Asta Nielsen

Asta Nielsen var ikke blot en af stumfilmtidens store stjerner, hun var tilsyneladende også en stærk, uortodoks og selvrådig kvinde, der gik sine egne veje i alle livets forhold, og som også i sine roller ofte spillede stærke og lidenskabelige kvinder, som satser alt på kærligheden. Ikke blot havde hun en omfattende kontrol over sine rollers udformning og sin karriere og oprettede på et tidspunkt sit eget produktionsselskab, men også sit privatliv, hvis fred hun hele sit liv værnede om, tilrettelagde hun imod sæd og skik. Hun offentliggjorde således aldrig, hvem der var fader til datteren Jesta, som hun fødte i 1901, men hun yndede at optræde som enlig moder, og hun knyttede et stærkt bånd til sin storesøster Johanne, som også tog sig af Jesta. Det var endnu et udtryk for hendes stærke og egenrådige personlighed, at hun som 88-årig for tredje gang indgik ægteskab og oven i købet kaldte ægtemanden, kunsthandleren Christian Theede for sin “eneste store og første kærlighed”.

Asta Nielsen startede sin skuespillerkarriere på teatret. Efter at have læst hos skuespilleren Peter Jerndorff blev hun optaget på Det Kgl. Teaters elevskole. 1902-05 arbejdede hun på Dagmarteatret og senere på Det Ny Teater 1908-10. Men i 1910 forlod hun den danske teaterscene for at spille med i filmen Afgrunden, skrevet og iscenesat af Urban Gad, som senere, i Tyskland, skulle blive hendes første mand og frem til 1916 instruere hende i mere end 30 film. Filmen havde premiere i september 1910. Den blev et vældigt gennembrud for Asta Nielsen selv, men den blev også en milepæl i stumfilmens historie, for i kraft af Asta Nielsens spillestil kom filmen til at markere et afgørende skridt frem mod udviklingen af filmen som selvstændig kunstform. Hun havde fra starten en næsten intuitiv fornemmelse for, at det, hun kaldte for “det stumme sprog” eller “den talende tavshed”, krævede en ganske anden, langt mere kontrolleret og mindre ekspressiv skuespilteknik end teatrets udtryksform, og hun perfektionerede en særlig tilbagetrængt lidenskabelighed, som man allerede kan se i Afgrunden, ikke mindst i slutscenen hvor den stakkels Magda, der har dræbt den troløse cirkusartist, som hun forelskede sig i og ulykkeligvis løb bort med, føres ned ad trappen af politiet. Det er stadig gribende at se denne på en gang slappe og stivnede, indadvendte kvindekrop, der synes at befinde sig i en helt anden verden. Magda i Afgrunden valgte passionen frem for et trygt borgerligt liv sammen med præstesønnen, der var forelsket i hende, og denne type kvindefigurer skulle Asta Nielsen komme til at spille mange af i løbet af karrieren som berømt stumfilmstjerne, der herefter fulgte. Hun indspillede kun yderligere tre stumfilm i Danmark, Den sorte Drøm og Balletdanserinden, begge fra 1911 og i begge film sammen med Valdemar Psilander, i balletfilmen endvidere sammen med Johannes Poulsen. Under Første Verdenskrig var hun i Danmark, hvor hun 1918 indspillede Mod Lyset.

