Andrea Brochmann

Andrea Brochmann fik det fagpolitiske, det kvindepolitiske og det socialdemokratiske ind med modermælken. Selv har hun beskrevet sit barndomshjem som et “godt og vaagent Arbejderhjem”. Faderen var glødende socialdemokrat, og i hjemmet kom bl.a. partiets stiftere Louis Pio, Harald Brix og Povl Geleff samt den socialistiske feminist Jaquette Liljencrantz. Moderen Anna Nielsen var 1890-92 formand for De kvindelige Herreskrædderes Fagforening (KHF), den ældste selvstændige kvindelige fagforening, og således en af fagbevægelsens kvindelige pionerer. Som en af de ret få arbejderkvinder var moderen også aktiv i kvindebevægelsen, sad i komitéen for De samlede Kvindeforeninger og var en af initiativtagerne til udgivelsen af kvindeforeningernes tidsskrift Hvad vi vil. Hun var endvidere medlem af et udvalg under Dansk Kvindesamfund. Andrea Brochmann fik en god skoleuddannelse, 1875-83 gik hun i Mathilde Borums pigeskole på Nørrebrogade. Hendes store ønske var at blive lærer, men det var der ikke råd til, så hun lærte at sy og blev herreskrædder som sin moder. De urimelige arbejdsforhold, kombineret med barndomshjemmets bagage, gjorde hende tidligt aktiv i KHF.

Kvinderne var i 1889 blevet optaget i Dansk Skrædderforbund (DS), men de mødte stor uvilje hos mange af de mandlige svende. Da Andrea Brochmann i 1896 mødte op til et agitationsmøde for skræddere fra en af de kbh.ske systuer, udtalte den daværende formand for skrædderforbundet sin forundring, for “han havde rigtignok ikke tænkt sig, at der skulde komme Kvinder”. Dette barske møde med skrædderfagets mandlige udøvere kunne dog ikke sætte en stopper for Andrea Brochmann. I 1897 blev hun formand for KHF. Foreningen talte dengang kun godt 35 medlemmer, men bestyrelsen var ung og optændt af ildhu. De satte nu alle kræfter ind på agitationsarbejdet og på udarbejdelse af en fælles prisaftale for at få ensartede lønninger. Det sidste blev dog hånligt afvist af arbejdsgiverne. I 1897 var Villiam P. Arup blevet valgt til forretningsfører for DS, og i ham fik kvinderne en forstående medspiller. Hans løfte om over for forbundsbestyrelsen at anbefale en strejke, hvis kvindernes forening kunne nå op på 500 medlemmer, satte yderligere skub i agitationsarbejdet. Ved årsskiftet 1898-99 havde KHF over 1.200 medlemmer, og skrædderforbundet iværksatte strejke. Arbejdsnedlæggelsen, der varede 14 dage, gav genlyd i samtiden. Ca. 1.000 kvinder mødtes hver dag til kontrol, og der blev holdt opildnende taler om sammenholdets betydning af både fagforeningsledere og kendte kvindesagskvinder som Louise Nørlund og Birgitte Berg Nielsen. Sammenholdet førte da også til en sejr for kvinderne og indgåelse af den første prisaftale. Andrea Brochmann blev på posten som formand til 1909. 1899-1909 var hun tillige medlem af DSs og De samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg. 1909 trak hun sig tilbage fra sine faglige tillidsposter, dels fordi hun, som hun selv sagde, følte sig “nervøs og træt”, dels fordi hun efter sit giftermål ikke var i faget længere. I en periode var hun ligesom sin ægtefælle journalist ved Social-Demokraten. Men mange andre opgaver trængte sig også på.

