Jaquette Liljencrantz

Faktaboks

Jaquette Liljencrantz
Agnes Jakobina (Jaquette) Vilhelmina Liljencrantz-Rasmussen
Født
4. februar 1845, Stockholm
Død
13. oktober 1920, København
Arbejdsliv
Journalist, redaktør, bladudgiver og fagforeningsformand
Familie

Forældre: landshøvding Gustaf Fredrik L. (1801-69) og friherreinde Johanna Jakobina Eleonora Stiernstedt (1806-54).

Gift 23. oktober 1884 med redaktør Carl Vilhelm Rasmussen, født 21. oktober 1827 i Odense, død 13. januar 1894 i København, s. af købmand Peder R. og Karen Dreier.

Børn: Gustaf (1885).

Jaquette Liljencrantz

For Jaquette Liljencrantz var kvindefrigørelse og socialisme to sider af samme sag. I 1876 blev hun ansat ved Social-Demokraten som dens første kvindelige journalist. Samme år blev hun medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse. Efter Pios flugt til USA i 1877 fastholdt hun den pionistiske linje og mistede jobbet på Social-Demokraten. Foto fra 1870'erne.

Love for den fri kvindelige Forening
I 1876 blev Jaquette Liljencrantz formand for Den frie kvindelige Forening, og hun fik under stor modstand tilmeldt foreningen Fagforeningernes Centralbestyrelse. Under hendes ledelse udviklede foreningen sig i en ny, mere kvindepolitisk retning. Med udgivelsen af Den nye Socialist i 1884 blev hun den første kvinde i Danmark, der grundlagde sin egen avis. Tryk fra 1876 med love for Den frie kvindelige Forening.
Love for den fri kvindelige Forening
Af /Det Kgl. Bibliotek.
Licens: CC BY 2.0

Artikelstart

Under pseudonymet Medea dukkede Jaquette Liljencrantz 1876 op som journalist på Social-Demokraten, der blev redigeret af Louis Pio. Ved den svenske baronesses ankomst til København blev de første skridt taget til en dramatisk lynkarriere i arbejderbevægelsen.

Jaquette Liljencrantz var vokset op i et ultrakonservativt og pietistisk præget overklassemiljø. Faderen, der var overhofmarskal hos kong Oscar 1. og senere landshøvding, hørte til initiativtagerne til Evangeliska Fosterlandsstiftelsen. Moderens død i 1854 mærkede den niårige Jaquette Liljencrantz dybt. Den velbegavede og kundskabstørstende pige blev sat i en privat pigeskole, mens opdragelsen hjemme af den distancerede fader blev lagt i hænderne på en autoritær guvernante. Hendes forhold til brødrene var konfliktfyldt, og hun følte sig tyranniseret og nedvurderet af dem. Kort efter faderens død flygtede hun 1869 til København for at frigøre sig fra brødrene, hvoraf den ældste var blevet hendes værge. Flugten medførte, at hun fik bevilget større selvstændighed. 24 år gammel rejste hun til Paris, hvor den franske anarkist, “den røde jomfru” Louise Michel, gjorde indtryk på hende.

I København forelskede Jaquette Liljencrantz sig 1872 i den norske købmandssøn Anton Gjerding og blev gravid. Året efter fødte hun sønnen Anton, der imidlertid døde samme år. Selvom Jaquette Liljencrantz fødte i hemmelighed i Heidelberg, var hun ikke villig til resigneret at affinde sig med, at affæren var ophørt. 1874-75 indledte hun et personligt felttog mod elskeren, der viste sig at være forlovet i Norge. Både offentligt og privat anklagede hun ham for brudt ægteskabsløfte og ønskede kompensation. I Oslo kom hun i kontakt med den norske maler og kvindesagspioner Aasta Hansteen, og sammen oprettede de kvindeforeningen Nemesis. Med sit anklageskrift Stud. med. Anton Gjerdings Forhold til Baronesse J.L., udgivet 1875-76 i fire hefter, samt sit forsøg på at få Gjerding bortvist som medicinstuderende ved universitetet i Oslo skabte hun skandale. Hun politiserede også mere alment det private ved at skildre Gjerding som et typisk eksempel på borgerlig maskulin dobbeltmoral og bar således ved til Sædelighedsfejden, som fra 1870’erne flammede op i de nordiske lande. Efter sin tilbagevenden til København 1875 afsatte hendes aktion sig senere spor i pjecen Den ugifte Kvindes juridiske Stilling,1877, der foregreb det følgende årtis forbedringer i dansk lovgivning om uægte børns retsstatus. 1882 udgav hun anonymt Nogle Ord om befolkningsspørgsmaalet af en Kvinde, hvor hun argumenterede for børnebegrænsning som mindrebemidledes vej ud af fattigdom og som beskyttelse mod for hyppige graviditeter og høj spædbarnsdødelighed. Efter at have læst en kvindeemancipatorisk artikel af Pio kontaktede Jaquette Liljencrantz ham i 1875 på Social-Demokraten. Mødet overbeviste hende om, at socialisme og kvindefrigørelse var to sider af samme sag, og hun fik ansættelse ved avisen som dets første kvindelige journalist. Af sin arv lånte hun Pio 2.000 kr. til indkøb af ny trykkerimaskine. Til gengæld forhandlede hun sig til en kontrakt, der skulle sikre hende ansættelse ved avisen i et halvt år. Hun gjorde sig hurtigt gældende i arbejderbevægelsen. I 1876 blev hun formand for Den frie kvindelige Forening (DFKF), der var oprettet 1873. Med støtte fra Pio fik hun under stor modstand tilmeldt DFKF Fagforeningernes Centralbestyrelse. Under Jaquette Liljencrantzs påvirkning udviklede DFKF sig i en ny, mere kvindepolitisk retning. Hun argumenterede for medlemmernes deltagelse i valgkampe til støtte for socialdemokratiske mænd, ligesom hun agiterede for, at arbejderkvinder burde benytte strejkevåbnet. I Social-Demokraten slog hun allerede 1876 et slag for kvinders valgret. Samme år ved arbejdernes grundlovstog, hvor kvinder for første gang var deltagere i selve processionen, optrådte hun som repræsentant for DFKFs ca. 150 medlemmer. Sammen med DFKFs kasserer Cathrine Klausen var hun den eneste kvindelige repræsentant ved Socialdemokratiets første kongres på Gimle 1876. Her blev hun som eneste kvinde indvalgt i Centralbestyrelsen, den første socialdemokratiske hovedbestyrelse. Hun fik sæde i udvandringskomitéen og var som hovedbestyrelsesmedlem med til at rejse kritik imod militæret. Desuden stod hun bag stiftelsen af Den demokratiske Arbejderforening for Valby og Omegn, som hun blev æresmedlem af 1877.

