Helene Berg

Helene Berg erklærede som ældre, at hendes livs største fejltagelse var, at hun havde sagt farvel til sit engagement i Frelsens Hær (FH) og dets sociale arbejde. Hun havde herhjemme været aktiv i lanceringen af den britisk inspirerede og lavkirkelige vækkelsesretning, der gav kvinder nye muligheder for at manifestere en militant forkyndende og fattigdomsbevidst kristendom. Hun var blevet uddannet til FH-officer i England og ledede selv en officersskole i Oslo. Efter 1882-86 at have tjent som uniformeret frelsersoldat tog hun handelseksamen 1886, fulgt op af en gymnastikeksamen 1889. Af pædagogen og kvindesagsforkæmperen Ludvig Trier blev hun 1900 forberedt til at tage studentereksamen som privatist fra Efterslægtsselskabets Skole samtidig med veninden Marie Tullin-Petersen. Sammen havde de i 1890’erne drevet et mindre redningshjem i Kålundsgade for unge piger, der stod i fare for at havne i usædelighed. I 1901 tog Helene Berg filosofikum ved Københavns Universitet med Harald Høffding som en værdsat lærer.

Helene Berg var medlem af Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed og fungerede i en årrække, indtil foreningens opløsning 1907, som agitator i lighed med bl.a. Elisabeth Selmer og Anne Bruun. Hendes sociale engagement til fordel for vanskeligt stillede kvinder ytrede sig desuden, da hun 1906 var medstifter af Foreningen til Hjælp for enligtstillede, nødlidende Kvinder med Børn (FHKB), hvor hun 1912-21 sad i bestyrelsen. I foreningen, der tidligt opnåede statsstøtte, gav man understøttelse til enlige kvinder med børn, ligesom man havde et pleje- og adoptionsbureau. På Helene Bergs initiativ fik foreningen i samarbejde med Dansk Kvindesamfund (DK) påvirket Rigsdagen til at gennemføre Adoptionsloven af 1914, der regulerede handlen med småbørn. Da FHKB i 1924 blev sluttet sammen med Foreningen til Hjælp for ulykkeligt stillede Mødre til Foreningen Mødrehjælpen, kom Helene Berg i bestyrelsen frem til 1937.

Privat og kvindepolitisk etablerede Helene Berg et mangeårigt partnerskab med den ældre kvindesagskvinde Anna Brosbøll, der var eneste barn af den populære forfatter, der var kendt under pseudonymet Carit Etlar. Brosbøll, der var eksamineret institutbestyrerinde, var i 1890’erne blevet indremissionsk vakt. Det var sandsynligvis hende, der bragte Helene Berg ind i en kreds af kvindesagsveninder, som bl.a. talte Ida Falbe-Hansen, Elisabeth Grundtvig og Anna Hude. Hude og Helene Berg, der begge var uortodokse i deres religiøse søgen, blev medlemmer af Selskabet for Psykisk Forskning, hvor Helene Berg en overgang sad i bestyrelsen for en medlemsgruppe, som spændte fra videnskabsmænd over politikere til spiritister og teosofer.

1905-08 var Helene Berg redaktør af DKs organ Kvinden og Samfundet med Brosbøll som medarbejder. Sammen med veninden, der ernærede sig som oversætter, bl.a. af Tarzan-bøgerne, oversatte hun den amerikanske religiøse forfatter R.W. Trines Det største af alt, 1914, og Hvad Alverden søger, 1916. I 1903-07 og på ny i 1912-16 sad Helene Berg i DKs fællesstyrelse. Ansporet af Hude, der var medstifter af Politisk Kvindeforening, siden Københavns Kvindevalgretsforening (KKV), forsøgte Helene Berg på eget initiativ forgæves at få skabt en stemmeretsorganisationernes enhedsfront. Det var et udspil, som 1907 blev mødt med skarp kritik af KKV og Elna Munch, som netop stod foran at danne Landsforbundet for Kvinders Valgret. Større succes havde Helene Berg med sin agitation for DK i provinsen, hvor hun medvirkede til oprettelse af mange nye, hårdt tiltrængte kredse, hvilket bidrog til at give foreningen en bredere medlemsbase. En anden vigtig rolle spillede hun i DKs lovforbedende arbejde. Da teologen Uffe Birkedal i 1904 hævdede, at kvinder i stigende grad blev barnemordersker, påbegyndte hun en undersøgelse, der imidlertid ikke viste en sådan tendens. Hun fik nedsat et DK-udvalg, som forberedte et forslag til ændringer i lovgivningen om enlige mødres og uægte børns retsstilling. En række af udvalgets forslag, bl.a. om udvidelse af fædres bidragspligt og offentlige børnebidrag, vandt genklang i den lov om børn uden for ægteskab, der kom i 1908. Desuden engagerede hun sig i DKs arbejde for at reformere ægteskabslovgivningen.

I 1908 rejste Helene Berg med Brosbøll til England for at studere sociale forhold. Efter hjemkomsten blev de udråbt til nyomvendte partifæller i dagbladet Social-Demokraten, hvor Helene Berg var journalist i nogle år. Hun anså ikke medlemskab af både DK og Socialdemokratiet som uforenelige størrelser. I 1910 søgte hun embedet som fattigborgmester i København, men uden held. Helene Berg, der var pacifist, sluttede sig til Danske Kvinders Fredskæde, en forening, der var affødt af kvindernes internationale fredsmøde i Haag 1915 og senere udviklede sig til Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. I 1916 rejste hun til USA for at deltage i kvinde- og fredsmøder. Ved det første rigsdagsvalg med kvindelig deltagelse 1918 foreslog DK hende som kandidat, men hun stillede ikke op. Fra omkring 1920 søgte hun bort fra offentlighedens rampelys for at koncentrere sig om sin fortsatte indre rejse. En tid følte hun sig stærkt tiltrukket af katolicismen. Hun foretog en teosofisk studietur til Indien og levede sine sidste årtier en kontemplativ eneboertilværelse, efter at hendes mangefacetterede samlivspartner var død i 1931.