Anna Wulff var sammen med Hedevig Bagger pioner inden for uddannelsen af børnehavelærerinder i Danmark. Hun voksede op som ældste barn i en søskendeflok på syv. Forældrene var indvandret fra Tyskland, og faderen havde arbejdet sig op fra cigarruller til sit firmas filialleder i København Han etablerede siden egen virksomhed P. Wulffs Cigarer, hvis mærker stadig eksisterer. Anna Wulffs moder var optaget af de tyske pædagoger J.H. Pestalozzis og F. Fröbels idéer, og de to ældste børn blev sendt i børnehave. Da søskendeflokken blev større, antog familien en Fröbeluddannet pædagog, der holdt børnehave i hjemmet sammen med nogle af naboens børn. Familien bevarede tysk som indbyrdes sprog. Børnenes høje uddannelsesniveau var et udslag af moderens pædagogiske interesse, men også et udtryk for, at familien forstod, at den letteste vej til integration i et nyt land gik gennem uddannelse. En af Anna Wulffs søskende var den senere sprogforsker Kurt W. og en anden Bertha W., der siden blev hendes nærmeste medarbejder. Anna Wulff havde sin skolegang på Frk. Schou og Trolles Skole i Hellerup, og hun tog almindelig forberedelseseksamen på N. Zahles Skole.
Selvom Bagger fra 1885 var begyndt at uddanne børnehavelærerinder, valgte Anna Wulff at rejse til Fröbelstiftung i Dresden, hvor hun 1896-97 tog børnehavelærerindeeksamen og stiftede bekendtskab med folkebørnehaveidéen. Allerede inden sin afrejse var hun blevet udset til at skulle lede en nyoprettet børnehave ved Schou og Trolles Skole. Ved sin ansættelse 1897 sagde hun også ja til at oprette en uddannelsesplads i børnehaven, men på betingelse af, at den studerende ville bruge mindst et år. Småbørnspædagogik blev på dette tidspunkt professionaliseret, og med sin insisteren på en etårig uddannelse markerede Anna Wulff et kritisk modspil til de mange kortvarige uddannelsestilbud på området. I 1898 vovede hun sig ud i et minefelt, da hun i tidsskriftet Bog og Naal påpegede, at opdragelse var noget, der skulle læres, og at børn ofte led skade ved at være prøveklude for forældrene i det stykke. I stedet ønskede hun at opbygge en dialog med forældrene og arbejde for barnets ret til udfoldelse. 1897-1906 uddannede Anna Wulff 15 kvinder, og på pædagogen Kirstine Frederiksens opfordring afholdt hun 1900-04 tillige kursus for barnepiger.
Efterhånden erkendte Anna Wulff, at hun måtte etablere en mere formaliseret uddannelse, hvis hun ville vinde gehør og påvirke børnehavedebatten. Hun dygtiggjorde sig ved et grundigt selvstudium og tog på studierejser til England og Tyskland. I 1906 udskilte hun seminariet som en selvstændig enhed og flyttede det til lejede lokaler på Karen Kjærs Skole på Nørrebro. Tidligere havde hun selv undervist i alle fag, men nu ansatte hun seks faglærere til de første to studerende. 1909 forlængede hun uddannelsen til halvandet år for dem, der ville uddanne sig til børnehaveledere. Året efter gav hun seminariet navnet Fröbel-Højskolen (FH). Navnet var velvalgt, idet det ikke bare signaliserede forbindelsen til Fröbel og hans tanker om kvinden som opdrager, men også til højskoleidéen om, at uddannelse både skulle være personlighedsdannende, vækkende og en skole for livet. For Anna Wulff var børnehavelærerindeuddannelsen således både almendannende og faguddannende. På FH blev der endvidere afholdt velbesøgte kurser for folkeskolelærere i værksteds- og musikaktiviteter for småbørn, ligesom der var enkeltfagsstuderende. I 1918 blev uddannelsen forlænget til to år, og antallet af studerende passerede for første gang 20. Ved sin død i 1935 havde Anna Wulff i alt uddannet 544 pædagoger, mere end dobbelt så mange, som der var uddannet hos Bagger på Frøbelseminariet. Hovedparten af 1930’ernes børnehavelærere var uddannet på FH, hvilket kom til at præge den faglige organisation og børnehavens profil i disse år.
Anna Wulffs syn på børnehaven som en forebyggende institution og en social foranstaltning satte også præg på den lovgivningsmæssige side af sagen. Med loven om forebyggende børneværn fra 1919 blev det muligt for børnehaver at opnå statstilskud formidlet af Undervisningsministeriet, og ved socialreformen i 1933 blev børnehaven som område lagt ind under Socialministeriet. Samtidig med at uddannelsen blev toårig i 1918, fik Anna Wulff efter ansøgning det første statstilskud til FH. Indtil da havde seminariet været drevet for hendes egne midler samt elevbetaling. Hun lagde vægt på, at den sociale fordeling ikke blev for skæv ved at oprette hele og halve fripladser. Men på trods af statstilskuddet vedblev økonomien at være anstrengt, og man søgte tilskud, hvor man kunne, fx i forbindelse med studierejser. I 1920 blev Anna Wulffs søster Bertha W. medforstander for seminariet efter at have undervist på stedet siden 1906. I 1928 oprettede de to søstre i samarbejde med forstanderen Thora Justesen fra Saxoly en fritidshjemsuddannelse på FH, den første af sin art i Danmark. Fritidshjemsuddannelsen ophørte i 1950, da der på dette tidspunkt var blevet etableret selvstændige fritidshjemsseminarier.
