Emilie Jansen tog lærerindeeksamen i 1887 på Beyers, Bohrs og Femmers Kursus og blev umiddelbart efter ansat på kurset, der siden skiftede navn til Femmers Kvindeseminarium. Efter N. Femmers død i 1888 blev seminariet overtaget af S.L. Tuxen. Han fungerede imidlertid kun som forstander i tre år. Allerede i 1891 blev Emilie Jansen, 27 år gammel, udnævnt til leder for den institution, hvor hun kom til at virke hele sit arbejdsliv. Som medforstander fik hun teologen J.Th. Huus, efter hans død i 1909 endnu en teolog, Einar Lund. Selv regerede hun altid helst bag kulisserne, personligt beskeden som hun var.
Emilie Jansen var et sjældent administrativt talent, med blik for tidens skiftende behov. En af hendes første større ændringer blev at nedlægge privatlærerindekurset, som seminariet oprindeligt var bygget op omkring. Men da hun i 1891 indtrådte i ledelsen, var privatlærerinder ved at blive overflødige. Det velstillede borgerskabs pigebørn blev nu sendt i skole, der var efterhånden mange gode at vælge imellem, og hjemmeundervisningens tid, med vægt på fremmedsprog, tegning og pianospil, var forbi. Lige så klart så hun nogle år senere det voksende behov for uddannelse af lærerinder til landsbyskolen og begyndte at arbejde med planer om at udvide virksomheden med et forskolelærerindeseminarium. Der fandtes fra 1891 et privat forskoleseminarium ved Th. Langs Skoler i Silkeborg, fra 1893 tillige et statsligt i Vejle, men at vælge hovedstaden som hjemsted for en uddannelse af især landbokvinder var en risikabel satsning. Gennem lærerinden Augusta Fenger, der underviste i skrivning på seminariet, kom Emilie Jansen i forbindelse med Kirstine Frederiksen, hvis idéer gik i samme retning, og i fællesskab fik de i 1901 etableret Københavns Forskoleseminarium som en del af Femmers Kvindeseminarium. Det dristige initiativ lykkedes, ligesom det lykkedes for Emilie Jansen og hendes medforstandere at føre seminariet igennem den krise, som nødvendigvis måtte indtræffe i en institution, hvis ry i så høj grad hvilede på stifterens person. Med Emilie Jansens egne ord om Femmer: Hun “greb, hvad der laa i Tiden, og greb det i det rigtige Øjeblik”. Men hendes arbejdsbyrde har været kolossal – også fordi en ny lov om læreruddannelse i 1894 medførte krav om oprettelse af øvelsesskoler ved alle seminarier – og blev jo ikke mindre, da hun ved Kirstine Frederiksens pludselige og alt for tidlige død i 1903 måtte overtage eneansvaret for forskolelærerindeuddannelsen.
Ikke blot administrativt, men også menneskeligt fulgte Emilie Jansen i sin læremesters spor. Hun kom fra beskednere kår end de fleste af datidens andre fremtrædende kvindelige pædagoger, og hun færdedes det meste af livet tilsyneladende i meget snævre cirkler. Hun levede i sit barndomshjem i Store Kongensgade indtil sin moders død i 1914 og vandrede hver dag rundt om hjørnet til seminariet i Gothersgade. Hun var, som Femmer havde været, i sjælden grad opmærksom på de vanskeligheder, hendes seminarieelever måtte have at slås med, både sociale, økonomien var jo ofte ringe, og faglige. Hun kunne berolige den ængstelige og få den alt for flittige til ikke at slide sig helt op. Hun tog sin afsked i 1924, men døde allerede året efter, 61 år gammel. Hun modtog Fortjenstmedaljen i guld 1916. Emilie Jansens stilfærdige, ihærdige og medmenneskelige indsats prægede nogle tiårs lærerindeuddannelse, hun skabte trygge rammer om den og stod selv, med sit administrative og pædagogiske virke i en moderne uddannelsesinstitution, som bærer af en svunden tids kvindedyder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.