Andrea Brochmann var kvindesagsforkæmper og blandt de ledende i kampen for kvinders valgret, og hun var samtidig overbevist socialdemokrat. 1899 var der for første gang kvindelige talere ved en 1. majdemonstration på Fælleden. Andrea Brochmann talte her om kvindernes organisering og om den netop afsluttede strejke. Den anden kvindelige taler var formanden for Kvindeligt Arbejderforbund Olivia Nielsen. Fra 1898 deltog Andrea Brochmann som repræsentant for de kvindelige herreskræddere i Danske Kvindeforeningers Valgretsudvalg. Men da de socialdemokratiske kvinder i 1907 på baggrund af den første internationale socialistiske kvindekonference besluttede at trække sig ud af valgretsforbundet, deltog hun i dannelsen samme år af Socialdemokratisk Kvindevalgretsforening og blev foreningens formand. Socialdemokratiets hovedbestyrelse afslog at optage foreningen i partiet med den begrundelse, at man ikke ønskede at optage særskilte kvindeorganisationer. Da loven om kvinders valgret til de kommunale råd blev vedtaget i 1908, diskuteredes kvindernes organisering i partiet på Socialdemokratiets kongres samme år, og man fastholdt den tidligere modstand mod særskilt kvindeorganisering. Andrea Brochmann var nu at finde blandt de socialdemokratiske kvinder, der i forbitrelse over partiets lunkne kvindepolitik i 1908 stiftede Socialdemokratisk Kvindeforening (SK) med Elisabeth Mac som den første formand. I 1912 overtog Andrea Brochmann selv formandsposten. SK opfattede sig som en del af Socialdemokratiet, om end foreningen i forhold til partiet forblev den mest selvstændige kvindeorganisering. I partiledelsen var der stor utilfredshed med disse “separatistiske Tilbøjeligheder”, som Th. Stauning udtrykte det. SK fik efterhånden aflæggere i bl.a. Ålborg, Århus og Kolding. I 1929 oprettedes på Sylvia Pios initiativ socialdemokratiske kvindeudvalg, og derefter sygnede SK hen. Medlemmerne var ældre kvinder, der havde været aktive i mange år. Andrea Brochmann var skeptisk over for kvindeudvalgene, selvom hun loyalt støttede dem, men hun havde efterhånden opgivet at kæmpe mod partiets modstand mod SK. I 1935 tog en gruppe yngre socialdemokratiske kvinder magten i foreningen, og Thea Tønder trådte til som formand. SK eksisterede frem til 1958, kvindeudvalgene blev nedlagt i 1969. Andrea Brochmanns kamp for kvinders valgret førte hende selv ind i det politiske liv. Hun var 1917-43 medlem af Borgerrepræsentationen og sad her sammen med en række af fagbevægelsens kvinder, bl.a. Anna Johansen, Andrea Brochmanns efterfølger som formand for KHF, Helga Larsen, formand for Det kvindelige Bryggeriarbejderforbund, og Alvilda Andersen, formand for Kvindeligt Arbejderforbund. I Borgerrepræsentationen hørte Andrea Brochmann ikke til de stille eksistenser. I lange og velformulerede indlæg med skarpe udfald mod de borgerlige talte hun sine standsfællers sag. Hun argumenterede for arbejdernes berettigede lønkrav, for arbejdsløshedsunderstøttelse, folkekøkkener og brændselshjælp. Hendes kvindepolitiske holdning kom til udtryk i indlæg om opførelse af kvindehuse til enlige og selverhvervende kvinder og husmoderferiehjem, og ud fra sin forståelse for mødrenes behov indså hun også nødvendigheden af vuggestuer og fritidshjem og forebyggende børneforsorg.

Den iver, de socialdemokratiske kvinder lagde for dagen, blev ikke bakket op af partiets ledelse. Da kvindestemmeretten skulle stå sin første prøve ved valget i 1918, opstillede Socialdemokratiet kun to kvinder til Folketinget, nemlig Andrea Brochmann og Helga Larsen, mens fx Det Radikale Venstre havde ni kvindelige kandidater. Andrea Brochmann opnåede ikke valg. Det blev Helga Larsen, der i mange år var Socialdemokratiets eneste kvindelige folketingsmedlem. Andrea Brochmann stillede dog ufortrødent op til Landstinget og blev medlem af dette 1926-32 og 1933-40. Det var hendes opfattelse, at kvinderne trods deres talmæssigt beskedne repræsentation i både Rigsdag og de kommunale råd alligevel havde været i stand til at sætte deres præg på det politiske arbejde og fået gennemført sager, der tjente ikke blot kvinderne, men samfundet som helhed.

I lighed med sin moder var Andrea Brochmann en engageret og vidtspændende aktør i kvindesagen. 1922-32 var hun medlem af Dansk Kvindesamfunds (DK) fællesstyrelse og forretningsudvalg. Hun lagde i DK-sammenhæng ikke skjul på sin baggrund i arbejderbevægelsen, og hendes åbenhjertige beskrivelser af den hårdt arbejdende, altid kæmpende arbejderkvinde gjorde dybt indtryk på den “Skare af Mødedeltagere, for hvem Dagen og Vejen trods alle elskværdige Nik mod Dybet ikke har den brutale Realisme og Kamp for Livet som Arbejderkvindens”, som det hed i et samtidigt avisportræt af Andrea Brochmann. Hendes betydning beroede ikke mindst på hendes evne til at bygge bro mellem samfundets forskellige kvindegrupperinger.