Karin Michaëlis

Karin Michaëlis kom fra Randers, hvor hendes moder bandt kranse for at holde familien finere, end faderens telegrafistløn tillod. Karin Michaëlis var tæt knyttet til forældrene, der fik en stor plads i forfatterskabet, fx i de to erindringsserier: Træet paa godt og ondt, 1924-30, og Vidunderlige Verden, 1948-50. Også i romanerne Lille ung Kone, 1921, og Mor, 1935, er det især moderen, hendes slid og den ydmyghed, hun bevarede over for datterens berømmelse, der står i centrum. Den opofrende moderskikkelse er én af forfatterskabets lange række af kvindelige masochister, som fremstilles i en stadig større dobbelthed. I de ca. 70 værker, som udgør forfatterskabet, er grundtemaet forholdet mellem undertrykkelse og frigørelse, især for kvinder og børn. Fokuserede de tidlige romaner mest på lidelse og ydmygelse, så handlede de senere mere om både kontrol af og oprør mod omverdenen, men fortsat med masochisten som grundfigur.

Karin Michaëlis tog til København for at uddanne sig som klaverlærer, men vendte hjem for at blive gift med forfatteren Sophus M. i 1895. Hun, der var lille, buttet og skeløjet, betragtede sin mand som en uantastelig autoritet og forsøgte at skrive som han, men med ringe held. Debuten Højt Spil fra 1898 og de næste to bøger blev ikke rost. I 1902 rejste Sophus M. tre uger til udlandet, og som i en rus skrev Karin Michaëlis imens den lille dagbogsroman Barnet, der blev hendes første gennembrud, og som samme år fik følge af brevromanen Lillemor, en gotisk gyser om en barnebrud, der til sidst kaster sig i brønden. Stilen er nu helt hendes egen, og brugen af breve og dagbøger, der giver mulighed for at fremstille en tvangfri indre monolog, er et af forfatterskabets kendetegn. Begge romaner blev oversat til tysk, og i årene frem til Hitlers magtovertagelse i 1933 var Karin Michaëlis en efterspurgt og stærkt omdiskuteret foredragsholder i de tysksprogede dele af Europa. Hun rejste meget, var i perioden 1903-13 hvert år i USA, skrev journalistik og fandt flere sager at kæmpe for. En mærkesag blev knyttet til hendes andet store gennembrud, dobbeltromanen Den farlige Alder, 1910, og Elsie Lindtner, 1912, der vakte furore og blev filmatiseret både i Tyskland, Danmark og USA. Dens hovedtema var, at kvinder også efter overgangsalderen er seksuelle væsner. I samme periode blev Karin Michaëlis skilt og giftede sig kort efter med en yngre mand, den amerikanske økonomiprofessor Charles Stangeland. I 1918 kom romanen Atter det skilte, som et monument over også dette ægteskabs forlis. Den vigtigste mand i Karin Michaëlis' voksenliv var måske forlæggeren Peter Nansen, som hun næsegrust beundrede og holdt af, fordi han fik hende til at føle sig elsket. Brevromanen Kvindehjærter fra 1910 blev udgivet anonymt, men det rygtedes hurtigt, at forfatteren var Karin Michaëlis, og at grundlaget for bogen var en autentisk brevveksling mellem hende og skuespilleren Betty Nansen, der netop var blevet skilt fra Peter Nansen. Temaet er det samme som i Den farlige Alder: hvordan kan den midaldrende kvinde kombinere kærlighed og kunst? Svaret for Karin Michaëlis blev: ved at skrive til sin elskede forlægger.

En anden mærkesag for Karin Michaëlis var den frigørende pigepædagogik, et emne, hun tog op i sagprosabogen Glædens Skole, 1914. I sit tredje gennembrud Træet paa godt og ondt skrev hun sin egen barndomshistorie igennem under fiktionens dække og skabte grobund for en vending fra lidelsen til frigørelsen. Temaet udfoldes yderligere i Bibi-bøgerne, der kom i syv bind 1929-39 og blev en ny, stor international succes. I disse ungpigeromaner møder læseren stationsforstanderens datter Bibi, der, netop fordi hun er moderløs, også er fri. Hun er en idealistisk drengepige, der rejser gratis med statsbanerne og kæmper uforfærdet for dyrenes sag. Selv gjorde Karin Michaëlis også modstanden mod vivisektion til en mærkesag. I børnebøgerne Lotte Ligeglad, 1936, og Den grønne Ø, 1937, foldes barndommens frigørende kraft næsten mere ud, end den kan bære, især i sidstnævnte, hvor Thurø under børneherredømme bliver til en kommunistisk utopi. For den barnløse Karin Michaëlis blev barnet en patetisk metafor for frihed.

Under Første Verdenskrig stillede Karin Michaëlis hele sin idealisme til rådighed for pacifismen og filantropisk arbejde i Wien. I 1930’erne hjalp hun tyskere på flugt fra Hitler og byggede træhuse til dem i sin have på Thurø. Bl.a. den tyske dramatiker Bertolt Brecht og hans kone, skuespilleren Helene Weigel blev sluset ind i Danmark på denne måde. Hun støttede desuden det kommunistiske Rote Hilfe. Idealismen, foredragene og bøgerne om de undertrykte dyr, børn, kvinder og folkeslag blev i hendes danske samtid alt sammen oplevet som pinligheder, men skabte også hendes ry og formue for at nedbryde begge dele igen. Efter nazisternes magtovertagelse mistede hun således sine betydelige tyske indtægter. I 1940 måtte hun flygte til USA, hvor hun levede af journalistik. Da hun kom hjem til Danmark efter krigen, var det et triumftog, men hun var allerede glemt og fattig, da hun døde i 1950. Karin Michaëlis fik et broget liv, men kom til at spille en progressiv rolle i europæisk debat og politik, og man må indrømme Karin Michaëlis en stor filantropisk indsats i Wien, Tyskland, USA såvel som i Danmark. Tilbage står forfatterskabet. Første del er en udpensling af pige- og kvindeundertrykkelse, som netop er særlig virksom, fordi kvinderne selv finder en lyst i lidelsen. Den senere del er derimod en hyldest til de barnlige, frigørende sider af kvindeligheden. Det er et stort og ujævnt opus, men mesterlig er hendes håndtering af brevgenren og den indre monolog, eminent udnyttet i romanen Syv Søstre sad, 1923, og i Hjertets Vagabond, 1931, et portræt af maleren Kirsten Kjær. Karin Michaëlis kendte ikke til begrænsningens kunst i livet, kun i kunsten.