Ellen Hørup

Ellen Hørup var født ind i et af sin tids mest aktive og nyskabende miljøer. Moderen fortsatte sit arbejde som lærerinde, efter at hun var blevet gift, hvad der dengang blev betragtet som nærmest upassende, og faderen var landskendt for sit frisind og politiske engagement. På N. Zahles Skole var man ikke meget for at modtage et barn fra så radikalt et hjem, men Ellen Hørup blev dog optaget med henvisning til, at hendes moder havde været elev på skolen. Ellen Hørup beundrede og elskede sin fader, men han tog ikke megen del i hendes udvikling: “Han vidste ikke, at jeg duede til at skrive eller til noget som helst andet, men han holdt af mig, og det var det vigtigste,” har hun sagt om ham. Hun begyndte da også først sit virke som journalist og skribent ca. ti år efter hans død. Ellen Hørup blev student i 1890 som privatist og uddannede sig herefter til tandlæge. Hun aflagde eksamen både herhjemme i 1893 og året efter i Frankrig, men praktiserede kun i et enkelt sommervikariat. I 1896 giftede hun sig med sagføreren Vilhelm Nielsen, der gennem ægteskabet med Hørups datter fik sin gang i det radikale hovedstadsmiljø. Her udøvede han betydelig indflydelse, også efter skilsmissen i 1923, bl.a. som mangeårigt bestyrelsesmedlem på Politiken.

Der gik tidligt frasagn om Ellen Hørups emancipatoriske livsstil og engagementer, bl.a. som Danmarks første kvindelige roer og racercyklist. I den offentlige debat hørte man dog ikke noget til hende, før hun var omkring 40 år, hvorefter hun resten af sit liv var nærmest konstant aktiv som journalist og debattør. I 1910’erne begyndte hun at arbejde som oversætter, bl.a. af H.C. Andersens eventyr til italiensk, og i 1912 offentliggjorde hun sine første artikler i Tilskueren. Senere knyttedes hun til Politiken som oversætter, og i 1927 skrev hun sin første af en meget lang række kronikker i bladet. Hun var meget internationalt orienteret, talte og skrev fransk, tysk, engelsk, russisk og italiensk og var formentlig den eneste kvinde, der behandlede udenrigspolitik til danske aviser før Anden Verdenskrig. Sit første store politiske engagement investerede hun i arbejdet for Indiens uafhængighed og i særdeleshed Mahatma Gandhis ikke-voldsbevægelse. Hun stiftede foreningen Indiens Venner og et tidsskrift af samme navn, der udkom 1930-38, og hun besøgte selv Gandhi i Indien, ligesom hun fulgte ham på en rejse til London. I det første nummer af tidsskriftet reflekterede hun over hans uafhængighedsbevægelse som “Indledningen til et nyt Afsnit i Menneskehedens Historie, hvor Vold og Vaaben er afskaffet, og hvor Modsætningerne mellem Racer og Nationer ikke mere hindrer Forstaaelsen blandt Menneskene.” Selvom spådommen ikke kom til at holde stik, forblev idealerne de samme for Ellen Hørup livet igennem. Engagementet i ikke-voldsbevægelsen førte videre til Folkeforbundet, som Ellen Hørup blev meget optaget af i nogle år. For at være tæt på begivenhederne flyttede hun til Genève i 1932. Her etablerede hun nyhedsbureauet Journal des Archives, som udsendte nyhedsstof og tidsskrifter på engelsk, fransk og tysk om fredsarbejdet i Folkeforbundet og andre steder. Hjemme igen et par år efter skrev hun utrætteligt reportager og kronikker, dels i Politiken, hvor hun sad i bestyrelsen fra 1933-49, og dels i Indiens Venner og i dettes arvtager Mennesket og Magten, der udkom 1938-40. Emnerne var altid aktuelle og præget af hendes udenrigspolitiske interesse: Den Spanske Borgerkrig, fattigfolks vilkår i Italien, den engelske kolonialisme, stormagternes krigsforberedelser og overgrebene fra nazismen og facismen. I Mellemkrigstiden udgav hun tillige flere større publikationer, herunder Gandhis Indien, 1931, samt bøgerne Magtens Vej, 1936, og Politik og Krig, 1937, der bl.a. rummer et genoptryk af en del af hendes kronikker. Hendes synspunkter var antimilitaristiske og venstreorienterede, men hun havde ingen sympati for det daværende Sovjetunionen, som hun anså for en autoritær stat i stadig magtkamp med USA.

Besættelsesårene umuliggjorde hendes virke som kritisk, udenrigspolitisk skribent, og Ellen Hørup tog nu fat på sit livs andet store engagement, børnesagen. 1943-50 udgav hun tidsskriftet Forældrebladet, som satte kritisk lys på forholdene under børneforsorgen ved bl.a. at tage konkrete sager op, undersøge forholdene på en række børnehjem, kritisere de ansvarlige med navns nævnelse og klage til myndighederne. En forstander anlagde injuriesag mod Ellen Hørup, der tabte sagen, og generelt havde hun og hendes lille kreds vanskeligt ved at trænge igennem med deres synspunkter. Dette ændrede sig dog efter 1949, da hun i en artikel i Forældrebladet skrev om en film om Peter Sabroe, der allerede i årene omkring århundredskiftet havde kæmpet bravt for en forbedring af de danske børnehjem. Men forholdene under børneforsorgen var fortsat uantagelige, mente Ellen Hørup. Her blev børn opdraget med Bibelen i den ene hånd og spanskrøret i den anden, slog hun fast i sin artikel, der blev anledning til en stor og langvarig mediedebat om opdragelsesmetoderne på børnehjemmene. Debatten blev den første kilde til 1950’ernes dybtgående reformer af dansk børneforsorg. I sidste halvdel af 1940’erne udgav Ellen Hørup kroniksamlingen Der er kun en Krig, 1946, og bogen Kapitalisme, kommunisme og krig, 1949. Det sidste bladprojekt, hun søsatte, var det lille tidsskrift Tværtimod, som blev startet i 1951. Her revsede hun fortsat børneforsorgen, men genoptog også sine udenrigspolitiske kommentarer. Det blev kun til en beskeden læserskare, og Ellen Hørup, der nu var 80 år, måtte stå for det meste af arbejdet selv. Bladet fik et års levetid, så orkede hun ikke mere.

Ellen Hørup kæmpede som fuldtidsaktivist for fred og social retfærdighed. Men hendes medfølelse var ikke abstrakt. Hun brugte sine private midler til at oprette et børnehjem, der skulle drives efter humane, reformpædagogiske principper; hun hjalp bortløbne børnehjemsdrenge og kørte ud med gavekurve til hospitaler og børnehjem. 1948 indtrådte hun i bestyrelsen for den nystartede danske afdeling af Fédération Démocratique Internationales des Femmes, siden kaldet Danmarks Demokratiske Kvindeforbund. Den internationale, kommunistisk dominerede sammenslutning arbejdede for fredssagen og havde også sociale reformer på programmet. Ellen Hørup kom i toneangivende og kulturradikale kredse, men stod alligevel temmelig isoleret, idealistisk, oppositionel og kompromisløs som hun var.