Gerda Bohn-Jespersen

Gerda Bohn-Jespersen var ud af en stor søskendeflok. Hendes fader var en driftig foregangsmand inden for skov- og klitvæsen, der havde stilling først på Bornholm, siden rundt om i landet, bl.a. Thisted. I 1907 tog Gerda Bohn-Jespersen almindelig forberedelseseksamen som privatist, hvorefter hun uddannede sig til lærerinde og tog faglærerindeeksamen i håndarbejde. Fra 1917 var hun ansat ved Statens Haandgerningskursus for Lærerinder og 1922-59 seminarielærer ved N. Zahles Seminarium. Desuden var hun assistent i Håndarbejdstilsynet, ligesom hun underviste i kjolesyning ved De kommunale Fortsættelseskurser. I hjemmet på Nørre Farimagsgade holdt hun kurser til faglærerindeeksamen og blev senere husket for bemærkninger som “Er De god til Matematik?” og “Husk at De skal være Lærerinder, ikke Syersker eller Dameskrædderinder.”

I 1932 tog Gerda Bohn-Jespersen på studietur til Nürnberg og Wien for at se på håndarbejdsundervisningen i Tyskland, især Rosalie Schallenfelds udbredte metode, der byggede på forestillingen om, at systematisk indlæring af tekstile teknikker har indflydelse på karakterdannelsen. Sine indtryk fra rejsen beskrev hun i en artikel i Bog og Naal1932. Formålet med undervisningen var ifølge Gerda Bohn-Jespersen “at gøre Børnene selvstændige, udvikle deres Fantasi og aandelige Evner”. Midlerne var en omfattende lærerindeuddannelse, der skulle lægge vægt på fagets pædagogik, faglig litteratur og ikke mindst en systematisk og godt opbygget undervisning med samtale og selvstændighed i centrum. I 1934 udgav hun sit livsværk Pædagogisk-faglig Vejledning i Haandarbejde til brug for undervisningen på seminarierne og ved faglærerindeeksamen. I forordet pointerede hun, at det, der interesserede hende, var et dybtgående pædagogisk og fagligt studium, og at vejledningen gerne skulle være til nytte for prøvede såvel som uprøvede lærerinder. Håndarbejdsinspektør Birgitte Schou (g. Buhelt) understregede i bogens andet forord vigtigheden af, at der ved undervisning i håndarbejde lå praktisk øvelse, pædagogisk indsigt og teoretisk viden bag, og hun anbefalede bogen som en stor hjælp til alle kvindelige seminarieelever og håndarbejdslærere.

I anmeldelsen i Bog og Naal komplimenterede Anna Thomsen Gerda Bohn-Jespersens lærebog for de gode arbejdstegninger og veludførte fotografier og spåede den en lang levetid. Det kom til at passe, idet den blev meget benyttet de næste godt 50 år, så meget, at den i skoleregi blev opfattet som en bibel og stadig er at finde i mange håndarbejdslokaler. Selvom bogens intention var at opprioritere det pædagogiske stof, havde netop denne side svært ved at slå igennem, mens den faglige metode vandt indpas overalt. I 1960 blev der tilføjet et kapitel om kjole og maskinsyning for 8. klasse. I 1969 udkom den for sidste gang i 10. udg. I 1974 skrev Gerda Bohn-Jespersen i tidsskriftet Håndarbejde i skolen om håndarbejdsundervisningen for 50 år siden, og i 1978 bidrog hun med en artikel om sin fader til samlingen Skovens folk fortæller. Hun var et fåmælt og beskedent menneske, og hendes tilbageholdenhed kom til at stå i stærk kontrast til den udbredelse, hendes håndarbejdsbog fik.