Sofie Horten

Sofie Horten var blandt de allerførste danske kvinder, som formåede at gøre journalistik til et bæredygtigt levebrød for kvinder og i hendes tilfælde uden en ægtefælles supplerende indkomst i ryggen. Hun var desuden den første kvinde, som blev optaget som medlem af Journalistforeningen, og senere blev hun også hovedbestyrelsesmedlem i Foreningen af Danske Fagblade og Tidsskrifter og medlem af Journalistforbundet.

I 1870 flyttede Sofie Horten til København fra barndomsbyen Svendborg. Fire år efter giftede hun sig med konditoren Heinrich H., som hun i 1880 flyttede til Sverige med, men ægteskabet led skibbrud. Tilbage i København tog hun initiativ til dets formelle opløsning. Hun havde da mistet to spædbørn. Skilsmissen 1884 var en erfaring, hun senere som skribent aldrig gjorde sine læsere bekendt med. Som selvforsørgende forsøgte hun at drive et pensionat med kombineret middagskøkken i et par år. Sin journalistiske løbebane indledte hun i 1888. En bekendt Hans Jensen redigerede Sorø Amtstidende, og heri debuterede hun, bl.a. med en artikel om et foredrag holdt af kritikeren Georg Brandes. Hun blev avisens første hovedstadskorrespondent og afsatte senere også stof til andre provinsblade og til hovedstadsaviserne Morgenbladet og Dagbladet. Hun betragtede journalistik som et hårdt job, hun ikke desto mindre kom til at elske, navnlig hvis hendes artikler kunne gøre en virkning. I journalistisk øjemed rejste hun 1893 til Finland og Rusland. I en årrække agiterede hun for kbh.ske skolebørns landophold i sommerferien. Fra 1896 og til sin død var hun redaktør af Husmoderens Blad, 1911 omdøbt til Hus og Hjem. Bladet var det første livskraftige, kommercielle organ af sin art oprettet af hendes medredaktør, den konservative Lauritz Emil Gotfred Stange. Inden for den kommercielle ugepresse blev Sofie Horten en af sin samtids mest kvindesagsvenlige journalister. Med portrætartikler og interview bidrog hun stærkt til at introducere bl.a. kvindesagens ledende skikkelser. Hendes fremstilling var venligsindet og kun undtagelsesvis skrevet med spids pen. Hovedsubstansen i det populære ugeblad, som især henvendte sig til kvinder fra de lavere mellemlag, var opskrifter, broderi og snitmønstre, modestof og husholdnings- og familieanliggender.

Sideløbende med bladjournalistikken var den sprogkyndige Sofie Horten engageret i oversættelser af tyske, engelske og svenske bøger. Endnu før sin journalistdebut oversatte hun 1885 Penge af den svenske forfatter Victoria Benedictsson. Sofie Horten kom tæt ind på livet af den fremtrædende romanforfatter i dennes sidste fire leveår og skrev i det göteborgske kvindesagsblad Framåt en fyldig nekrolog efter Benedictssons tragiske og opsigtsvækkende selvmord i København Sofie Horten forklarede dette endeligt som fremkaldt af venindens konstitutionelle livslede og dokumenterede det med citater fra deres korrespondance. Oversættelsesarbejdet kom til at strække sig gennem flere årtier. Det inkluderede bl.a. den østrigske pacifist Bertha von Suttners bestseller Ned med Vaabnene, 1892, flere af amerikaneren Ethel S. Turners meget læste ungpigebøger, såsom Syv Søskende, 1895, fortællinger af den russiske forfatter L. Tolstoj og Qvo vadis, 1911, af den polske forfatter H. Sienkiewicz. Selv forfattede Sofie Horten en række kogebøger, bl.a. Levningers Anvendelse, 1909, Husmoderens Blads Kagebog, 1910, Suppebogen, 1911, Kagebogen, 1911, og Kartofler paa 173 Maader, 1916. Hun udgav også flere julehæfter.

Sofie Horten hørte til blandt Kvindelig Fremskridtsforenings første menige medlemmer fra oprettelsen i 1885, og hun havde sin gang i Dansk Kvindesamfunds Københavns-kreds og i Kvindelig Læseforening. I Cirklen, oprettet 1897 i forlængelse af Kvindernes Udstilling, var hun fra starten og indtil 1910 en vellidt sekretær i en kvindelig medlemskreds af udøvende musikere, enkelte journalister og skønlitterære forfattere. Sofie Horten var medlem af Venstrereformpartiet. Da hun engagerede sig i stemmeretskampen, gik hun ind i Kvindevalgretsklubben, stiftet i 1906 på initiativ af redaktør Johanne Münter og mest af alt et samlingspunkt for Højre-sympatiserende kvinder fra det højere kbh.ske borgerskab. Sofie Horten kombinerede sit kvindesagsengagement med sin interesse for filantropi. Hun var mangeårigt medlem i Louiseforeningens Københavns afdeling under den journalistiske fagfælle Mimi Carstensens auspicier. På det organisatoriske og ideologiske plan i samtidens kvindesagskampe og filantropi var den beskedne og stilfærdige Sofie Horten ikke en frontfigur, men en stabil foreningsmedarbejder. Hendes medieindsats på disse områder var derimod væsentlig. Ved at kombinere journalistik med filantropiske initiativer gik hun i det spor, andre journalister og redaktører som Mimi Carstensen, Emma Gad og Valborg Andersen også betrådte omkring århundredskiftet. I kvindesagen og filantropien fandt hun en betragtelig del af det stof, med hvilket hun sammenvævede sin solide karriere som journalistisk pioner.