Laura Kieler

Der ligger en enorm flid bag det store forfatterskab, som Laura Kieler efterlod sig. Samtidig med at hun var hustru og moder, skrev hun ca. 30 litterære værker, og derudover var hun en ivrig debattør i kvindeorganisationernes tidsskrifter.

Laura Kieler var født i Norge som datter af en norsk fader og en dansk moder. Hendes lange karriere indledtes i fædrelandet, da hun som 19-årig anonymt udgav en replik til Henrik Ibsen. I dramaet Brand, 1866, havde han skildret en mand med en dømmende gudstro. I Laura Kielers roman Brands Døtre, 1869, indser Brand på dødslejet sin fejltagelse, og han forsoner sig med døtrene og med sin Gud. Romanen er præget af forfatterens ungdom og hendes pietistiske moder, og den er som kunstværk betragtet temmelig håbløs. Men den vidner om en højt udviklet etik, som Laura Kieler nogle år senere handlede efter med det resultat, at hun mod sin vilje blev udstillet i offentligheden. Også denne gang spillede Ibsen, som hun besøgte i 1871, en central rolle. Efter faderens død 1872 flyttede hun til Danmark og blev året efter gift med den danske adjunkt Victor K. I ægteskabets første år blev han syg, og Laura Kieler optog i hemmelighed et banklån, som finansierede en rejse til syden, der helbredte ham. Men en gift kvinde havde ikke ret til at optage lån, og bedrageriet blev afsløret. I stedet for at se Laura Kielers handling som en kærlighedsgerning, så ægtefællen den udelukkende fra den juridiske vinkel. Han forlangte skilsmisse, hvilket indebar, at parrets nyfødte skulle blive hos ham, og hun måtte en tur på sindssygehospital for igen at få kontrol over et slidt følelsesliv. Hun blev senere taget til nåde af sin mand, men i 1879 blev parrets krise gennemspillet offentligt, da Ibsen i Et Dukkehjem på scenen lod sin Nora gøre, hvad Laura Kieler havde gjort i sit hjem. Hun glemte aldrig Ibsen for dette tillidsbrud.

Med novellesamlingen Skitser udkom i 1875 Laura Kielers første danske værk. Samlingen rummer bl.a. den lange novelle En Drøm, der i allegorisk form behandler kvindespørgsmålet, som netop da blev debatteret livligt efter oprettelsen af Dansk Kvindesamfund 1871; den kan ses som forløber for en række værker, hvor Laura Kieler forsøger at tilføre diskussionen om kvindens stilling religiøse, moralske og metafysiske dimensioner. I novellen fordufter problemet i allegoriens tågesnak, mens hun i den næsten samtidige roman Everil, 1876, gennemskriver en mere realistisk ægteskabshistorie. Senere værker som Paa Post!, 1895, er ligeledes mere virkelighedstro, men overalt i hendes forfatterskab spores der tegn på, at hun ideologisk og værdimæssigt var ambivalent over for kvindesagen. Denne splittelse kommer tydeligt til udtryk i skuespillet Mænd af Ære, som blev uropført i 1890 på Casino. Inden da var stykket blevet udgivet og havde allerede vakt stor opsigt på grund af sin kompromisløse skildring af den moderne mands psykiske og sociale magt over kvinden. Teksten rummer masser af indignation over den skrupelløse unge forfatter, der under frigjorthedens maske forfører en ung, idealistisk kvinde. Hun sætter sin lid til kærlighedens altdominerende kraft, men ender med at gå til; ikke på grund af sin sociale deroute, men fordi hun ikke kan bære mandens svigt, som ikke bliver mindre af, at han efter at have forladt hende skriver en succeshistorie om hendes skæbne!

Skarpest tematiserede Laura Kieler kvindespørgsmålet gennem sin journalistiske virksomhed. Hun skrev til både Dansk Kvindesamfunds (DK) blad Kvinden og Samfundet og til Hvad vi vil, som blev udgivet af Kvindelig Fremskridtsforening. I 1887 stod fx i Kvinden og Samfundet artiklen De danske Forfatterinder og Kritiken, hvori Laura Kieler analyserer den position, hun og hendes skrivende kønsfæller befandt sig i. Hun fremhæver her, at de mandlige kritikere i stedet for at fremme de kvindelige kunstneres individualitet gør dem uselvstændige, først og fremmest ved at fokusere på værkernes mangler. Hun mener, at kønssolidariteten byder kritikeren at behandle en mandlig forfatter anderledes, og hun når til den logiske slutning, at flere kvindelige anmeldere ville være ønskværdigt.

I forlængelse af journalistikken var Laura Kieler også engageret i kvindebevægelsens organisatoriske arbejde. Hun deltog i den internationale kvindekongres under Verdensudstillingen i Chicago i 1893 og var derefter medarrangør af Kvindernes Udstilling i København i 1895, ligesom hun var medredaktør af udstillingens festskrift. Sit forfatterskab fortsatte hun, men efterhånden koncentrerede hun sig om sager, som kunne engagere bredere kredse. Den kulturelle undertrykkelse af lapperne og Sønderjyllandsspørgsmålet er således tematisk behandlet i flere værker før og efter århundredskiftet, heriblandt André fra Kautokeino, 1879, og Lavrekas Korhoinen, 1881, samt Dit Folk skal være mit Folk!, 1901, og Hvem kastede den første Sten?, 1906. I sine over 1.000 foredrag talte hun især om forsvarssagen og den sønderjyske sag. Ikke mindst sidstnævnte var en hjertesag for hende, og De Samvirkende Sønderjydske Foreninger kvitterede ved at gøre hende til æresmedlem. Også de komplicerede forhold i Slovakiet interesserede hende, og hun opnåede den ære at få en gade i Bratislava opkaldt efter sig. Laura Kieler blev læst af mange, og hun fik som en af de få gennembrudskvinder en betydelig indkomst af sit forfatterskab.