Sideløbende med sit virke som seminarieforstander var Anna Wulff brændende optaget af at virkeliggøre folkebørnehaveidéen, der forholdt sig kritisk til 1800-tallets småbørnsinstitutioner, asylerne, hvis hovedopgave havde været at opbevare og disciplinere børnene. I folkebørnehaven ville man ikke blot opbevare børnene, men også arbejde pædagogisk med dem. Sigtet var at rejse de svagest stillede i samfundet gennem opdragelses- og uddannelsestilbud. I 1914 rejste hun til Tyskland og Sverige, hvor hun bl.a. studerede settlementer og andre pædagogiske tiltag for svage grupper. Hendes Rejsebreve fra Sverige blev offentliggjort i bladet Hovedstaden. I 1915 fik hun ved bl.a. skoleinspektør Helga Sahlertzs hjælp mulighed for at realisere sine folkebørnehaveplaner på Christianshavn, hvor Anna Wulffs Folkebørnehave åbnede i Prinsessegade. Samtidig flyttede FH til Christianshavn, bl.a. til Dronningensgades Skole og Christianshavns Døtreskole. Også Anna Wulff flyttede til området, da hun ville bo blandt de familier, hun samarbejdede med. Her mødte hun kommunelægen R. Kjer-Petersen, og dette møde blev skelsættende for begge. De var fælles om indignationen over samfundsskabt nød som arbejdsløshed og elendige boligforhold, og hun fik ham til at indse, hvordan børnehaven kunne være en støtte til arbejderbefolkningen. Det førte til stiftelsen af Folkebørnehaveforeningen af 1915, der senere skiftede navn til Menighedsbørnehaverne, da Kjer-Petersen fik held med at appellere til menighederne om at stille lokaler til rådighed for det socialpædagogiske arbejde.
I modsætning til asylerne, hvor arbejdskraften ikke var uddannet, satsede Anna Wulff udelukkende på uddannede pædagoger. Ønsket var at give familierne et heldagstilbud, og der måtte højst være 30 børn pr. pædagog. Da kravene var betydelige, blev der kun oprettet børnehaver i takt med, at uddannet personale og lokaler kunne skaffes. I perioden 1915-36 blev der oprettet omkring 25 børnehaver i dette regi. Anna Wulffs krav til børnehavernes normering byggede på Fröbels tanker. Ifølge ham skulle den voksne møde barnet med ydmyghed og respekt, og derfor måtte der ikke være flere børn, end at pædagogen kunne forholde sig til dem enkeltvis og have kontakt med forældrene. Det var Anna Wulffs ønske at skabe et miljø i børnehaven, hvor barnet kunne få nogle nære menneskelige relationer, blive selvhjulpent og opleve naturen, hvor det var muligt. Gennem fælles oplevelser ville hun give forældrene en ny indsigt i deres børn. Børnehavens familieudflugter rummede ofte op til 200 personer. Hun lejede et stykke jord på Amager Fælled og indrettede børnehavens have, hvor familierne også kunne opholde sig om søndagen. I børnehaven, der lå på tredje sal, holdt man fugle, hvide mus og duer. Gennem det pædagogiske arbejde ønskede Anna Wulff at opbygge grundlæggende selvværd samt en opmærksomhed og nysgerrighed over for verden både hos forældre og børn fra den socialt belastede del af befolkningen. Anna Wulff kom efterhånden til at se dag- og døgnområdet som en fælles sag, børnesagen. Hun deltog i børneforsorgsdebatten og skrev i Børnesagens Tidende. Et nært samarbejde med skolehjemsforstander L. Beck førte til realisering af hans første uddannelsestiltag for døgnområdets personale i 1934. Støtterne bag Anna Wulffs og seminariets social-radikalistiske linie på et kristent grundlag talte foruden Kjer-Petersen bl.a. præsten Hans Koch og hans hustru, sygeplejerske Margrethe Koch, sygeplejeforstander Charlotte Munck samt skolebestyrer Karen Bagge.
Også nordiske og europæiske pædagoger knyttede Anna Wulff forbindelse til, bl.a. de svenske børnehavepionerer Ellen og Maria Moberg i Norrköping og den finske Elisabeth Alander i Helsingfors. I dette “syskonvänskap” udvekslede de faglige og personlige erfaringer, og heraf voksede de nordiske konferencer, der blev centrale for udviklingen af børnehaven i Norden. Seminariet Pestalozzi-Fröbel-Haus i Berlin inspirerede Anna Wulff i hendes arbejde, ligeså den tyske seminarieleder Henriette Goldschmidt, der bl.a. oprettede Tysklands første kvindeuniversitet, og som var fortaler for de kvindelige værdiers plads i opdragelsen. Anna Wulff var medlem af det tyske Allgemeiner Kindergärtnerinnen Verein, der havde en stærk kvindeprofil. Først i 1925 meldte hun sig ind i Dansk Kvindesamfund. Foruden at skrive artikler om børneopdragelse og børnesagen udgav Anna Wulff Sange og Sanglege for Smaabørn I-II, 1911-12, og i 1931 Fröbel-Højskolen gennem 25 Aar. Anna Wulff formåede at skabe en kultur på FH, der nåede ud over undervisningens rammer og fik bevægelsens karakter. Hendes kristne livsholdning gav hende en åndelig ballast til at mødes med både børn og voksne på en direkte og frimodig måde. Ved hendes død i 1935 blev der ved begravelsen sagt, at hun ikke prædikede, men at hendes liv var en prædiken. Anna Wulffs to børnehaver eksisterer stadig, ligeså FH, der siden 1976 har ligget i Roskilde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.