Clara Wæver

Clara Wæver var et af de ældste af syv børn i skipperfamilien Wæver i Stubbekøbing. Navnet stammede fra hendes oldefader, der var væver. Faderen havde opkaldt sit skib Marie Augusta efter sine døtre Clara Marie og Augusta. 1875 lagde han op og flyttede med sin kone og to døtre til København Clara Wæver lærte håndarbejde og underviste i Betzy Jacobsens pigeskole samtidig med, at hun arbejdede i S.B. Wiegands broderihandel. 1890 fik hun næringsbrev til detailhandel og startede broderiforretning på Vesterbrogade 62 sammen med søsteren, der netop var dimitteret fra N. Zahles privatlærerindekursus. Den beskedne driftskapital lånte hun af familien. Den første dags handel indbragte søstrene 13 øre, men senere skulle de få mange kunder både fra by og land. Forretningen blev om noget indbegrebet af god håndarbejdssmag, og den eksisterer stadig om end under navnet Eva Rosenstand og med adresse på Strøget. Clara Wæver forstod at knytte nogle af tidens mest yndede kunstnere, arkitekter og kunsthåndværkere til sig som mønstertegnere.

Søstrene Wæver udviste flid, pligt og gode manerer, og ikke mindst det sidste var en forudsætning for at få kræsne kunder. De var belæste, begavede og berejste. Clara Wæver var høj og statelig, søsteren mindre og lidt tunghør; bestemte var de begge, og de havde et medfødt talent for at se på en broderitegning, om der skulle ændres noget i linien eller proportionen. Til daglig stod Augusta W. for forretningen, mens Clara Wæver underviste. I slutningen af 1800-tallet fandtes en del håndarbejdsforretninger i byen, hvoraf de fleste efter Clara Wævers smag solgte broderier af tvivlsom kvalitet, både hvad angik materialer, mønstre og farver. Klunketidens hjem var fyldte med tekstiler, fx gardiner, puder, lyseduge og bordløbere, avisholdere og broderede billedrammer. Ofte var disse udført af hjemmets kvinder efter forlæg især fra Tyskland. Men ikke blot pyntetekstiler skulle kvinderne frembringe. Før ægteskab skulle enhver ung pige skaffe sig udstyr i form af linned til køkken og soveværelse, og der skulle broderes navn på alt, ligesom lette chemiser, underskørter og lommetørklæder skulle forsynes med broderede kanter. Hos Clara Wæver kunne det bedre borgerskabs døtre lære at sy og brodere, eller forældrene kunne bestille et fuldt monteret udstyr til den giftefærdige datter. Til forretningen var knyttet en række kvinder, der sad hjemme og syede på bestilling.

Hos Clara Wæver kunne man købe alle teknikker inden for broderi, men det var især korssting på stramaj, hvide broderiteknikker og kunstbroderi, som forretningen markerede sig indenfor. Med korssting og kunstbroderi i uld og silke førte hun traditionen videre fra Kristiane Konstantin-Hansens og Johanne Bindesbølls forretning, hvis broderier især var inspireret af antikkens mønstre og farver. Da den blev afhændet i 1903, købte Clara Wæver et stort antal tegninger og modeller, som derefter indgik i hendes beholdning. Nogle af disse broderier bliver stadig solgt. Maleren Kristian Møhl blev den moderne fornyer af broderier og vævninger omkring 1900, og han var især knyttet til Clara Wævers forretning. Den antikke inspiration afløstes med Møhls broderier af naturmotiver. Dyrekroppe og blomster brugtes rytmisk, ikke naturalistisk, og farveholdningen ændrede sig fra klare farver til dæmpede og nuancerede farvetoner, især vissengrønt og grågrønt. Der blev skumringsstemning i stuerne. På utallige udstillinger berømmedes disse nye mønstre, som også væveren Mette Westergaard blev en fornem fortolker af.

De traditionelle hedebobroderier fra egnen på Østsjælland blev eftersyet og solgt i stort tal i Clara Wævers forretning, der før århundredskiftet var den fornemste fortolker af disse hvide broderiteknikker. Hun fik flere kunstnere og især arkitekt Knud V. Engelhardt til at tegne mønstre i tidens smag, bl.a. til duge. Han havde en særlig evne til at få mønstrene til at vokse plastisk op fra stoffet, hvilket dog forudsatte den højeste broderiekspertise hos udøveren. Også kunsthåndværkeren Margrete Drejer tegnede hedebomønstre til Clara Wæver, og da hendes forretning i 1918 udgav tre bøger med hedebomønstre, var det museumsassistent Elna Mygdal, der skrev forordet. Mygdal havde sammen med bl.a. Sophy A. Christensen fra Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder og arkitekterne Martin Nyrop og Anton Rosen stiftet Selskabet Hedebosyningens Fremme, der skulle fremme netop nye mønstre tegnet af kunstnere. Fra Clara Wæver udgik kufferter med modeller bl.a. til højskoler i et forsøg på at styrke broderiundervisningen af unge piger ude i landet. Mange kirker blev udsmykket med broderier, bl.a. alterduge og gulvtæpper, fra hendes forretning. I 1903 var forretningen flyttet til en nybygget ejendom på Vesterbrogade. Søstrene fik lejlighed på 1. sal, og her flyttede også deres forældre ind tillige med niecen Agnete, der blev Clara Wævers plejedatter. Første Verdenskrig betød vanskeligheder med at skaffe gode materialer, især fra Tyskland og Belgien, og Clara Wæver afhændede forretningen i 1917 til N.C. Dyrlund, der i flere år havde forhandlet hendes modeller i sin Århusforretning.