Esther Carstensen

Esther Carstensen voksede op i et højborgerligt københavnsk grossererhjem. Hun gik på N. Zahles Skole og tog studentereksamen herfra i 1893. I 1897 tog hun første del af civilingeniørstudiet ved Polyteknisk Læreanstalt. Ægteskabet 1898 med officeren Ivan C., der blev aktiv i konservativ politik, fik hende til at afbryde studierne. Det beklagede hun siden, da hun i princippet mente, at kvinder burde tage en uddannelse for at have noget at falde tilbage på ved en eventuel skilsmisse eller i deres enkestand.

Det blev som herskabshusmoder og moder til fem børn, hvoraf alle tre sønner blev civilingeniører, at Esther Carstensen i mange årtier blev en af kvindesagens solide støtter. Ægtefællens partipolitiske engagement fristede ikke Esther Carstensen, der hellere ville arbejde i foreningssammenhænge. I 1906 var hun medstifter af Foreningen til Hjælp for enligtstillede, nødlidende Kvinder med Børn, men flest kræfter lagde hun i Dansk Kvindesamfund (DK). Her gjorde flere familiemedlemmer sig gældende, mest markant den radikale kusine Estrid Hein. Modsat Hein forbandt Esther Carstensen i større grad sine lederevner med vilje til også at deltage i det mere elementære organisationsarbejde. I 1907 afløste hun Astrid Stampe Feddersen i DKs valgretsudvalg. Heller ikke for Esther Carstensen lykkedes det at skabe en bred samling af kvindestemmeretsorganisationer og ophæve konkurrencen mellem Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund, hvori DK havde været en ustadig deltager, og den nye konkurrent Landsforbundet for Kvinders Valgret. 1908-13 var Esther Carstensen redaktør af DKs blad Kvinden og Samfundet med Thora Daugaard som redaktionssekretær. Selv var hun en flittig bidragyder til bladet, og som redaktør blev hun kendt for sin kloge, saglige og besindige linie. Hendes hovedindsats kom dog til at ligge i foreningens Københavns kreds, hvor hun 1916-21 var formand og igen 1934-44. Efter sin afgang blev hun udnævnt til kredsens æresformand. I to omgange, 1907-18 og 1928-41, var hun medlem af DKs styrelse, 1913-18 som næstformand. Ægtefællens militærkarriere bragte hende til Viborg, hvor hun var formand for den lokale DK-kreds 1928-32.

For Esther Carstensen var den beskedne kvinderepræsentation i Rigsdagen efter det første valg 1918, hvor kvinder kunne deltage, en kilde til foruroligelse, ligesom hun var bekymret over stagnationen i kvinders politiske deltagelse i 1920’erne og 1930’erne. Også Mellemkrigstidens totalitære udfordringer af demokratiet i Europa gav hende grund til uro. Hun anså mange kvinder for politisk umodne og forfægtede det standpunkt, at husmødre burde engagere sig uden for hjemmet og udvikle sig. Allerede i 1912 havde hun i en polemik med Lis Jacobsen fremsat det synspunkt, at moderlighed og erhvervsarbejde ikke stod i modsætning til hinanden. Det var således ikke nogen naturlov, at kvinder med børn kun skulle lægge deres arbejde i hjemmet. Udviklingen gik i en sådan retning, at kvinders arbejde og opgave hjemme kun vil “blive mere og mere indskrænket, ligesom Jernbanerne og Befordringsmidlerne kun vil blive hurtigere og hurtigere. Det er ikke Menneskenes Opgave at begræde de svundne Forhold, men at finde sig til Rette i de nye.” Om sit eget arbejde for kvindesagen udtrykte hun 1935, at det ikke var kommet hendes hjem til skade, men at indsatsen havde suspenderet “Bridge- og anden Selskabelighed”, som hun anså for at være et usselt surrogat. Kun at få indblik i samfundsforhold på anden hånd indskrænkede kvindekønnets horisont. I mellemkrigsårene blev det hende magtpåliggende at få flere unge kvinder ind i DK for at afværge en truende generationskløft og en medlemsmæssig svækkelse af foreningen som landsorganisation. Derfor blev DKs erhvervsvejledning også en central opgave for Esther Carstensen, der 1936 videreførte den efter borgerrepræsentant Hedevig Matthiesen og Stella Kornerup.

Den ladylike Esther Carstensen med det aristokratiske udseende havde evne for at opsamle, hvad der rørte sig i tiden. Hun havde et vågent blik for, at erobring af flere rettigheder og formel ligestilling mellem kønnene ikke fjernede kampen for større reel jævnbyrdighed fra kvindesagens dagsorden. Hendes pen var ikke af den polemiske art og hendes oratoriske stil ikke den fængende brandtalers. Til gengæld viste hun sig i Kvinden og Samfundet og i avisartikler som en velovervejet skribent med sans for de større kvindesaglige linier.