Stella Kornerup

“Til den nye Stjerne på Dansk Kvindesamfunds Himmel,” sådan lød en hilsen til Stella Kornerup på hendes 30-års fødselsdag i 1935. I nogle få år, mellem 1933 og 1936, var hun det lysende håb, som med stor energi og gennemslagskraft iværksatte et ungdomsarbejde af vidtrækkende betydning for den bedagede organisation.

Stella Kornerup kom fra et konservativt postmesterhjem i Hjørring, senere i Holbæk og på Frbg. Som den fjerde af fire piger blev hun ikke ligefrem hilst med begejstring af faderen, der havde ønsket sig en dreng. Moderen havde arbejdet som lærerinde før sit ægteskab og var meget uafhængig, faderen havde videnskabelige interesser, og begge påvirkede Stella Kornerup til selvstændighed og ønsker om en boglig uddannelse. Som 12-årig lærte hun sig stenografi ud fra en lærebog og fandt hurtigt ud af at benytte sin færdighed i N. Zahles Skole, fx når klassen havde genfortælling. I 1. g blev hun imidlertid angrebet af den spanske syge og måtte opgive skolegangen. Flere års rekreation fulgte, og under et ophold i Norge grundlagdes hendes livslange kærlighed til nordisk natur og kultur. Senere rejste hun til Frankrig for at lære sprog. Hjemkommet igen fik hun stilling som kontorassistent, og efter videre uddannelse i stenografi og sprog tog hun i 1929 stenografilærereksamen. Med al sin ildhu kastede hun sig over dette felt, og sammen med en kollega grundlagde hun i 1930 Mercedesskolen, der tilbød undervisning i stenografi og maskinskrivning. Senere oprettede hun i 1937 Stella Kornerups Stenografskole, som hun drev frem til et større foretagende. Først i 1959 bukkede skolen under for konkurrencen fra aftenskolerne. Stella Kornerup var en kapacitet på stenografiens felt, og hun udgav flere lærebøger, ligesom hun deltog i organisationsarbejde på området.

Stella Kornerup var engageret på flere andre fronter. I 1930 fødte hun en datter uden for ægteskab, en erfaring, der satte sig spor i hendes politiske arbejde. Hun forsvarede i mange sammenhænge kvinders ret til selv at bestemme, hvornår de ville have børn og hvor mange. Også i Konservativ Ungdom (KU), som hun i begyndelsen af 1930’erne var medlem af, fremførte hun dette synspunkt under forsamlingens rasende protester. Senere forlod hun KU og fandt sig til rette i Det Radikale Venstre, fra 1940 som formand for Radikal Ungdom i København I 1933 var hun medstifter af Dansk Kvindesamfunds (DK) kbh.ske ungdomskreds (DKKU) og blev straks valgt til kredsens formand. Her viste hun sig hurtigt som en dygtig organisator og en dynamisk kraft i forhold til at formulere DKKUs politik. Det vigtigste kvindesaglige spørgsmål drejede sig om mulighederne for at kombinere lønarbejde og ægteskab, eller som Stella Kornerup formulerede det: “D.K. Ungdommens Ideal er at forene Samfundspligter med Familieliv, den tror fuldt og fast paa, det kan gøres, den vil simpelthen opfylde de Pligter, Rettighederne førte med sig!” Den fulde erhvervsmæssige ligestilling var et kernepunkt for DK, men som noget nyt ville de unge også føre ligestillingen ind i familielivet, mellem den enkelte mand og kvinde. To andre spørgsmål optog de unge stærkt, og her var modstanden fra de ældre medlemmer større: øget adgang til svangerskabsforebyggelse og -afbrydelse og en forbedring af forholdene for enlige mødre og børn født uden for ægteskab. Endelig diskuterede DKKU den nazistiske trussel og ekskluderede under stor opsigt et medlem med nazistiske sympatier i 1934. Samme år valgtes Stella Kornerup som den første unge ind i DKs forretningsudvalg som suppleant. DKKU ønskede større indflydelse i organisationen og rejste stærk kritik af DKs tunge organisatoriske struktur. Men her stødte de på voldsom modstand fra de ældre, og i 1936 led de et historisk nederlag på landsmødet, hvor deres organisatoriske forslag blev nedstemt. Som følge heraf nedlagde Stella Kornerup alle sine mandater og forlod organisationen. Hun havde formodentlig håbet at blive ny formand for DK. I stedet overtog den unge socialdemokrat Edel Saunte formandsposten og realiserede generationsskiftet. Med Stella Kornerups afgang forsvandt noget af den fremdrift og radikalitet, der havde præget ungdomsarbejdet. Men hendes indsats havde ikke været forgæves, idet det faktisk var lykkedes at tiltrække unge medlemmer og gennemføre et generationsskifte.

Stella Kornerup kastede sig derefter med stor energi over arbejdet med at opbygge en nordisk kvindeorganisation Nordiske Kvinders Samarbejdskomité, senere Nordiske Kvinders Samarbejde (NKS). Organisationen var et ungdommeligt og mindre formelt opbygget sidestykke til den etablerede Nordiske Kvindeforeningers Samorganisation, stiftet 1916. NKS, der var aktiv i perioden 1935-51, virkede ved at arrangere sommerstævner på skift i de nordiske lande. Det kvindesaglige indhold trådte efterhånden i baggrunden, og hovedvægten kom til at ligge på alment kulturelle arrangementer. Fra 1944 engagerede hun sig også stærkt i foreningen Norden, både lokalt i Birkerød og i organiseringen af venskabsbymøder helt frem til 1968.

I 1937 havde Stella Kornerup giftet sig med den meget ældre journalist Alfred Raae, der blev en stor støtte for hende både privat og politisk. Efter hans ønske flyttede familien til Birkerød, hvor de byggede hus midt under krigen. Allerede året efter blev hun valgt til Birkerød sogneråd, hvor hun var medlem 1943-46. I perioden 1939-53 var hun radikal folketingskandidat og en meget aktiv deltager i partiets agitation og vælgermøder. I 1950’erne måtte hun på grund af Raaes tiltagende blindhed nedtone sit udadvendte arbejde og i stigende grad forsørge familien. Da stenografskolen ikke længere rakte til, havde hun fra 1954 til 1977 en række statslige ansættelser, først i lufthavnsadministrationen, senere på Blindeinstituttet, Taleinstituttet og i åndssvageforsorgen. Ud over stenografilærebøgerne udgav hun bl.a. Sådan er Finland, 1950, og Alfred Raae, 1972.

Stella Kornerups stærke energi og initiativrigdom gjorde hende til en beundret og omstridt person. I sine upublicerede erindringer skildrede hun selv det nordiske arbejde som sin betydeligste indsats, og på det personlige plan var det uden tvivl rigtigt. Men for eftertiden står hun først og fremmest som den dynamiske igangsætter af kvindesagligt ungdomsarbejde i 1930’erne, selve prototypen på Mellemkrigstidens moderne unge kvinde.