Gurli Vibe Jensen

Gurli Vibe Jensen tog i 1948 lærereksamen fra Ribe Statsseminarium og underviste et par år i København, inden hun blev antaget som missionær af Dansk forenet Sudan Mission (SM). Som forberedelse til missionærgerningen studerede hun bl.a. islam og ydre mission ved Selly Oak Colleges i Birmingham og teologi ved University of Edinburgh. Arbejdet som missionær påbegyndtes 1950, da hun kom til Numan i Nigeria. Gurli Vibe Jensen kom til at undervise på en pigekostskole, som hun var med til at udvikle til et gymnasium, og efter seks år som leder arbejdede hun yderligere tre et halvt år som supervisor for den amerikanske og danske gren af SMs skolearbejde. Af særlig betydning i hendes arbejde som missionær var hendes evne til at skabe sammenhæng mellem missionsarbejdet og den afrikanske identitet og det lokale særpræg. På en række punkter blev hendes idéer til inspiration for den øvrige missionsvirksomhed i området. Hun var bl.a. fortaler for en højere prioritering af fagteologiske emner, ikke mindst sjælesorg, i missionærernes videreuddannelse, ligesom hun talte for at omplante højskoletanken til afrikansk sammenhæng. Fra afrikansk side var hendes arbejde særdeles påskønnet, men også i USA og Danmark høstede hun stor anerkendelse for sin indsats. I 1960 modtog Gurli Vibe Jensen en invitation fra de lutherske kirker i USA til et længerevarende studieophold, som hun valgte at bruge ved University of Minnesota. Her læste hun teologi, psykologi og litteratur og blev i 1962 Master of Arts på en afhandling om forholdet mellem kristendom og idealisme. Trods flere amerikanske tilbud om videre studier valgte hun at returnere til Danmark, hvor hun 1962-65 arbejdede som kontaktsekretær for SM med særligt henblik på at skabe interesse for missionsarbejdet i ikke-kirkelige kredse. Samtidig fortsatte hun på egen hånd med teologiske studier. Under særlige forudsætninger kan også ikke-teologer søge præsteembede i Folkekirken, og i 1964 aflagde hun prøve på Københavns Universitet og blev erklæret kvalificeret. Det følgende år blev hun ordineret som kapellan ved Helligånds Kirke, hvor hun arbejdede, til hun 1995 gik på pension, fra 1974 som sognepræst.

Som sognepræst udbyggede Gurli Vibe Jensen sin position som en af de mest markante personligheder i periodens danske kirkeliv. Hendes arbejdsevne var også i denne periode enorm, og Helligånds Kirke blev på en lang række punkter den kirke, som mange, også de mindre kirkevante, rettede blikket mod. Gennem bibelstudiekredse, foredrag, børne- og ungdomsarbejde, social omsorg og hjemmebesøg skabtes en menighed, som på mange måder stak af fra det, man var vant til i det kbh.ske kirkeliv. Også kirkegangen var usædvanlig: I en tid, hvor flere kirker kunne være mere eller mindre tomme ved søndagshøjmessen, var der i Helligånds Kirke 3-500 til gudstjeneste, når Gurli Vibe Jensen prædikede. Menigheden var socialt set meget sammensat, og den største del bestod af sognebåndsløsere og folk uden for sognet. Et andet bemærkelsesværdigt forhold i hendes virke som præst har været hendes helt særlige evner som sjælesørger, der også efter hendes pension har gjort hende søgt af mange. Gurli Vibe Jensens teologiske ståsted har navnlig været præget af studier af tyskeren K. Barth og af N.F.S. Grundtvig, men også K.E. Skydsgaard og Tage Schack har inspireret hende. Hendes forkyndelse var klart bibelsk orienteret med vægten på det teologiske indhold, samtidig med at hendes særlige sprogtone og psykologiske indsigt kom tydeligt til udtryk. Hun har ikke været en del af specifikke kirkelige retninger, og det vil være vanskeligt at karakterisere hende ud fra tidens gængse teologiske termer. Som præst har Gurli Vibe Jensen haft en meget stor gennemslagskraft, og også uden for det kirkelige miljø har hun vundet både opmærksomhed og respekt for sine standpunkter. Aviser, radio og tv har ofte haft bud efter hende, men oftest er forespørgslerne blevet afvist.

Sideløbende med arbejdet som præst har Gurli Vibe Jensen først og fremmest været engageret i Det Danske Bibelselskabs arbejde. 1964-80 var hun kontaktsekretær, i de første år navnlig i tæt samarbejde med generalsekretæren Halfdan Høgsbro, og i denne periode steg medlemstallet betydeligt. Desuden var hun medlem af bestyrelsen for selskabet 1981-89. I årene 1976-87 var hun medlem af den europæiske bestyrelse for The United Bible Societies, fra 1976 som vicepræsident for Europa. 1980-84 var hun formand for bibelselskabernes verdensbestyrelse. Siden 1964 har hun været medlem af bestyrelsen for Shaare Zedek-hospitalet i Jerusalem, der drives for private midler og er karakteriseret ved at være åbent for alle, uanset religion eller nationalitet. For sin støtte til det humanitære arbejde på hospitalet modtog hun 1979 hospitalets taknemmelighedsmedalje. Blandt flere tillidsposter har Gurli Vibe Jensen været medlem af Kirkeministeriets strukturkommission 1964-66 samt medlem af Menneskerettighedskommissionen. Under sit arbejde i Nigeria skrev Gurli Vibe Jensen en del bøger, fortrinsvis om det afrikanske menneskesyn. Hun har desuden skrevet flere bøger om kristne emner, et par børnebøger og erindringsbogen Kan man synge i sne?, 1979. Hertil kommer en lang række artikler i danske og udenlandske tidsskrifter om bl.a. ydre mission, sjælesorg og litteratur.