Ingrid Ulbricht

Ingrid Ulbricht voksede op på proprietærgården Lilla Böslid ved Halmstad i Sverige. Faderen blev indremissionær, og gennem opvæksten kom hun i kontakt med missionsmiljøet i Danmark. Hun blev bl.a. konfirmeret af formanden for Indre Mission Vilhelm Beck. Efter at være blevet undervist i hjemmet til 17-års alderen virkede hun i nogle år som huslærerinde hos de indremissionske præster Carl og Otto Moe i Skjern og Skanderup ved Kolding. I 1892 blev hun forstanderinde for et diakonissehus og en sindssygeanstalt i Kropp i Slesvig. Ved sit giftermål i 1900 med professor Edmund U. flyttede hun til Dresden. Nogle år efter ægtefællens død vendte hun 1913 tilbage til Danmark, hvor hun blev knyttet til KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder), i Hellig Kors sogn, hvor Axel Beck, en søn af Vilhelm Beck, var præst. Det blev da også i KFUK, at hun i de følgende år kom til at indtage en række prominente poster.

Da Ingrid Ulbricht i 1915 overtog ledelsen af KFUKs Hovedforening i København efter komtesse Regitze Lerche var foreningen inde i en rivende udvikling. Den blev konsolideret med rejsningen af KFUKs bygning i Store Kannikestræde, indviet 1920, som Ingrid Ulbricht med sin ukuelige energi var en drivende kraft bag. Bygningen indeholdt bl.a. restaurant, bestyrelseslokaler, festsal, bibliotek og pensionat. I 1919 var hun en af initiativtagerne til oprettelsen af KFUK-spejderne, som hun også blev formand for. KFUK-spejderne var et kristeligt modstykke til Det Danske Pigespejderkorps, og formålet var at vinde indpas blandt navnlig de velstillede unge kvinder, som det traditionelle KFUK-arbejde ikke appellerede til. I Ingrid Ulbrichts formandstid indtil hendes død i 1937 fastholdt hun foreningens traditionelle profil med vægt på forkyndelse. Hun ledede selv en stor bibelkreds og holdt regelmæssig taler ved møderne i foreningen. Selvom hun mente, at landets prædikestole burde være tilgængelige også for kvinder, så var hun modstander af kvindelige præster, “Fordi Kvinden i Moderkaldet har en Ret, der er ligesaa betydningsfuld, ja, jeg fristes til at sige, betydningsfuldere end Præstekaldet.” Hun havde ikke visioner om KFUK som en organisation med et mere aktivt socialt sigte.

Ved siden af disse aktiviteter var Ingrid Ulbricht også forfatter. Hun udgav et par småfortællinger på tysk, ligesom hun under pseudonymet Ingelid Edmund, senere under eget navn, udgav en række fortællende og opbyggelige skrifter for unge piger. På bopælen Villa Karis i Bagsværd drev hun i nogle år et rekonvalescenthjem. Hun havde en plejesøn Børge, hvis søster, lærerinde Edith Bisgaard, også havde bopæl i hjemmet. Husstanden bestod desuden af husbestyrerinden frk. Lehman, som var fulgt med fra Tyskland. I 1929 modtog Ingrid Ulbricht Den Kgl. Belønningsmedaille i guld.