Ingeborg

At vor viden om den danske kongedatter Ingeborg, der også kaldtes Ingeburge, Isambour og Isburgis, er forholdsvis omfattende, skyldes de politiske og juridiske problemer, som hendes ægteskab med den franske kong Philip 2. August skabte. Giftermålet kom formentlig i stand på fransk initiativ. Kongen var enkemand, havde kun en svagelig søn og måtte sikre arvefølgen. Samtidig kunne han få behov for dansk flådestøtte i forbindelse med et påtænkt angreb på England, og endelig repræsenterede Ingeborg en gammel, men tvivlsom arveret til England. Ingeborg stedet for militær støtte aftaltes dog en stor medgift. Efter kroningen af Ingeborg dagen efter brylluppet erklærede Philip August imidlertid, at han ønskede skilsmisse. Ægteskabet blev omstødt under påskud af for nært slægtskab efter kirkeretten. Ingeborg nægtede at anerkende skilsmissen og interneredes i de følgende år forskellige steder. Opløsningen af ægteskabet blev imødegået fra dansk side, og pave Innocens 3. kaldte omstødelsen for komediespil. Philip August erklærede senere, at ægteskabet aldrig, trods forsøg, var blevet fuldbyrdet på grund af trolddom. Ingeborg insisterede imidlertid på, at samleje havde fundet sted, og Innocens 3. konkluderede i 1212, at de havde haft legemlig omgang, men “at kønnenes forening ikke er fuldbyrdet i det kvindelige organ”. Hvad der egentlig var baggrunden, får vi aldrig at vide.

Philip August giftede sig igen i 1196. Kongen negligerede gentagne pavelige påbud om at genantage Ingeborg som sin dronning og forsøgte ved hård behandling at tvinge hende til at acceptere skilsmisse eller gå i kloster. Ingeborg 1199 erklærede Innocens 3., at Philip August levede i bigami og hor, og Frankrig blev januar 1200 belagt med interdikt, hvorved alle kirkelige handlinger med undtagelse af barnedåb og døendes skriftemål blev suspenderet. Situationen var uholdbar. Ingeborg september indvilgede kongen på skrømt i at genindsætte Ingeborg i hendes rettigheder, og interdiktet blev ophævet, men samtidig pressede han stadig på for at opnå skilsmisse. Som et led i det diplomatiske spil legitimerede paven 1201 Philip Augusts børn af tredje ægteskab. Fra dansk side genoptog Ingeborgs broder, kong Valdemar 2. Sejr, med mellemrum sagen over for pavestolen, hver gang med nye påbud til følge. Fra 1207 blev Ingeborgs forhold bedre, men hun blev stadig holdt som fange. Endelig i 1213 anerkendte Philip August Ingeborg som Frankrigs dronning. På dette tidspunkt var arvefølgen sikret, idet hans ægtefødte søn selv havde fået en søn. Samtidig forberedte kongen sig igen på krig med England og havde behov for at forbedre sit forhold til pavestolen og formentlig også for Ingeborgs diskutable arveret til den engelske krone.

Det bevarede danske brevmateriale mellem 1193 og 1213 domineres af sagen. Et brev fra 1203 fra Ingeborg til paven redegør velformuleret og gribende for hendes situation. Hun fremstår sikker og insisterende på sine rettigheder som kongedatter, hustru og kronet dronning, men samtidig som en overbevist kristen, der ydmygt og tålmodigt bærer sine prøvelser. Efter Philip Augusts død sørgede hun for sjælemesser for ham, og hun bidrog ligeledes til løsesummen for Valdemar Sejr efter tilfangetagelsen på Lyø 1223. For sin arv efter Philip August og sine indtægter som dronning grundlagde og støttede hun et johanniterpriorat med hospital og landbrug i Corbeil ved Paris. Hun blev begravet i prioratets kirke, hvor hendes gravmæle af bronze overlevede frem til revolutionen. Hendes bønnebog er bevaret på Musée Condé i Chantilly.