Kirsten Kjær

Kirsten Kjær voksede op på en gård i Vestjylland, men havde ikke lyst til at påtage sig kvindens rolle i tidens landbomiljø. Som 14-årig stak hun af hjemmefra og tog til Fjerritslev, hvor hun blev ansat i en bagerforretning. Senere kom hun til Ålborg og tog handelseksamen. I begyndelsen af Første Verdenskrig opholdt hun sig i Tyskland, hvor hun meldte sig som frivillig sygeplejerske ved de tyske tropper, men de kunne ikke bruge hende. Ved hjemkomsten slog hun sig ned i København og arbejdede bl.a. på et klasselotteri og i et forsikringsselskab, samtidig med at hun modtog klaverundervisning. Senere fik hun ansættelse som selskabsdame på godset Bratskov, hvorefter hun vendte tilbage til Ålborg. Her mødte hun sin senere ægtefælle maleren Frode Nielsen, der 1934 skiftede navn til Frode Dann. I 1918 blev de gift, og han blev af Nationalmuseet ansat til at restaurere kirkeinventar. Kirsten Kjær forsøgte sig nu inden for skuespillerfaget og filmen, men slog ikke igennem. Hun blev syg og indlagt med en svær psykose. Efter at være blevet rask igen begyndte hun for alvor at interessere sig for malerkunsten.

Kirsten Kjær var autodidakt, men havde opholdt sig i kunstnermiljøet længe. Hendes tidligst kendte maleri er et portræt af arkitekt Jeppe Jepsen fra 1925. En slægtning var maleren Jens Søndergaard, som hun også portrætterede, og ægtefællens broder var maleren Jens Nielsen. Sammen med sin mand, der var uddannet på Kunstakademiet, gik hun på kunstudstillinger, og særlig den franske maler Gauguins billeder gjorde stærkt indtryk på hende. I 1926 tog hun til Frankrig, hvor hun malede landskaber. Derefter beskæftigede hun sig mest med portrætmaleriet, hvor hun ved sit koloristiske farvevalg søgte at tolke den portrætteredes psyke. Hun malede portrætter af mange kendte personer, fx Th. Stauning 1932, Asta Nielsen 1952 og Bodil Koch 1958, men portrætterede også almindelige mennesker, for som hun sagde, var det portrættets psykologiske belysning af personen, der interesserede hende. Kirsten Kjærs stil var overvejende ekspressiv og dekorativ, og portrætternes baggrund havde form af kommentarer til den afbildede person. Baggrundene kunne være enkle og letfattelige som de to heste i portrættet af hestehandler Svendsen, Fjerritslev, 1950, eller mere sofistikerede som de gule bølger bag kvinden i Angst, 1938. Livet igennem malede hun også blomsterbilleder.

1926-29 opholdt Kirsten Kjær sig i USA, hvor hun bl.a. i Chinatown i San Francisco opsøgte farverige modeller og i Portland, Oregon, malede skovarbejdere. I USA vandt hun anerkendelse og udstillede i San Francisco og Oakland 1928-29. Ved hjemrejsen brød hun ud af sit ægteskab, idet hendes mand valgte at blive i USA for at skabe sig en karriere dér. Tilbage i Danmark forsøgte hun sig som svineopdrætter i Jylland, men malede stadig og udstillede bl.a. i Århus. Her mødte hun den samfundsengagerede journalist Anders Olsen, som hun dannede par med i perioden 1930-38. Gennem ham skærpedes hendes intellektuelle og bevidste tilgang til omverdenen.

Kirsten Kjær foretog mange rejser alene. Hun opsøgte ofte brændpunkter, bl.a. Polen lige efter Anden Verdenskrig, hvor befolkningen havde lidt store afsavn. Herfra stammer billedet Polske Blomster, 1947, et dobbeltportræt af nogle unge piger. Til Lapland rejste hun mange gange mellem 1948-69, og Island besøgte hun 1955-57, hvilket gav anledning til nogle fantastiske, ekspressive og dekorative landskabsmalerier. I mange år efter skrev hun bag på alle sine breve: “Håndskrifterne tilbage til Island”. I 1964 var hun i Tunesien, og Liberia besøgte hun som 75-årig, hvilket gav anledning til beske kommentarer om ulandshjælpens uformåen.

Kirsten Kjær antog på en spektakulær måde en alternativ kvinderolle. Hun elskede store hatte og farverige gevandter og ironiserede gerne over sit eget udseende. I mange år levede hun alene og kæmpede med ensomheden. Hun indgik frie forhold, men prioriterede malerkunsten frem for familieliv og fik ingen børn. Hendes oplevelser i USA inspirerede forfatterinden Karin Michaëlis til romanen Hjertets Vagabond, 1930. I 1943 fik hun sin egen fanklub, da foreningen Kirsten Kjærs Venner blev stiftet og bl.a. betalte hendes husleje. Foreningen blev senere omdannet til en fond, og i 1981 blev Kirsten Kjærs Museum i Frøstrup ved Hanstholm indviet. Museet ejer hovedparten af hendes malerier og tegninger.

Kirsten Kjær modtog en række legater og hædersbevisninger, bl.a fra Undervisningsministeriet 1940 og 1961, fra Kunstakademiet 1965-66 og fra Statens Kunstfond 1973. Hun udstillede flittigt og var med få afbrydelser med på Charlottenborgs Forårsudstillinger 1947-83, ligesom hun hyppigt deltog i Charlottenborgs Efterårsudstillinger. Også i udlandet udstillede hun, bl.a. i Paris 1931 og i Göteborg 1941. Hun var medlem af Kvindelige Kunstneres Samfund og deltog i sammenslutningens udstillinger 1961 og 1976.