Astrid Hostrup

Den musikglade Astrid Hostrup med det lyse sind voksede op i en børnerig familie på Gedved Seminarium. Hun følte sig hjemme i højskolemiljøet og bestemte tidligt, at hun ville giftes med en højskolemand. I ægteskabet mellem hende og Helge H. bragtes to betydelige slægter sammen. Hendes fader var den grundtvigsk sindede seminariegrundlægger Peter Bojsen, søn af Eline Boisen og broder til Jutta Bojsen-Møller. Hendes mand var søn af den milde digterpræst C. H. og den viljestærke, kvindesagsbevidste Elisabeth H. Efter at have taget almindelig forberedelseseksamen engageredes Astrid Hostrup i 1890 som gymnastiklærerinde på Sorø Højskole, hvor Bojsen-Møller var blevet medleder. På Sorø underviste også Helge H., og mødet mellem de to førte til forlovelse i efteråret 1890 og ægteskab to år senere. Med økonomisk hjælp fra Peter B. og moralsk støtte fra begge forældrepar besluttede de at bygge en højskole i Ry, der indviedes i efteråret 1892. Kun 22 år gammel blev Astrid Hostrup højskolemoder, og det blev fortalt hende, at en jysk kone med et suk havde sagt: “Skal det baan være højskolekoun?” Imidlertid var det i høj grad Astrid Hostrups fortjeneste, at skolen fik fremgang. Hun underviste selv i sang og på pigeholdene i sundhedslære, stod for den store husholdning og var “det livgivende og samlende midtpunkt”, der bedre end den mere højtflyvende ægtefælle forstod at omgås og samtale med eleverne. I Rytiden fødte Astrid Hostrup også sine fem første børn. Inspireret af Bojsen-Møller indledte hun omkring århundredskiftet sit arbejde for kvindesagen og stiftede en kreds af Dansk Kvindesamfund (DK) i Ry 1901. Kredsen påtog sig bl.a. at indsamle 2.000 kr. til en kirke i Ry, som senere blev omtalt som “kvindernes kirke”. I sine kvindesagssynspunkter fik hun altid støtte af ægtefællen, og de to supplerede hinanden ualmindelig godt gennem et langt ægteskab. Kun når det gjaldt politik var de uenige, hun var Venstrekvinde, han medstifter af Det Radikale Venstre i 1905. Astrid Hostrups liv blev meget omskifteligt. Familien flyttede fra Ry i 1905 og boede de følgende år i Århus, hvor Helge H. arbejdede som redaktør ved Jysk Morgenblad. Ved bladets fallit 1911 pådrog parret sig en stor gæld. Ti år senere tvang faldende elevtal dem til at sælge Vejlby Højskole, hvor de en tid var forstanderpar, inden de fik deres virke på højskolen i Frederiksborg. 1927-40 var de præstepar i Rørvig, mens alderdommen blev tilbragt i Birkerød. Selv betegnede hun perioderne i Ry og Rørvig som de lykkeligste.

Overalt, hvor Astrid Hostrup kom til at bo, engagerede hun sig i DKs arbejde. 1907-21 sad hun som Århuskredsens repræsentant i DKs fællesstyrelse. Både i Hillerød og Nykøbing S.-Rørvig fik hun banket nyt liv i skrantende kredse. Hertil bidrog ikke mindst hendes flair for at iscenesætte det sociale samvær gennem sang, teater og fest. Hun blev en meget benyttet taler og valgretsagitator og stiftede i alt en halv snes DK-kredse. Det var Astrid Hostrups opfattelse, at rollen som husmoder og moder var kvindens vigtigste. Kun hvor lysten og stærkt udprægede anlæg pegede i anden retning, burde kvinder optage selvstændigt erhverv. Men kvindernes arbejde som husmødre og mødre skulle til gengæld have den påskønnelse og løn, det fortjente. Ud fra denne grundholdning skal hendes bidrag i en række vigtige DK-udvalg vurderes. 1907 blev hun medlem af udvalget vedrørende den gifte kvindes retsstilling. Udvalget arbejdede for at give gifte kvinder rådighed over fællesboet og for fælles forældremyndighed, krav, der først blev imødekommet i ægteskabslovene af 1922 og 1925. For både Astrid Hostrup og svigermoderen Elisabeth H. var netop mødrenes ret over deres børn det vigtigste punkt i kvindesagen. I udvalget vedrørende vielsesritualet, nedsat 1908, udkæmpedes en succesrig kamp for at afskaffe sætningen om hustruens underdanighedspligt. Det lykkedes i 1912 med det nye vielsesritual til valgfri brug, hvor det omstridte løfte var fjernet. Astrid Hostrup deltog i udvalgsarbejdet og kom, som svigermoderen før hende, i polemik med fremtrædende præster om sagen. Hun havde ved sin egen vielse opnået, at præsten udelod underdanighedsløftet med ordene: “Astrid vil ikke være underdanig, og det skal hun heller ikke være.” Helge H. tilføjede altid siden: “Det har hun heller ikke været!” I DK-regi var Astrid Hostrup endvidere medlem af udvalget vedrørende kvinders ret til natarbejde 1909, og af udvalget vedrørende husholdningsuddannelse 1912, hvor hun tilhørte den fløj, der gik imod tvungen huslig uddannelse for unge kvinder. I 1930 var hun blandt initiativtagerne til DKs sommerlejre for unge kvinder. 1914-27 sad hun og Johanne Blom som de to eneste kvinder i den Anden Ædruelighedskommission. I modsætning til Blom gik Astrid Hostrup ikke ind for totalforbud, men argumenterede i stedet for en høj beskatning af spiritus.

Hvor Astrid Hostrup kom hen, stiftede hun sangforeninger, og også inden for sin egen slægt blev hun et samlingspunkt, bl.a. tog hun i 1925 initiativ til den første Bojsenfest. I de to bind erindringer Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, 1950 og 1953, har hun givet en indtagende skildring af grundtvigsk højskoleliv omkring århundredskiftet, ligesom man får et levende indtryk af hendes utrættelige indsats for kvindesagen.