Margrethe Koch

Margrethe Koch betragtes i dag som en af dansk sygeplejes pionerer, idet hun som den første sygeplejerske uddannede sig i USA og senere gennem organisationsarbejde i Dansk Sygeplejeråd (DSR) gjorde sin indflydelse stærkt gældende i forhold til en formel anerkendelse af sygeplejerskeuddannelsen og -standen. Hun voksede op i et velstående vekselererhjem i Hellerup og var i et par år elev på N. Zahles privatlærerindekursus. I 1897 rejste hun til New York for som den første danske sygeplejerske at tage en treårig sygeplejerskeuddannelse på The Presbyterian Hospitals sygeplejeskole, der var under ledelse af Anna Maxwell. Efter afsluttende statseksamen var hun 1900-01 ledende sygeplejerske på hospitalets operationsafdeling. Kort tid efter sin hjemkomst til Danmark giftede hun sig med præsten Hans K., og parret bosatte sig på Fanø. Her havde hun ikke mulighed for at arbejde som sygeplejerske, men gav sig i stedet fra 1906 til at skrive en række artikler til aviserne om sine erfaringer med det amerikanske uddannelsessystem. Hun opfordrede til en reform af den danske sygepleje efter amerikansk mønster. Det centrale i hendes kritik var, at der i Danmark manglede egentlige sygeplejeskoler, hvor en systematisk oplæring kunne finde sted. I USA blev sygeplejeskolerne ledet af en sygeplejerske, der også havde ansvar for sygeplejen på det hospital, hvortil skolen var knyttet. Det stod i stærk kontrast til de danske forhold, hvor lægerne administrerede uddannelsen. Margrethe Kochs synspunkter var i fin overensstemmelse med DSR, der var blevet stiftet 1899, og debatten florerede i sygeplejerskernes blad Tidsskrift for Sygepleje. Også i Dansk Kvindesamfund fremlagde hun sine synspunkter i et foredrag. Ud over den kritiske holdning til organiseringen og ledelsen af sygeplejerskeuddannelsen understregede hun, at man som kvinde ikke var født sygeplejerske. Den gode vilje var ikke tilstrækkelig, da den moderne professionelle sygepleje krævede, at dens udøver fik en “grundig og systematisk Uddannelse, saavel teoretisk som praktisk, hun maa oplæres i Sygeplejens Teknik saavel som i dens Etik”.

Da Margrethe Koch nogle år senere flyttede til København, fik hun anderledes mulighed for at engagere sig i DSR, som hun var blevet medlem af i 1907. 1909-11 arbejdede hun som sekretær og 1924-33 som redaktør af Tidsskrift for Sygepleje. I den sidste periode fordobledes medlemstallet til godt 9.000. I 1906 havde hun foreslået sin barndomsveninde Charlotte Munck at rejse til USA og uddanne sig på The Presbyterian Hospitals sygeplejeskole således, at hun kunne indføre den amerikanske model i Danmark. Det lykkedes i 1913, da Munck blev den første forstanderinde for sygeplejen på Bispebjerg Hospital, som i mange år blev mønsterinstitution for dansk sygepleje. Som redaktør af tidsskriftet og i samme periode protokolfører ved DSRs bestyrelsesmøder og repræsentantskabsmøder fik Margrethe Koch et meget grundigt indblik i organisationens kamp for forbedrede uddannelses- og arbejdsvilkår. Hun skrev artikler og holdt foredrag samt deltog som DSRs repræsentant på den internationale sygeplejerskekongres 1933 i Paris-Bruxelles.

Munck var blevet formand for DSR i 1927, og ved hendes pludselige død i 1932 havde DSR ingen naturlig tronfølger. Selvom Margrethe Koch mente, at en yngre generation skulle til, blev hun 1933 valgt til ny formand. Denne post bestred hun frem til 1934, en kort, men særdeles betydningsfuld periode for organisationen, idet Rigsdagen i 1933 vedtog loven om statsautorisation af sygeplejersker. Kampen for statsanerkendelse, som havde varet godt 25 år, var endelig slut. Som formand ønskede Margrethe Koch at føre samme linie som forgængerne Henny Tscherning og Munck, men det var også vigtigt for hende at kæmpe for ordentlige bolig- og lønforhold og ikke mindst for kortere arbejdstid. Efter sin fratrædelse genoptog Margrethe Koch sin skribentvirksomhed. I 1941 udgav hun Charlotte Munck, en skildring af Muncks barndom, uddannelse og betydning for dansk sygepleje. I 1944 udkom Dansk Sygeplejeraads Historie, der demonstrerede dyb indsigt i organisationens virke. I 1949 ved DSRs 50-års jubilæum modtog hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. Hun døde to år senere.