Signe Andersen

Signe Andersens politiske karriere blev kort, men spektakulær. Allerede som ganske ung blev hun optaget af socialismen, og endnu mens hun boede på fødeøen Fyn, forsøgte hun at bringe en hensygnende socialdemokratisk forening i Svendborg til live igen. I adskillige år efter hendes afrejse til København fulgte foreningen hendes venstreoppositionelle linie. Det politiske engagement fortsatte hun, da hun kom til hovedstaden, hvor hun fik arbejde som hjælpelærerinde på Elisabet Ouchterlonys småbørnsskole på Frbg. Ouchterlony, der i 1871 havde været en af initiativtagerne til Dansk Kvindesamfund (DK), havde oprindelig tilsluttet sig Venstre, men var under indtryk af en stor strejke i 1885 blevet overbevist socialist. I slutningen af 1880’erne flyttede de sammen, og det var således to politisk bevidste og ligesindede kvinder, der i nogle år skulle danne bofællesskab. Også religiøst delte de opfattelse, de var således begge medlemmer af Københavns. katolsk-apostolske menighed.

I 1888 deltog Signe Andersen som den første kvinde efter Jaquette Liljencrantz i en socialdemokratisk kongres og valgtes som suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, opstillet af provinsafdelingerne. Ved valget til hovedbestyrelsen i 1889 kom hun ind som ordinært medlem, denne gang valgt for København Hun sluttede sig her til oppositionen, der var anført af de revolutionære socialister Gerson Trier, som var suppleant til hovedbestyrelsen, og Nicolaj L. Petersen. Samme år startede de to mænd det socialistiske ugeblad Arbejderen, og Signe Andersen skrev en række indlæg i bladet. I løbet af 1889 skærpedes modsætningsforholdet mellem hovedbestyrelsens flertal og oppositionen i spørgsmålene om deltagelse i den internationale socialistkongres i Paris og et eventuelt samarbejde med borgerlige partier i forbindelse med det kommende valg. I en artikel i Arbejderen, der i øvrigt konsekvent brugte en meget moderne ortografi, kritiserede Signe Andersen i skarpe vendinger sine partifæller. Ikke blot anklagede hun dem for deres valgsamarbejde med de borgerlige partier, hun hævdede også, at de “i deres agitasjon (havde) forstået at skjule sosialismens kærne, fortie dens mål eller omtale det som noget, der lå så langt ude i en fjærn fremtid, at ingen behøvede at frygte derfor”. Hovedbestyrelsen krævede nu, at hun tilbagekaldte sine “ærerørige Beskyldninger”, men det afviste hun. Som hun selv udtalte i et indlæg i Arbejderen: “Hvad jeg har skrevet er min mening, og den står jeg ved.” På et efterfølgende partimøde blev hun stemt ud af hovedbestyrelsen. Sagen gav genlyd, også uden for socialdemokratiske kredse, og affødte bl.a. en ironisk kommentar i Kvinden og Samfundet, DKs blad. Umiddelbart efter blev hele redaktionen bag Arbejderen ekskluderet af partiet, og i solidaritet med sine fæller meldte Signe Andersen sig ud af Socialdemokratiet. Da de ekskluderede i 1890 stiftede Det revolutionære socialistiske Arbejderparti, tilsluttede hun sig dette og blev medlem af centralkomitéen. Hun fortsatte her, indtil både partiet og Arbejderen blev nedlagt i 1893.

Også på det lokale plan var Signe Andersen politisk aktiv. Sammen med Ouchterlony og medlemmer af Arbejderens redaktion havde hun allerede i 1889 været blandt de drivende kræfter i stiftelsen af Socialistisk Vælger- og Diskussionsforening på Frbg., og hun blev medlem af bestyrelsen. Anført af bestyrelsens revolutionære medlemmer havde foreningen vedtaget en resolution om kun at støtte socialistiske kandidater ved rigsdagsvalget. Da Arbejderens redaktion få uger senere blev ekskluderet af Socialdemokratiet, blev det imidlertid bifaldet af vælgerforeningen, skønt to af de ekskluderede var medlemmer af dens egen bestyrelse. Som konsekvens heraf meldte Signe Andersen og Ouchterlony sig ud af foreningen, der i øvrigt ændrede navn året efter til Socialdemokratisk Vælgerforening. I 1890 døde Ouchterlony. Signe Andersen, der var indsat som hendes universalarving, levede sine sidste år hos en broder, der var urmager i Tranebjerg på Samsø, og blev boende her også efter hans død i 1925.