Pios og Povl Geleffs flugt 1877 til USA bragte Jaquette Liljencrantz i en yderst penibel situation. Hun reagerede ved at bruge strategien fra Gjerding-affæren, og i pjecen Louis Pios Færd mod J.L., 1877, fremstillede hun den forsvundne leder som en forræder. Ikke desto mindre holdt hun fast i den pionistiske linie i de interne opgør, der fulgte i arbejderbevægelsen. Hun mistede jobbet på Social-Demokraten og indtog en uforsonlig holdning til flere af partiets og bladets nye magthavere, især Chr. Hørdum og P. Holm. Den erstatningssag, hun anlagde mod parti- og bladledelsen, blev ikke definitivt afsluttet før hendes død. Gennem Udenrigsministeriet og det danske konsulat i New York forsøgte hun flere gange uden held at få Pio til at betale sit lån tilbage. I arbejderbevægelsens rekonstruktionsfase knyttede Jaquette Liljencrantz sig til dens radikale fløj og var i 1877 mellem partisprængerne på kongressen i Købmagergade, hvor hun slog til lyd for en deling af organisationen mellem København og Jylland-Fyn. En tid blev hun redaktør af det svenske tidsskrift Minerva og siden medarbejder ved pionisternes forskellige kortlivede aviser: Herolden, Den radikale Socialist og Den radikale, som hun var medudgiver af. Som udgiver af Den nye Socialist 1884 blev hun den første kvinde i Danmark, der grundlagde sin egen avis. Svækket af sygdom gjorde hun sig fortsat gældende som skønlitterær deklamatrice og politisk taler ved oppositionens møder, og 1880-82 skrev hun artikler om den nordiske arbejderbevægelse til det tyske Jahrschrift für Sozialwissenschaft und Sozialpolitik. I den oppositionelle presse argumenterede hun for adskillelse af parti og fagbevægelse, bl.a. i protest mod de nye socialdemokratiske magthavere.

Ved rigsdagsvalget 1884 gik Jaquette Liljencrantz til angreb på P. Holm, der var socialdemokratisk spidskandidat, og spillede her under dække med Højres modkandidat juristen C. Goos. Da det kom frem, at Den nye Socialist havde modtaget økonomisk støtte fra Goos, blev hun persona non grata i arbejderbevægelsen, og avisen gik ind. I 1884 giftede hun sig med den 20 år ældre journalist Vilhelm Rasmussen, der 1876 var blevet ekskluderet af partiet på grund af sin kritik af Pio og Centralbestyrelsen. Som redaktør af det satiriske blad Figaro havde han 1876 latterliggjort Jaquette Liljencrantz, men siden blev han hendes medarbejder, bl.a. som ansvarshavende redaktør ved Den nye Socialist. Jaquette Liljencrantzs politiske rolle var udspillet sidst i 1880’erne. Siden skrev hun nogle upublicerede, selvbevidste og bitre erindringer. Efter ægtefællens død 1894 blev hun eneforsørger for sønnen Gustaf med en vis pekuniær støtte fra den svenske slægt, hvoraf flere havde slået hånden af hende på grund af hendes politiske arbejde.

Jaquette Liljencrantz var med sit lidenskabelige og magtsøgende engagement i den tidlige socialdemokratiske organisering en feminin pioner i partitoppen. Som ældre fastholdt hun sin politiske overbevisning og sin ambivalente indstilling til Pio. Repræsentanter fra Socialdemokratiet og Socialdemokratisk Kvindeforening var til stede ved den idealistiske, men psykisk højspændte pioners jordfæstelse.

Beskrivelser og portrætter af Jaquette Liljencrantz

  • Foto i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv, Det Kgl. Bibliotek.
  • Bente Nielsen Lein: Furier er også kvinner, 1984. Jens Engberg: Til arbejdet! Liv eller død!, 1979. Ture Nerman: Jaquette Liljencrantz, 1965. Arbejderhistorie 36/1991. Arbejderens Almanak 1916, 1915.
  • Privatarkiv i Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsen Bibliotek og Arkiv.

Tilknytning til organisationer

  • Social-Demokraten (se Aktuelt)
  • Nemesis
  • Den Frie Fvindelige Forening
  • Socialdemokratiet
  • Den Demokratiske Arbejderforening for Valby og Omegn
  • Minerva
  • Den Nye Socialist

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Om den digitale udgave

KVINFO's logo
Fra 2001 til 2022 stillede KVINFO Dansk Kvindebiografisk Leksikon gratis til rådighed for befolkningen i den digitale udgave, der nu findes på lex.dk.
KVINFO's logo
Af .

KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet.

Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig