Faktaboks

Albertine Sørensen
Petrine Albertine Sørensen
Født
21. april 1826, København
Død
12. juli 1911, Frederiksberg
Arbejdsliv
Skolebestyrer, skoleleder og lærer
Familie

Forældre: vinhandler Peter Sørensen Sindahl og Marie Andersdatter.

Bofælle 1871-1910: lærer Caroline Vilhelmine Schibbye, født 2. april 1841 i København, død 3. oktober 1910 på Frbg., d. af particulier Jens Mogens S. og Jacobine Marie Bruun.

Albertine Sørensen voksede op i København, hvor hendes forældre sørgede for, at hun fik en god uddannelse. Under sin forberedelse til institutbestyrerprøven fik hun et tilbud om at overtage en privat dansk skole i Tønder, og hun drev et mindre pigeinstitut her fra 1855 til 1864. Derefter rejste hun til Århus og opbyggede byens førende pigeskole, den senere Elise Smiths Skole.

Allerede i Tønder havde Albertine Sørensen lagt fremragende pædagogiske evner for dagen og skabt et godt og nært forhold til sine elever. Men hun blev nødt til at forlade byen, da de østrigsk-preussiske myndigheder efter det danske nederlag i 1864 lukkede hendes skole. I Århus overtog hun i 1865 Jomfru Starckes Pigeinstitut, der på dette tidspunkt havde til huse i lejede lokaler i Vestergade. Under ledelse af Albertine Sørensen voksede skolen hurtigt og måtte flere gange flytte til større lokaler. Da skolen i begyndelsen af 1880'erne var nået op på 100 elever, besluttede hun at bygge selv. For at skaffe den nødvendige kapital fik hun dannet et aktieselskab, en ret ny foreteelse dengang, primært med forældrene som aktionærer. En byggegrund fandt man uden for det egentlige byområde i Nørre Allé, og i 1884 indviede man så den nye bygning, der af samtiden blev betegnet som den bedste skolebygning i byen. Den indeholdt ni klasselokaler, en lejlighed til Albertine Sørensen og en mindre gymnastiksal. Desuden var der en legeplads, latriner til eleverne og en have til skolelederen. Typisk for Albertine Sørensen og for tiden valgte man til indvielsen af bygningen en sang med slutlinierne: "en tugtig Mø, en Hustru god, en Kvinde from og reen". Til held for Albertine Sørensen blev en anden privatskole, Frk. Lassens Pigeskole, nedlagt samme år og dens elever overflyttet til Albertine Sørensens skole, så elevtallet voksede efter få år til 190. Skolen hed nu Aarhus højere Pigeskole.

Som de fleste af sin generations skoleledere havde Albertine Sørensen Natalie Zahle som forbillede, og Zahle støttede hende også økonomisk ved at købe nogle aktier i skolen. Hun indførte nye fag, var fx den første med gymnastikundervisning i Århus, og de mest moderne metoder i småbørnsundervisning, skrivning og håndarbejde. Og så havde hun evne til at knytte gode lærerkræfter til skolen, bl.a. den senere skolekøkkeninspektør, Eline Hansen. Albertine Sørensen beskrives som en statelig kvinde, altid i sort, konventionspræget og myndig. Hendes ideal var en skole, der uden eksamenspres kunne bibringe eleverne gode kundskaber. Selv underviste hun i de små klasser og i håndarbejde og sprog. I 1897, da det blev uomgængeligt at indføre almindelig forberedelseseksamen, overlod hun skolen til Elise Smith, og flyttede sammen med sin mangeårige kollega, veninde og husfælle Caroline Schibbye til Helsingør. Deres sidste år tilbragte de to kvinder i København

Beskrivelser og portrætter af Albertine Sørensen

  • G. Spelling Østergaard (red.): Elise Smiths Skole, 1984. Bog og Naal, 1912, s. 249-54.

Tilknytning til organisationer

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig