Bodil Koch

Næsten som et tvillingepar voksede Bodil Koch og hendes lidt ældre søster Agnes op i et trygt og beskedent, københavnsk borgerhjem. Forældrene stammede fra Fyn og var begge stærke personligheder: Faderen med en evne til at “sysle folk på plads”, moderen med den klassiske evne til at samle familien. Bedstefaderen opfordrede sine to datterdøtre til videregående studier. De blev begge studenter fra Ingwersen og Ellbrechts Skole 1922. Bodil Koch valgte teologien og blev cand.theol. fra Københavns Universitet 1929 og giftede sig samme år med sin lidt ældre fagfælle Hal Koch. I løbet af 1930’erne fik de børnene Paul, tvillingerne Ejler og Jens og datteren Dorte. I 1941 fødte Bodil Koch datteren Bodil, der døde året efter.

Bodil Koch og Hal K. delte et evangelisk-luthersk kristendomssyn og en sokratisk-humanistisk menneskeopfattelse og var begge optaget af rejser og videnskabeligt, kulturelt og folkeligt arbejde. Bodil Koch stod for det åbne og gæstfrie hjem på Frbg. uden dog at besidde sin moders talent for husmodergerningen. Hun udtalte i 1947, at “Kvinden ikke blot skal sidde og værne de menneskelige Grundværdier (...), hun skal ud og kæmpe for at skabe et Samfund, der bygger paa disse menneskelige Værdier.” I slutningen af 1930’erne og i krigens første år, mens Hal K. holdt sine berømte Grundtvigforelæsninger, begyndte Bodil Koch selv at deltage i debatter og holde foredrag uden for hjemmet. Hun var tyskkyndig, hvilket hun bl.a. benyttede sig af i 1943 ved uforfærdet at gå til den tyske rigsbefuldmægtigede W. Best med en kvindeprotest over jødeforfølgelserne.

Ved folketingsvalget 1943 blev den i forvejen lille kvinderepræsentation på tinge halveret fra fire til to. Chokeret over dette og inspireret af Elin Wägners bog Väckarklocka, som Bodil Koch sammen med Aagot Lading fik oversat til dansk i 1942 under titlen Ilden overlever Natten, såede hun frøet til én af de første græsrodsbevægelser i Danmark, Folkevirke. Denne blev formelt stiftet i 1944 med det mål at uddanne og mobilisere danske kvinder til at deltage i det politiske demokrati. Med udviklingen af Folkevirke dokumenterede Bodil Koch både politisk tæft og organisatorisk talent. Hun redigerede bevægelsens blad 1946-50. Bevægelsen fik ikke alene kolossal gennemslagskraft i brede kredse fra højre til venstre i det politiske spektrum i årene efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Den kom samtidig til at udgøre det folkelige fundament for Bodil Kochs gennembrud i det parlamentariske, politiske liv. Hun blev i 1947 medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, opstillet i Herningkredsen. Det var en overraskelse for mange, at en kvinde, akademiker, københavner og troende protestant, som Bodil Koch var, fik Kr. Bordings gamle kreds. Men hun vandt hurtigt kredsen for sig på grund af sin oprigtighed og uimponerthed af sig selv. Det vakte opstandelse, ikke mindst blandt socialdemokrater, da hun i Hans Hedtofts korte regering september-oktober 1950 blev landets første kvindelige kirkeminister. 1953 blev hun igen udnævnt til kirkeminister og beholdt denne post uafbrudt i 13 år i Hedtofts, H.C. Hansens, Viggo Kampmanns og J.O. Krags regeringer.

Som kirkeminister gennemførte Bodil Koch en række mindre lovreformer, men hendes største ministerindsats lå dels i et markant forsvar for folkekirkens rummelighed og forkyndelsesfrihed, dels i bestræbelsen på modernisering af folkekirken, hvor indsættelse af kvindelige præster var en naturlig del. Hun ruskede op i stagnerende opfattelser og strukturer og ønskede at indbygge det moderne menneskes uafklarethed som et fint instrument til “værn for kristenmenneskets frihed”. Hun nedsatte i 1964 en strukturkommission til at besvare spørgsmålet om, hvordan kirken kunne blive “folkets marv og kraft”. Med sin ukonventionelle stil og debatskabende ånd nød hun personlig og saglig anseelse i alle kredse, også i det stive, hierarkiske kirkeministerium. Men ofte var hun en torn i øjet på sine egne partifæller. Dette gjaldt ikke mindst på det udenrigspolitiske område.

I 1949 stemte Bodil Koch kun modvilligt for Danmarks optagelse i Atlantpagten. I 1952 gik hun igen imod partilinien i spørgsmålet om stationeringen af fremmede styrker på dansk grund i fredstid, og i 1955 indtog hun atter særstilling, da hun var imod Vesttysklands optagelse i NATO. Hun ønskede “at indgyde samfundet menneskets ånde” og erklærede sig imod USAs intervention i Vietnam, imod atomoprustningen og talte samtidig varmt for ulandenes interesser. Hun ønskede en fordomsfri debat om forholdet mellem Øst og Vest midt under den kolde krig i 1950’erne og 1960’erne. Dele af partitoppen ønskede hende ud af Socialdemokratiet, som dog var afhængigt af hendes store vælgertække. De sidste to år af sit politiske virke, 1966-68, var Bodil Koch kulturminister. I hele sin tid som politiker havde engagement i kunst og litteratur været en absolut nødvendighed for hende. Også som kulturminister brugte hun kunsten politisk og tolkede den som udtryk for menneskets vilkår i “en atomsprængt tid”.

Politik var for Bodil Koch “forpligtelse over for medmennesket”. Hun blev verdenskendt første gang, da hun i 1958 lod sig fotografere, skarpt kritiserende USAs udenrigsminister J.F. Dulles. Hendes største betydning som politiker var hendes anderledeshed, som hun selv koketterede med ved at kalde sig partiets “manegeklovn”. Hun kunne ikke lade være med at anfægte vedtagne forestillinger og skabte derfor debat. Hun vandt en bred tillid i befolkningen med sin spontane personlighed og med en vision om et rummeligt, demokratisk-humant samfund i bevægelse. Bodil Koch var en sjælden blanding af kontanthed og kunstnersjæl, indbegrebet af medmenneskelighed og blottet for diplomatisk sans. Hun var på én gang kompromisløs evangelist, traditionsbærer og kulturbryder.

Bodil Koch publicerede en lang række artikler, foredrag og prædikener i aviser, tidsskrifter og blade. Hun udgav flere samlinger af Hal Kochs artikler og taler, bl.a. Om tolerance, 1966, oversatte 1938 K. Hesselbachers Luthers Käthe, 1969 T.N. Hanhs Skriget fra Vietnam og skrev sammen med Gurli Vibe Jensen Afrika, 1965. 1973 udkom Pilen og korset, en udskrift af et interview, Bodil Koch gav i tv kort før sin død.