte Margrete Drejer selv tjene til livets ophold. Guldbroderi, bl.a. på faner, var den tids bedste tekstile indtægtsmulighed, og Kvindelig Idrætsforening blev hendes første kunde. 1909 var hun på Frederiksborg Højskole i Hillerød og blev året efter optaget på Kunstakademiets dekorationsskole hos professor Joakim Skovgaard. Her traf hun Ernestine Nyrop, med hvem hun indledte et livslangt samarbejde. Allerede i studieårene fik de en stor maleopgave sammen, og lønnen brugte de til en studietur til Italien. Senere fulgte studieture til tekstilsamlinger i bl.a. Lund og Stockholm, ligesom der blev analyseret og tegnet af i danske museer. I 1930 gav et stipendium Margrete Drejer mulighed for seks ugers studier i The Victoria and Albert Museum i London.

Efter sin afgang fra Kunstakademiet i 1914 underviste Margrete Drejer i broderi hos Clara Wæver og udførte sideløbende private bestillingsarbejder, især faner til en række håndværkerlaug. Margrete Drejers første messehagel blev syet til Christians Kirke på Christianshavn. Fra 1921 var hun tilknyttet Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder som lærer i broderi og tegning, og 1924-29 ledede hun sammen med arkitekt Gunnar Biilmann Petersen skolen. Hun skulle bl.a. styrke skolens forbindelser til ungdomsskolerne. Herefter fulgte flere undervisningsopgaver, men aldrig faste ansættelser, og hun ernærede sig ved bestillingsopgaver, bl.a. af kirketekstiler i samarbejde med Dansk Paramenthandel. Til messehagler brugte hun utraditionelle materialer, fx silkebrokade og hør, hvor det almindeligt anvendte på den tid var fløjl.

Omkring 1930 tilbragte Margrete Drejer og Nyrop en sommer på Askov Højskole, hvor de udviklede nye modeller til Margrethe Christiansens håndarbejdsundervisning. Et par år senere blev Margrete Drejer bedt om at udarbejde den første modelsamling til det nyetablerede Højskolernes Håndarbejde (HH), der skulle fremskaffe kvalitetsprægede håndarbejder til en historisk begrundet fornyelse af undervisningen på høj- og ungdomsskoler. I dette arbejde anvendte hun sin historiske viden, ligesom hun tog udgangspunkt i nogle af Nyrops tegninger. Til Margrete Drejers modeller anvendtes fortrinsvis gamle danske broderiteknikker, der var gået i glemmebogen. HH arrangerede derfor hver sommer lærerindekurser, som Margrete Drejer tilrettelagde. En født pædagog var hun imidlertid ikke; hun stillede tårnhøje krav til teknik, viden og holdning, men hun var vanskelig at komme udenom i den daværende håndarbejdsverden på grund af sin store erfaring og viden. Det ses tydeligt i det progressive trebindsleksikon Berlingske Haandarbejds-Bog, 1943-44 og 1950, hvor Margrete Drejer ubetinget var den største bidragyder af de i alt 34 forfattere. Hun skrev naturligvis om guldbroderi og hedebosyning, men overraskende også mange og lange artikler om hækling, der indtil da havde rangeret helt i bunden af teknikhierarkiet. Det var simpelthen dårlig smag. Hun fremstillede hækling som den meget differentierede teknik, den kan være, og tog således større hensyn til teknisk valeur end til tidens smagsparametre. Desuden skrev hun en række kulturhistoriske artikler og skarpe boganmeldelser, bl.a. til Dansk Husflidstidende.

Den længstrækkende betydning fik imidlertid Margrete Drejers store arbejde med at fremskaffe nye forsvarlige materialer, bl.a. ligetrådet stof, så geometriske mønstre fx blev kvadratiske og ikke langstrakte i formen. En særlig indsats blev gjort for at fremskaffe acceptable farver, især på garner, og her blev samarbejdet med farver Einar Hansen i Vejle banebrydende og fik stor betydning også for det tekstile kunsthåndværk. Det var FDB (Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger), der bekostede dette store udviklingsarbejde forud for den første modelsamling til HH. Margrete Drejer underviste aldrig selv børn, men udgav sammen med folkeskolelærerinde Johanne Arnbech-Jensen i 1936 bogen Sting og Mønstre for Skole og Hjem med et pædagogisk tillæg tre år efter. Bogens 7. og sidste oplag kom i 1962, og på broderiets område blev denne bog, hvad Gerda Bohn-Jespersens bog blev for kjolesyningslærere: håndbogen igennem årtier til brug for undervisning af både børn, unge og voksne.

Beskrivelser og portrætter af Margrete Drejer

  • Foto i Det Kgl. Bibliotek, Nationalmus.
  • Klara Sørensen: Historien om Højskolernes Håndarbejde, 1995. Nationalmuseets arbejdsmark, 1971.

Tilknytning til organisationer

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig