Elisabet Ouchterlony

To gange blev Elisabet Ouchterlony, datter af en svensk officer og en dansk moder, medstifter af kvindesagsforeninger. Efter at have boet i Sverige i ti år flyttede hun med sine forældre til Frbg. i 1852. I 1866 døde faderen som en formuende mand. Elisabet Ouchterlony og søsteren Mathilda, der blev gift med en svensk officer, havde således udsigt til en komfortabel tilværelse som forældrenes hovedarvinger. I 1871 tog hun sammen med Matilde Bajer, Caroline Testman og Tagea Johansen initiativ til Dansk Kvindesamfund (DK), og blev medlem af foreningens første bestyrelse. Ægteparret Fredrik og Matilde Bajer havde hun lært at kende gennem sin veninde Mathilde Fibiger. Fredrik Bajer inddrog hende som bidragyder til det svenske kvindesagsblad Tidskrift för hemmet, og Elisabet Ouchterlony nærede en overgang ønske om at starte en kvindehøjskole i samarbejde med Fredrik Bajer, der dog ikke var interesseret. Før stiftelsen af DK var Elisabet Ouchterlony 1868-69 ansat som lærerinde ved N. Zahles Skole i fagene geografi og religion. I 1871 åbnede hun imidlertid selv en privat pigeskole på Frbg. sammen med Tagea Johansen. Skolen lagde særlig vægt på regning og håndarbejde og syntes at have henvendt sig til mindrebemidlede familier uden større ambitioner på deres døtres vegne. Som skolebestyrer fik hun økonomiske problemer og måtte understøttes af sin moder. Moderen, der ellers var en velhavende enke, var ved en svensk ret i 1882 blevet erklæret for umyndig på foranledning af sin svenske svigersøn, general Toll, som administrerede hendes formue. Umyndiggørelsen skete uden Elisabet Ouchterlonys og moderens vilje og viden. Deres forsøg på senere at få omstødt den svenske umyndighedserklæring, der var underbygget af danske læger, mislykkedes. I kølvandet på denne pinlige familiemæssige konflikt og Elisabet Ouchterlonys problemer med at få sin arvepart udbetalt af Toll blev hendes skole solgt i 1887.

Elisabet Ouchterlony arbejdede sideløbende som oversætter og forfatter. 1869 var hun den anonyme oversætter af den finske forfatter Z. Topelius Børnefortællinger. 1871 udgav hun Historiske Fortællinger for Ungdommen, der bl.a. rummede kvindehistoriske bidrag. Året efter kom Ledetraad i Nordens Historie og Geografi, en bog med kronologiske lister over vigtige begivenheder, befolkningsstatistik m.v. I 1872 var hun anonym udgiver af Blade fra danske Kvinder, der havde forord af Pauline Worm. Elisabet Ouchterlonys eget bidrag til antologien var en artikel om Den orientalske Kirke. Selv stillede hun sig uden for folkekirken ved at tilslutte sig den økumenisk prægede katolsk-apostolske menighed i København

I 1880’erne blev Elisabet Ouchterlony en overgang hovedstadsreferent for Bornholms Tidende, redigeret af Venstremanden Mads Mathiesen Smidt. Under indtryk af en stor murerstrejke i København 1885 blev hun dog indfanget af socialismen og agiterede herfor, bl.a. i Hvad vi vil. Dette blad var organ for Kvindelig Fremskridtsforening (KF), som Elisabet Ouchterlony havde fået idéen til og 1885 var medstifter af. Ligesom KFs første formand Matilde Bajer hørte hun til oppositionen inden for DK, der ønskede, at foreningen satte kvinders stemmeret og valgbarhed på programmet. I KF gjorde Elisabet Ouchterlony sig bl.a. gældende som foredragsholder, og i 1887 ytrede hun sig i Sædelighedsfejden. I Social-Demokraten argumenterede hun for, at en ophævelse af den statslige reglementarisme på prostitutionens område ikke i sig selv ville være nok til at få kønshandelen afskaffet: “thi saalænge Guldet kan udbytte den fattige Mands Arbejdskraft, vil dette udbytte den fattige Piges Dyd.”

Efter sit politiske sindelagsskifte udfoldede Elisabet Ouchterlony frem for alt sit engagement i arbejderbevægelsessammenhænge. Sammen med lærerinden Signe Andersen, der var medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse, medvirkede hun ved oprettelsen af Socialistisk Vælger- og Diskussionsforening på Frbg i 1889. Da partiledelsen ekskluderede Gerson Trier og seks andre revolutionære socialister, og Signe Andersen mistede sine poster på grund af sin støtte til de ekskluderede, forsvarede Elisabet Ouchterlony dem 1889 i bladet Arbejderen. Samtidig gjorde hun op med sin tidligere persondyrkelse af socialdemokraternes formand Peder Holm. Efter partisprængningen var hun i 1890 medstifter af Det revolutionære socialistiske Arbejderparti. Selvom hun og de oppositionelle ikke så ens på religion, blev hun omgærdet af deres respekt på grund af sin offervillighed, inspirerende evne og sympatiske personlighed. Få år før sin død flyttede hun sammen med Signe Andersen, der ikke bare delte hendes politiske overbevisning, men også hendes religiøse tro, og hun indsatte hende som universalarving i sit testamente. Fagforeningsfolk med faner var til stede, da den 48-årige grænseoverskridende pioner blev begravet, for at vise en af socialismens få kendte kvindelige agitatorer af velhavende, borgerlig herkomst den sidste respekt.