Eline Boisen

Eline Boisen voksede op i Kongsberg i Norge, hvor hendes norske fader var leder af en klædefabrik. I forbindelse med hans død i 1822 flyttede hun med sin danske moder og sine to yngre søskende til København, hvor Eline Boisen syv år senere fik eksamen fra enkepastorinde Anna Cathrine Smiths Institut. Moderen blev syg af kræft og led i stigende grad af depression. Hun mistænkte alle, selv sine børn, for at være imod sig, og Eline Boisen udviklede en knugende følelse af skyld og mangel på ærlighed i sit forhold til hende. Ikke mindst derfor blev sandheden et nøglebegreb i hendes senere liv. Hun blev ikke lettet for den byrde af synd og skyld, hun bar, før hun i 1830 hørte en prædiken af sin kommende svoger Lars B., der var påvirket af den gudelige vækkelse. Hun fik dér at høre, at man måtte erkende, at man intet kunne selv, og give Jesus som forsoner mellem Gud og mennesker lov at bære ens synder. I forlovelsestiden ville Eline Boisen gerne have arbejdet som lærerinde, men Frederik Boisen modsatte sig det, og hun levede derfor i tre år en økonomisk usikker tilværelse, hvor hun på skift boede hos forskellige i familie- og vennekredsen. Hun kom mere og mere til at tvivle på sin forlovedes kærlighed og bad ham nøje overveje, om han ikke hellere ville bryde forbindelsen. De var meget forskellige. Han var et stemningsmenneske, let at begejstre, men havde også let til mismod. Hendes natur var forstandspræget, og selvom hun livet igennem havde en stærk kærlighedslængsel, havde hun ikke let ved at udtrykke sine følelser. Han forsikrede hende imidlertid om sin kærlighed. Vielsen fandt sted i 1834, da han havde fået stilling som hjælpepræst og lærer, og hun beskrev siden tiden som nygifte i deres lille dukkehjem i Store Heddinge som lykkelig.

I 1837 blev Frederik Boisen sognepræst i Skørpinge og Fårdrup ved Slagelse, to relativt fattige sogne, præget af vækkelse. Det var en opgave, de begge havde set frem til, men præstegården var faldefærdig og usund, og de vakte viste sig ofte at være både selvretfærdige og hykleriske i deres fromhed. At vækkelsesbevægelsen også havde politiske dimensioner, havde hendes mand blik for. Han udmøntede det i sin kamp for valgret til de små i samfundet, mens Eline Boisen foretrak det gamle enevældige samfund. Han var en gudbenådet prædikant, og hele livet var hun betaget af ham som præst. Men hans kærlighed til hende viste sig kun sjældent i praksis, og han påskønnede ikke hendes store arbejde med at få præstegården til at fungere og indtægterne til at slå til. De 13 år i Skørpinge blev den mest pinefulde tid i hendes liv med sygdom, børnedødsfald og perioder med tavshed mellem ægtefællerne, ikke mindst på grund af den kritik af vækkelsens pietistiske træk, som hun i stigende grad gav udtryk for, og som Frederik Boisen med årene nødtvungent måtte give hende ret i. I 20 år var hun næsten uafbrudt gravid. Hun fødte 11 børn og aborterede flere gange. Alligevel anså hun børn for en gave fra Gud og mente, at det var en synd, at hendes mand kun sjældent blev glad, når hun fortalte ham, at hun igen ventede et barn.

I 1850 fik Frederik Boisen embede i Vilstrup sogn ved Haderslev, og Eline Boisen kom til at holde meget af egnen og dens mennesker, hvor der var en levende debat med Rødding Højskole og de dansksindedes forening Harmonien i Haderslev som kulturcentre. Hjemmets økonomi, som hun en tid tog sig af, blev bedre, men hun gav styret fra sig igen, da den var bragt i en god gænge, 'for det er unaturligt, at Konen skal være Casserer'. Kvindepolitisk var hun en overgangsskikkelse. Hun var opdraget med respekt for autoriteter og opdrog sine børn til lydighed mod enhver øvrighed, men samtidig ønskede hun friheden til som kvinde at tænke, tro og tale frit. Hun havde i 1854 planer om, at man skulle oprette en 'Dannequindeskole' i Vilstrup badeanstalt. Det var i givet fald blevet landets første højskole for kvinder, men planerne strandede på Frederik Boisens ønske om at flytte fra Sønderjylland. Eline Boisens kritik er skarp af Grundtvig og hans tilhængere; det gjaldt for ham som for 'de fleste Grundtvigianere, at deres Praxis er saa lidt liig deres Theorier'. Hun var i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt af hende således at manifestere sin uenighed med sin mand, men underbyggede det bibelsk med sin angst for at være 'den Tjener, der gravede sin Herres Talenter ned i Jorden af Angst for at tabe dem, og som derved blev værdig til at kastes ud i det yderste Mørke'.

I 1856, 42 år gammel, begyndte Eline Boisen under en længere sygdomsperiode, hvor hun troede, hun skulle dø, at skrive sine erindringer. Herved gav hun sig selv et frirum, som det ikke var mange kvinder i samtiden forundt, hvor hun kunne reflektere over sit eget liv og dets tildragelser. Som præstekone i Stege fra 1859 fortsatte hun med at skrive, til stadighed uden tanke på offentliggørelse. Det gav hende frihed til at berette med stor ærlighed og selvkritik, og hun fik i den sidste del af erindringerne afløb for sin bitterhed over sin mands politiske engagement. Som læsere forestillede hun sig sin efterslægt. Hendes liv rummede, som hun skrev, 'Begivenheder af saa storartet Natur, at de helst af Alt maatte overgives mine Børnebørn til Eftertanke og Advarsel, som ogsaa til Trøst og Opvækkelse'. Erindringsværket er et stærkt tidsbillede af de mange forskellige miljøer, Eline Boisen levede i. Med ganske få streger og ofte med en velgørende tør humor tegnede hun øjebliksbilleder af sin tids mennesker. Samtidig er hendes erindringer et vidnesbyrd om en kvindeverden, hvor fødsler, sygdom og dødsfald afløste hinanden i et for nutidsmennesker ukendt tempo. På trods af sin kritik af de gudelige vækkelser var kristentroen hendes livsgrundlag og hendes trøst, når døden gjorde indhug i familien. Lige inden sin død overgav hun erindringsværket til sine børn og bad dem læse det ad åre. Et halvt århundrede senere, i 1924, deponerede de endnu levende børn, Frede Boisen, Jutta Bojsen-Møller og Ida Konow erindringerne i en redigeret afskrift på Rigsarkivet, påheftet den klausul, at den ikke måtte benyttes til nogen som helst skildring af forældrenes ægteskab. Børnene kunne se manuskriptets værdi for eftertiden, men visse passager rokkede for meget ved det grundtvigske idealbillede af familien. Herefter forsvandt originalmanuskriptet sporløst. Det var imidlertid ikke tilintetgjort, men gemt bort af Frede Boisen. I 1985 udgav fem tipoldedøtre et uddrag af afskriften med titlen men størst er kærligheden. Titlen er et citat fra Paulus' første brev til korintherne og afspejler, at Eline Boisen i stadig stigende grad rettede sin kærlighedslængsel mod frelseren, ikke mindst fordi hendes mands kærlighed til hende kun alt for sjældent viste sig i praksis. Originalmanuskriptet blev fundet i slutningen af 1985 på Rødkilde Højskole og udgivet i sin helhed i 1999 under titlen Eline Boisens erindringer.