Asta Nielsens karriere blev henlagt til Tyskland, der ikke var sen til at kapre hende efter præstationen i Afgrunden. Hun var ganske vist en gudbenådet komedienne og havde i sin kontrakt fået indføjet retten til at indspille lystspil. Komedien Engelein fra 1913, hvori den da 32-årige skuespillerinde skal spille en 17-årig, der må give sig ud for en 12-årig, var en af hendes allerstørste publikumssucceser. Men hun er først og fremmest blevet berømt for sine roller i stumfilmsmelodramaer. Film om den store umulige kærlighed og de store følelser, hvori hendes spillestil, den tilbageholdte mimik og kontrolleret sitrende krop, især har drejet sig om at lade en fortærende lidenskab, der river hendes kvindefigurer i stykker, træde frem i lyset. Hun har i sine film inkarneret en lang række dramatiske og tragiske kvindeskæbner styret af grænseløs passion: Kvinder som vil gå i døden af kærlighed til en mand, således fx Den sorte Drøm, 1911, og Dora Brandes, 1916, men også titelrollen i Kameliadamen, som hun spillede på teatret i 1920’erne; eller kvinder, som går i døden, når de ikke kan få den elskede, som i fx Die arme Jenny, 1912, Der Reigen, 1920, Hamlet, 1920, Dirnentragödie, 1927, og Asta Nielsens sidste film, tonefilmen Unmögliche Liebe, 1932. Hun har fremstillet kvinder, som dræber deres elskede i afmagt eller jalousi som i Afgrunden, 1910, og Die freudlose Gasse, 1925. Hun har ligeledes fremstillet moderen, der vælger døden af kærlighed til sit barn, i Im grossen Augenblick, 1911, og hun har skildret den aldrende kvinde, der oplever kærligheden, men som på grund af alderen ikke får den elskede i Der Absturz, 1922, og Dirnentragödie, 1927. Men hun har også spillet en kvinde, der dræber i en stor sags tjeneste, idet hun i filmen Nach dem Gesetz, 1919, myrder en nedrig ågerkarl for at skaffe penge til en lægevidenskabelig opdagelse, der kan hjælpe de fattige. Endelig falder det i tråd med disse kvinderoller, at hun i 1923 spillede Maria Magdalena i INRI, en fremstilling af Jesus’ sidste dage, sat i scene af den tyske instruktør R. Wiene, der havde skabt en af filmhistoriens klassikere, den ekspressionistiske film Das Kabinett des dr. Caligari. Asta Nielsen fremstillede kvinder, der fastholdt retten til at leve kærlighedspassionen ud, ofte på tværs af sociale og aldersmæssige skel, hvorimod filmene som regel viste, at denne insisteren på følelserne er umulig, bl.a. fordi de mænd, kvinderne faldt for, var anderledes beskafne. De var i højere grad bundet til sociale konventioner, som fx i Die arme Jenny og Dora Brandes. Hendes kvindefigurer bliver da ofte tabere og ofre, og dog forlener hun dem på forskellige måder med en styrke og en moralsk integritet, der ikke gør dem til marionetter i et skæbnens eller patriarkatets spil, men som viser, at de selv har valgt at gå den vej, de går, og at de er bevidste om de vilkår, der ligger til grund for den uundgåeligt tragiske udgang på disse melodramaer.

I 1937 havde Asta Nielsen fået nok af Tyskland og nazismens fremmarch, og tonefilmen syntes ikke at passe til hende. Hendes første og eneste tonefilm, Unmögliche Liebe, 1932, blev ikke nogen succes. I 1936 vendte hun hjem til Danmark til “årene i lediggang” som hun udtalte i portrætfilmen Asta Nielsen. Hun var ved sin tilbagekomst til Danmark endnu ikke fyldt 60 år. Men selvom hun kun en enkelt gang medvirkede i en forestilling Tony tegner en Hest på Folketeatret i 1939, og op til 13 gange søgte og fik afslag på en biografbevilling, blev hendes liv dog ikke den rene lediggang. 1945-46 udgav hun selvbiografien Den tiende Muse, genudgivet 1966 og 1998, som både viste Asta Nielsen som en fremragende stilist og en underfundig skribent, men også som det private menneske, hun hele sit liv havde været. Således nævnes hverken hendes tre mænd eller hendes datter i førsteudgaven af memoirerne. Asta Nielsen skrev også noveller til ugeblade og magasiner, hun gav radiointerview og læste op i radioen. Endvidere arbejdede hun med stofcollager, som hun udstillede ved flere lejligheder. I 1964 døde hendes svigersøn, og derefter begik datteren Jesta selvmord. Både de interview, hun gav og de breve, hun skrev i årene derefter, kredser ofte om døden og et glædesløst liv. Ikke desto mindre forkastede hun med stor kamplyst den film, som Laterna Film med forfatteren Henrik Stangerup som instruktør havde produceret om hende, og hun skrev og instruerede derefter selv en ny portrætfilm, Asta Nielsen, som blev færdig i 1968. I 1970 blev hun gift med den 18 år yngre Christian Theede. Knap to år senere døde hun; hun blev begravet i de ukendtes grav, hvor også hendes datter og svigersøn lå. I 1998 udkom under redaktion af Ib Monty et udvalg af hendes breve, Breve 1911-71.